:: Anmeldelse ::

Det er svært at lure, hvem der er skurk og helt i denne film. I realiteten er de alle begge dele – eller ingen af delene. På den måde giver ‘Red White & Blue’ et forfriskende realistisk portræt af persongalleriet. Sandheden er nok, at der ikke er nogle skurke, men bare desperate folk, der handler på mere eller mindre uhensigtsmæssige måder, men de gør det, fordi de gennem hele deres liv har lært, at det er sådan, de overlever. Det er nærmest hovedpersonen Erica’s livsfilosofi; Man skal bare overleve, og så har alle ansvaret for sit eget liv og – som direkte konsekvens af denne tankegang – intet ansvar eller forpligtelse overfor noget andet menneske. Det er et sørgeligt og dystert livssyn, men absolut ikke urealistisk i denne meget narcisistiske verden, hvor folk bliver egoistiske, fordi de er opdraget til det.

Derfor er det også interessant at se, hvad der sker, når denne type mennesker pludselig støder på venlighed. Deres mistro til og afvisning af et venligt menneske, der langsomt vendes til en åbenhed. Men selv det såkaldte venlige menneske har naturligvis også en brist. Og hvis der er noget værre, end mennesker der hele tiden er småsure og aggresive, så er det den smilende psykopat, der pludselig eksploderer. Det er jo trods alt derfor, man ofte hører naboerne, der i nyhederne udtaler “Han var sådan en høflig ung mand” om den nyeste massemorder, men aldrig “Ja, for satan, han var også altid vred og lignede en voldspsykopat”. Men vi – horror folket – er jo naturligt mistænksomme, og eftersom denne film på IMDb er behæftet med genrebeskrivelserne horror, thriller, drama, romance og mystery, så er vi advaret på forhånd og holder øje med den venlige person – mere end de mere mistænksomme individer, der ser gustne ud.

Det er helt overordnet nogle imponerende præstationer for skuespillerne. Især en helt ugenkendelig Noah Tayor (kendt fra bl.a. ‘Tomb Raider’ filmene, som Lara Croft’s hjælper), er fantastisk i rollen som mystisk mand uden kendt fortid. Han både ligner og lyder som en typisk redneck – og han er altså født og opvokset i London, men det mistænker man absolut ikke. Derudover synes jeg Marc Senter er helt fantastisk igen, og denne gang på en helt anden måde end vi så i ‘The Lost’ fa 2006, hvor han fik ros fra alverdens anmeldere. Denne film kunne snildt være et kæmpe filmfestival-hit og/eller en sand historie, som man pludselig læser i avisen. Og netop dette gør, at filmen kommer godt ind under huden på publikum og bliver ekstraordinært effektfuld.

Fakta

(Originaltitel: Red White & Blue)

DVD: 11-10-2011
Genre: Horror | Thriller | Drama
Instr.: Simon Rumley
Medv.: Noah Taylor, Marc Senter, Amanda Fuller m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg