SOMETHING VERY BAD IS GOING TO HAPPEN på Netflix er en serie med otte afsnit og et helt unikt og imponerende plot. Det er en skræmmende, brutal, romantisk og fuldstændig vanvittig serie, som tog pusten fra mig. Jeg elskede den fra første afsnit, og det stoppede aldrig. Læs hele vores anmeldelse af Something Very Bad Is Going to Happen her!
SOMETHING VERY BAD IS GOING TO HAPPEN er en Netflix-gyserserie, der mestrer både psykologisk horror og overnaturlig horror. Begge elementer spiller afgørende roller, efterhånden som historien udvikler sig i vilde og ofte uforudsigelige retninger. Hvis du er vild med første episode – som jeg personligt elskede – så kan du roligt forvente at være hooked hele vejen til de sidste øjeblikke af ottende og sidste afsnit.
Jeg så alle otte afsnit til denne anmeldelse, og jeg var ærligt talt klar til at ofre min nattesøvn for bare lige ét afsnit mere. Denne Netflix-horrorserie føles næsten som min soulmate. Castet er intet mindre end perfekt, med Camila Morrone i hovedrollen, hvor hun leverer en præstation, der virkelig sætter sig fast. Selv soundtracket rammer plet – du får med stor sandsynlighed Paul Ankas “You Are My Destiny” på hjernen!
Læs videre i vores anmeldelse af Something Very Bad Is Going to Happen nedenfor. Alle otte afsnit kan ses på Netflix fra 26. marts 2026.
En syg romantisk gyserfortælling
Jeg havde en klar forventning om at kunne lide Something Very Bad Is Going to Happen, men samtidig anede jeg ikke, hvad jeg egentlig gik ind til. Jeg kendte kun castet (det vender jeg tilbage til) og grundplottet, som både er dragende og tilpas mystisk.
Denne anmeldelse er helt uden spoilers, og jeg kan kun anbefale, at du undgår alt, der afslører noget på forhånd.
Kast dig ud i det og se den så hurtigt, du kan!
Vi møder Rachel (Camila Morrone) og Nicky (Adam DiMarco), mens de er på vej til hans families “hytte” i skoven, hvor de skal giftes. De virker dybt forelskede og har tydeligvis et stærkt forhold. Det bliver dog snart sat alvorligt på prøve. Faktisk på flere måder, end man lige skulle tro.
I løbet af seriens otte episoder følger vi brudeparret i ugen op til brylluppet. Men faktisk begynder det mærkelige allerede før, de når frem til destinationen. Horrorfans vil elske den mørke og urovækkende stemning på turen derhen. Da parret først ankommer, bliver det kun endnu mere underligt, og Rachel får svært ved at finde fodfæste.
Det samme gælder os som seere, så vi er fuldstændig på bølgelængde med Rachel, mens nedtællingen til brylluppet tikker afsted. Og ja, titlen, som truende fylder hele skærmen, er en konstant påmindelse om, at noget virkelig slemt er på vej.
Et nyt “Red Wedding” eller lykkelig slutning?
Bliver Something Very Bad Is Going to Happen til en moderne udgave af “The Red Wedding”? Eller ender det hele lykkeligt med en klassisk “happily ever after”? Tja, nu er vi trods alt ude i en gyserserie, så regn ikke med regnbuer og enhjørninger i slutscenen. Omvendt, så afhænger det nok af ens personlige definition på lykke.
Uanset hvordan det hele kulminerer i sidste episode – hvor alt samles og/eller falder fra hinanden – så er rejsen dertil mindst lige så fantastisk. Og det skyldes ikke mindst det imponerende cast.
Som allerede nævnt er Camila Morrone (Death Wish) helt perfekt som Rachel. Karakteren bærer på en del bagage og er fuldstændig ærlig omkring det. Det gør hende nem at relatere til, fordi hun åbent deler sin frygt, håb og tro på livet.
Adam DiMarco (The Order) spiller hendes forlovede, Nicky, som fremstår som den perfekte gentleman. Han siger og gør alt det rigtige. Da vi møder hans forældre, bliver det hurtigt tydeligt, at det ikke er tilfældigt.
De nye svigerforældre og en mystisk fremmed
Nickys forældre spilles af to stærke genrenavne: Jennifer Jason Leigh (Enlig pige søger, Dolores Claiborne, Annihilation) er hans mor, Victoria, og Ted Levine (Ondskabens øjne, Shutter Island, The Hills Have Eyes) spiller hans far, Boris. De har været gift i årtier og holder sammen, men familien er svær at gennemskue i starten.
Blandt andre medlemmer i familien, der allerede er i “hytten i skoven” finder vi Gus Birney (The Last Frontier) som søsteren Portia, Jeff Wilbusch (Keep Breathing) som broren Jules og Karla Crome (Lazarus) som Jules’ kone, Nell. De får alle betydning for dagene op til brylluppet – især de to sidstnævnte. Og disse skuespillere leverer herlige præstationer.
Endelig har vi kroatisk-danske Zlatko Burić (Copenhagen Cowboy) i en central rolle, som jeg ikke vil afsløre noget om her. Du møder ham allerede i første afsnit, men tro mig – det er langt fra sidste gang.
Se Something Very Bad Is Going to Happen på Netflix
I pressematerialet beskrives Something Very Bad Is Going to Happen som en “atmosfærisk horrorserie”, og dét rammer faktisk ret præcist. Det er dog også en fysisk fortælling, så du får mere end “bare” atmosfære! Serien er skabt af Haley Z. Boston, som også skrevet på Brand New Cherry Flavor, Hunters og Guillermo del Toros Cabinet of Curiosities.
Emmy-nominerede Weronika Tofilska (den geniale Baby Reindeer) instruerer fire afsnit og fungerer også som executive producer. Derudover instruerer Axelle Carolyn (The Haunting of Bly Manor) og Lisa Brühlmann (Killing Eve, Servant) også episoder. The Duffer Brothers, Hilary Leavitt og Andrea Sperling er blandt de øvrige executive producers.
Man ved, at en serie er noget ganske særligt, når man næsten sørger over, at man aldrig kan opleve den for første gang igen. Den der følelse af ikke at vide, hvad der venter, og blive overrasket igen og igen – det er ren magi. Heldigvis er det præcis den oplevelse, Something Very Bad Is Going to Happen leverer i overflod. Nyd det… jeg misunder dig allerede!
Something Very Bad Is Going to Happen har premiere på Netflix den 26. marts 2026.
FAKTA
Skaber: Haley Z. Boston
Instruktører: Weronika Tofilska, Axelle Carolyn
Medvirkende: Camila Morrone, Adam DiMarco, Jeff Wilbusch, Karla Crome, Gus Birney, Jennifer Jason Leigh, Ted Levine, Sawyer Fraser
Plot
Rachel kan ikke fjerne fornemmelsen af, at der vil ske noget meget slemt på hendes bryllupsdag. Er det bare kolde fødder – eller noget langt værre?
📺 Se trailer
