RESERVATET på Netflix er en dansk krimi-thrillerserie med seks afsnit. Et skønt cast sikrer, at det hele hænger sammen. Måske er denne miniserie længere end nødvendigt, men det gjorde ikke mig noget. Læs vores fulde Reservatet serieanmeldelse her!
RESERVATET er en ny Netflix-serie med seks afsnit, der hvert varer mellem 30 og 40 minutter, så den er relativt hurtigt set. Vi er ude i en krimi- og thriller-hybrid, der foregår i Nordsjælland bland nogle af de rigeste… og deres au pairs.
Vi har set alle seks afsnit til denne anmeldelse, og selvom du nok skal forvente at gætte en del, er der god chance for et par overraskelser undervejs. Du kan godt glæde dig. Altså, såfremt du også går med på både præmissen og anerkender universet.
Læs videre på vores Reservatet serieanmeldelse nedenfor. Find den på Netflix fra 15. maj 2025.
Hemmeligheder blandt de rigeste
Titlen hentyder til kælenavnet (eller øgenavnet, afhængigt af hvordan man ser det) for netop området i Nordsjælland, hvor de rigeste bor. På engelsk er titlen “Secrets We Keep”, hvilket nok er meget fornuftigt – og også ret passende.
Vi møder to familier, der er naboer og komfortabelt velhavende for nu at sige det mildt, og begge har teenagesønner og hver deres filippinske au pair. Hos Cecilie (Marie Bach Hansen) behandler de deres au pair, Angel (Excel Busano), som del af familien.
Altså, en ansat del af familien, men dog alligevel mere ligeværdigt end hos Katarina (Danica Curcic), hvor der ligefrem knipses af deres au pair, Ruby (Donna Levkovski), når de skal videre i teksten.
Angel er glad, mens Ruby virker nedtrykt og beder Cecilie om hjælp. Som bedste-veninden med Katarina, vil hun ikke blande sig for meget, men opfordrer Ruby til at tale med Katarina om de problemer, hun oplever.
Hvor ligger loyaliteten?
Det bliver sidste gang, Cecilie taler med Ruby, da hun er forsvundet næste dag. Katarina kommer, i vanlig stil, blæsende ind i hos Cecilie og leder efter Ruby. Det bliver starten på en sag om en forsvundet au pair, der er ualmindeligt kringlet.
Cecilies mand, Mike (Simon Sears), arbejder nemlig også for Katarinas mand, Rasmus (Lars Ranthe), ligesom deres sønner er tætte venner, så hvor ligger loyaliteten, når dystre hemmeligheder lurer under overfladen.
Og så er der den nyansatte efterforsker, Aicha (Sara Fanta Traore), der kæmper for retfærdighed for den forsvundne au pair, som kun få lader til at bekymre sig særligt meget for.
Marie Bach Hansen og Danica Curcic sælger plottet
De to kvindelige hovedroller spilles af Marie Bach Hansen og Danica Curcic. Heldigvis gør disse to det helt fantastisk, og det er altafgørende for en troværdig historie. Den kan virke karikeret, men har man oplevet typerne, er den det ikke.
Jeg tror, det er nærmest umuligt, at jeg ikke har fremhævet Danica Curcic, når hun har medvirket i noget. Fra Undtagelsen til Kastanjemanden og endda The Mist-serien. Det er ingen hemmelighed, at jeg altid er begejstret for hendes tilgang til sine karakterer.
Katarina her i Reservatet er ingen undtagelse, men det er én af de mere stereotype karakterer. Derfor er det ekstremt vigtigt, at en skuespiller som Danica Curcic varetager netop denne. Det er en stereotyp person, men bestemt ikke urealistisk.
Se Reservatet på Netflix!
Netflixserien Reservatet er skabt af Ingeborg Topsøe (Kød & blod), og de seks afsnit er instrueret af Per Fly (Bænken, Borgen). Det er en fascinerende verden, vi kommer ind i, men personerne af ikke så urealistiske, som man kunne tro.
Der er faktisk ingen af de persontyper, vi ser i Reservatet, som jeg ikke selv har været stødt på. Og ja, det er voldsomt rige, men det er jo ikke fordi, man ikke kan finde denne type personer på Vestegnen også.
Vi er primært ude i hvem, der tager ansvar, og hvor man vælger at tage sige kampe. Og ikke mindst hvordan. Er det per definition umuligt, at ens egen familie kan være skyldig i noget, eller jagter man sandheden uden betingelser.
Danica Curcics “Katarina” er førstnævnte type, mens Marie Bach Hansens “Cecilie” er den anden. Det skaber konflikt i deres alliancer, hvor Marie Bach Hansen i sidste ende får mest at arbejde med og leverer en voldsomt stærkt præstation.
Se endelig Reservatet på Netflix, men vær åben overfor, at persongalleriet måske nok virker stereotypt, uden det betyder, der er noget urealistisk. Faktisk er Reservatet i sidste ende så realistisk, at det nærmest er til at skrige af.
Reservatet kan ses på Netflix fra 15. maj 2025.
FAKTA
Skaber: Ingeborg Topsøe
Instruktør: Per Fly
Manuskript: Ingeborg Topsøe, Ina Bruhn & Mads Tafdrup
Medvirkende: Marie Bach Hansen, Danica Curcic, Simon Sears, Lars Ranthe, Sara Fanta Traore, Excel Busano, Donna Levkovski, Lukas Zuperka, Frode Bilde Rønsholt
Plot
Da en nabos au pair forsvinder i en velhavende forstad, forsøger Cecilie at finde svar – og afslører hemmeligheder, der ødelægger hendes tilsyneladende perfekte verden.
- Echo Valley – Anmeldelse | Apple TV+ (5/6) - 13/06/2025
- Dangerous Animals – Anmeldelse (5/6) - 12/06/2025
- Kryptic – Anmeldelse (4/6) - 10/06/2025