OVER YOUR DEAD BODY er en sort komedie-thriller, som kan streames på Prime Video. Det er en genindspilning af en norsk film, og selvom denne 2026 remake er en god film, så er originalen stadig bedre. Til gengæld er castingen virkelig stærk her, og dét gør filmen værd at se. Læs vores fulde anmeldelse af Over Your Dead Body her!

OVER YOUR DEAD BODY på Prime Video er en vaskeægte genrehybrid, der kombinerer kulsort komedie, action, thriller og rendyrkede slasher-øjeblikke. Og ja, den bliver både blodig og brutal, efterhånden som historien udvikler sig og eskalerer. Prime Video har selv givet den 18+ aldersgrænsen, da det bliver ret vanvittigt!

Denne satiriske komedie-thriller er en genindspilning af I lyst og død (The Trip), som jeg var ret begejstret for. Derfor kom det bestemt ikke bag på mig, da jeg hørte, at den skulle genindspilles. Jeg elsker, at Samara Weaving har hovedrollen i denne version, og selvom Jason Segel gør det godt, tog jeg mig selv i at ønske, at rollen var gået til Mark Duplass i stedet.

Når det er sagt, så synes jeg absolut, du skal se filmen. Spilletiden på 1 time og 45 minutter kan virke lang, men der er overraskende meget historie, der skal fortælles, så længden passer perfekt til handlingen.

Læs videre nedenfor for vores fulde anmeldelse af Over Your Dead Body. Filmen kan streames gratis på Prime Video nu, hvis du har abonnement.

Når ægteskabet ender i mordforsøg

Over Your Dead Body er nærmest handlingen opsummeret som et ordspil på det engelske udtryk “over my dead body”. Vi møder det åbenlyst ulykkelige ægtepar Dan og Lisa (Jason Segel og Samara Weaving), som begge har planer for deres kommende weekendophold. Turen går til en afsidesliggende hytte, der ejes af hans far.

En hurtig sidebemærkning: Farmand mener, at hans søn er svag og burde opleve en vaskeægte krig for at få lidt rygrad. Til gengæld elsker han sin svigerdatter.

Nå, tilbage til plottet, hvor parret tager afsted for at genfinde romantikken. Det er i hvert fald den officielle forklaring.

I virkeligheden planlægger de begge at slå den anden ihjel. De vil have forsikringspengene og muligheden for at starte forfra uden gæld og uden en ægtefælle, der konstant går dem på nerverne.

Naturligvis går intet som planlagt, og da en farlig trio af kriminelle dukker op i hytten, må Dan og Lisa arbejde sammen. I hvert fald hvis de vil overleve. Så nu handler det først om ren overlevelse. Derefter kan de måske overveje at redde ægteskabet fremfor den voldsomme løsning, der ellers var planen.

Dette er en grov forenkling af alt det, der sker i Over Your Dead Body, men du bør faktisk ikke vide meget mere på forhånd. En stor del af fornøjelsen ved denne komedie-thriller-slasher-hybrid ligger i at opleve, hvordan det hele udvikler sig.

Især fordi det sker på stadig mere vanvittige måder.

Over Your Dead Body – Anmeldelse | Mørk komedie-thriller

Genindspilningen er god, men originalen er bedre

Inden nogen siger: “Er originalen ikke altid bedre end genindspilningen?”, så vil jeg gerne understrege, at det ikke er min generelle holdning. Bevares, det er ofte tilfældet, men måske skyldes det især, at man allerede kender alle overraskelserne?!

Det er sjældent helt lige så spændende at se præcis den samme historie udfolde sig igen, hvis det “bare” er med nye skuespillere. Altså, medmindre der foretages markante ændringer eller rettes ind på svagere punkter af originalen.

Når det gælder Over Your Dead Body er ændringerne ikke særligt store. Jeg kan derfor ikke helt afgøre, om jeg ville have nydt filmen mere, hvis jeg ikke allerede havde set den norske original I lyst og død. Den film kan du forresten se på Netflix.

De gentager endda detaljen med, at ægteparret ikke taler helt det samme sprog. I den norske film taler Noomi Rapace (den originale og efter min mening bedste Lisbeth Salander) sit modersmål, svensk. Selvom vi skandinaver typisk forstår meget af hinandens sprog, er der immervæk stadig forskelle.

I Over Your Dead Body får vi i stedet Samara Weaving, der taler med sin tydelige australske dialekt. Ja ja, det er stadig engelsk, men der er en del forskel på amerikansk og australsk engelsk. For mig var det en virkelig elegant måde at overføre netop dét element til denne remake.

At caste Samara Weaving eller Juliette Lewis er altid rigtigt

Samtidig betyder dette australske element, at vi får netop Samara Weaving i en hovedrolle, hvilket altid er et plus. Det er næsten typecasting, men af den allerbedste slags. Efter at have set Samara Weaving kæmpe for sit liv og/eller tæve løs på andre i Ready or Not-filmene, Borderline og The Babysitter, vidste vi jo alle, at hun var perfekt til denne rolle.

En anden perfekt casting er Juliette Lewis, som tydeligvis har haft det sjovt med rollen sammen med Timothy Olyphant (Alien: Earth) og Keith Jardine (Love Lies Bleeding).

Jeg har lyst til at sige, at det altid er det rigtige valg at caste enten Samara Weaving eller Juliette Lewis i en film. Og ja, jeg kan godt høre, at jeg nærmest er som Cameron i Modern Family, når han siger: “Meryl Streep kunne spille Batman og stadig være det rigtige valg.” Så god føles castingen af disse to skuespillere bare for mig.

Se Over Your Dead BodyPrime Video

Over Your Dead Body er instrueret af Jorma Taccone, som også virker som et oplagt valg til denne genindspilning. Tidligere har han instrueret afsnit af ikoniske komedieserier som Brooklyn Nine-Nine, Parks and Recreation og Saturday Night Live. Interessant nok var komedie-delen dog ikke filmens stærkeste side for mig.

Det var de mere voldsomme thriller- og action-elementer, der stod stærkest for mig. Måske fordi jeg synes, filmen er bedst i tredje akt, hvor den nærmest udvikler sig til en regulær komedie-slasher. Og det er selvfølgelig langt bedre at slutte på toppen end at starte stærkt og ende i et kedeligt antiklimaks.

Manuskriptet er skrevet af Nick Kocher og Brian McElhaney (forfatter- og instruktørduoen bag Pizza Movie Disney+), men bygger på den norske film I lyst og død af Tommy Wirkola. Tommy Wirkola kender du måske fra engelsksprogede film som Thrash (2026) og Violent Night (2022). Gyserfans vil dog også være bekendte med hans Død Sne zombiefilm.

Uanset om du har set originalen eller ej, kan jeg anbefale denne version for det fremragende cast og de vilde slasher-komedieelementer. Har du ikke set originalen, har du samtidig en fantastisk oplevelse til gode med I lyst og død.

Over Your Dead Body kan streames på Prime Video fra den 10. juni 2026.

FAKTA

Instruktør: Jorma Taccone
Manuskript: Nick Kocher, Brian McElhaney
Medvirkende: Jason Segel, Samara Weaving, Timothy Olyphant, Juliette Lewis, Keith Jardine, Paul Guilfoyle, Jake Curran

Plot

Over Your Dead Body er en sort komedie-thriller instrueret af Jorma Taccone om et dysfunktionelt ægtepar, Dan og Lisa, som tager til en afsidesliggende hytte, begge med et hemmeligt mål om at dræbe hinanden. Deres snu planer om at dræbe hinanden bliver forstyrret, da undslupne fanger og en korrupt fængselsbetjent pludselig dukker op.

📺 Se trailer