:: Anmeldelse ::

Der er intet galt med at lave film for meget få penge, og man kan faktisk vise meget mere rå talent via low-budget film end i mange mainstream produktioner, hvor fokus ikke er på hverken skuespillet eller historien. Problemet med ‘Plague Town’ er bare, at skuespillet ikke er voldsomt overbevisende, og historien bevæger sig langsommere end de julekalendere, de danske TV kanaler snart begynder at vise igen. 

Som tiden gik i filmen blev det mere underholdende at se, hvor længe der mon kunne gå, før historien kom videre, og man fik den mindste overraskelse, et chok eller bare noget udvikling. Vi kom op på ca. 45 minutter, før vi nåede videre end en dysfunktionel familie, der gik rundt i en skov og var vrede eller skuffede over hinanden på kryds og tværs.  Og så hjalp det heller ikke, at vi fik alle de irriterende klichéer udspillet, hvor folk ikke holder sammen, men vader ud i mørket alene.

Derudover var effekterne heller ikke noget at råbe hurra for. Det største problem var dog med selve billedet, som var usandsynligt mørkt. I starten var det et tydeligt blå-filter som skabte natten, selvom solen tydeligt skinnede ned mellem skovens træer, men det var dog at foretrække frem for den mørke nat, hvor der kun var én lyskilde, som kunne fungere som acceptabelt månelys, men dermed gjorde, at man reelt ikke kunne se halvdelen af det, der foregik. 

Denne type film kan sagtens være interessant for nogen, hvis man nyder de små film og er villig til at tage det sure med det søde – det har vi intet problem med, men når det er ni dele citron til én del sukker, så er resultatet ikke godt nok i balancen. Desværre. 

:: Heaven of Trivia ::

‘Plague Town’ er instrueret af David Gregory, der er en ægte fan af horror-genren og bl.a. er kendt for at have instrueret dokumentaren "The Texas Chainsaw Massacre: The Shocking Truth"…

Fakta

(Originaltitel: Plague Town)

På DVD: 13-10-2009
Genre: Horror
Instr.: David Gregory
Medv.: Josslyn DeCrosta, Erica Rhodes, David Lombard, Lindsay Goranson, m.fl. 
Land: USA, 2008

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.