SPACE SWEEPERS er en ny Netflix sci-fi eventyrfilm for hele familien, der mindede mig om alt fra Pacific RimSnowpiercer og endda Star Wars. Filmen er fra Sydkorea, men der tales mange forskellige sprog – inklusiv dansk. Læs vores Space Sweepers filmanmeldelse her!

SPACE SWEEPERS er en ny Netflix sci-fi-film fra Sydkorea (org. title Seungriho). Vi er ude i et ægte rumeventyr, hvilket også resulterer i en universel historie med et meget international cast, hvor der tales mange forskellige sprog. Ja, der tales såmænd også dansk, da en af karaktererne er en form for rum-landbetjent, og han er altså dansker.

Heldigvis er det så simpelt, at man i 2092 – hvor historien udspiller sig – blot har et smart oversætter-headset. Så kan alle tale deres eget sprog, hvorefter det oversættes direkte. Lidt som man kender det fra Altered Carbon, hvor menneskene dog nærmere får en form for software-update med de sprog, man ønsker.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-serien Altered Carbon her >

Det er lidt tricky at følge med i starten, da dialogen går ret stærkt. Og selvom jeg nu nævner Altered Carbon som første reference i forbindelse med Space Sweepers, så er der mange andre referencer, der er langt mere relevante. Alt sammen på en måde, der føles som en hyldest, mens selve stilen og historien er helt sin egen.

Læs resten af vores Space Sweepers filmanmeldelse herunder, og find filmen på Netflix nu.

Perfekt underholdning til fans af rumeventyr!

Space Sweepers er virkelig en film for hele familien. Derfor er det kun hyggeligt, at den også har elementer, der trækker på ens minder fra andre science fiction-film – uden at det bliver en kopi eller en spoof. Jeg kom hurtigt til at tænke på Pacific Rim i forhold til, at folk samarbejder og bruger maskiner til at kæmpe de store slag.

Desuden er der også den sødeste lille sydkoreanske pige, der udgør hjertet i historien, og der var som bekendt også en lille pige i Pacific Rim, der var ret afgørende. Snowpiercer føles også som en oplagt reference, når det gælder socialrealisme og -kommentarer.

I 2092 er vores grønne planet stort set ikke til at bo på. Vi har smadret den godt og grundigt, men det er ikke alle, der er velkomne i den kunstigt skabte nye verden (lidt som vi kender det fra Interstellar-slutningen). I stedet må de fleste kæmpe for at få mad på bordet. Blandt andet som “space sweepers”, der fanger rumskrot og får småpenge for dette.

Også en film som District 9 virkede pludselig bekendt i nogle scener. Især i forhold til den rå og beskidte verden, som de fleste bor i, fordi menneskets natur ikke altid er så pæn. Endeligt mindede selve kampscenerne ude i rummet mig lidt om Star Wars. Ikke som en kopi, men nærmere en hyldest til den ikoniske franchise.

Det bør dog lige nævnes, at i modsætning til flere af de ovenstående film, så byder Space Sweepers absolut ikke på monstre. Eller rettere, nogle mennesker opfører sig som monstre, men der er ingen kæmpe væsener fra fremmede planeter. Der er kun mennesker og de robotter, vi har bygget. Primært nanorobotter og droider.

Space Sweepers – Anmeldelse | Netflix Sci-fi eventyr

Det internationale cast i Space Sweepers

Ja, der er som nævnt en dansker (Thomas Frederiksen) med i Space Sweepers, der spiller rumbetjent (og ligner en klassisk gammeldags politibetjent), men han har ikke ellers en stor rolle. Det er bare ret sjovt som dansker, når der pludselig tales dansk ude i rummet.

Song Joong-Ki (A Werewolf Boy) spiller hovedrollen i Space Sweepers som karakteren Tae-ho, men han har mange medspillere i dette sci-fi eventyr. Både skuespillere fra Sydkorea og mange andre lande. Jeg vil især gerne fremhæve Kim Tae-ri, der også spillede titelrollen i Park Chan-wook’s The Handmaiden (2019). Hun er skøn som den fordrukne Captain Jang.

Har du set den sydkoreanske zombie-serie Kingdom på Netflix, vil du måske genkende Jin Seon-kyu. Han spiller “Tiger Park”, der helt sikkert er en person, du gerne vil have med på dit rumskib. Skuespilleren Yoo Hae-jin ser vi aldrig, da han spiller stemmen til en droide, der virkelig er herlig. Fuld af attitude, men også loyal og hjertelig.

I en ret lille (men indirekte vigtig) rolle ser vi amerikanske Daniel Joey Albright (Peninsula). I en større rolle ser vi britiske Richard Armitage fra Hobbit-trilogien og Netflix-serien The Stranger. Han spiller den absolut rigeste mand, er over 150 år gammel og faktisk lidt af en superskurk. Ja, Richard Armitage kommer nok til at gøre indtryk!

Ikke mindst da det er nemt at se, hvordan han nok skal være en slet skjult fremtidsversion af folk som Jeff Bezos fra Amazon eller Elon Musk fra Tesla. Det bliver aldrig for udpenslet, men er heller ikke ligefrem gemt væk.

Space Sweepers – Anmeldelse | Netflix Sci-fi eventyr

Se Space Sweepers på Netflix nu!

Jo Sung-hee har instrueret Space Sweepers, og han stod også bag fantasy-thrilleren A Werewolf Boy fra 2012. Den havde også Song Joong-Ki i hovedrollen som titelkarakteren og er bestemt værd at se! Med Space Sweepers er vi dog ude i noget ganske anderledes, der også fungerer godt!

Nu er det sådan, at jeg elsker eventyrfilm i nærmest enhver form, så længe der er noget nerve, og den er visuelt tiltalende. Derudover er jeg også meget begejstret for sci-fi. Dermed har denne nye Netflix-film formået at ramme plet på hele to områder fra starten. Med en spilletid på 2 timer og 16 minutter er den dog lidt vel lang.

Og dog, så er det netop de sydkoreanske film med lange spilletider, der er endnu en af mine favoritter. Den lange spilletid hænger ofte sammen med, at historien er karakter-drevet, og det kræver altså noget tid, når vi skal ind under huden på en del karakterer.

Især fordi sydkoreanske film også gerne har karakterer, der virker ægte. Gode mennesker kan eksempelvis godt gøre nogle dumme og grimme ting – det samme gælder, med omvendt fortegn, for “skurkene”. Selvom filmen er lang, og der er mere langsomme passager, så er det altså også en film med masser af action.

Space Sweepers er helt overordnet en lækker produktion, der er vanvittig flot med interessante karaktere, der kan bære en god historie, så det er klart en anbefaling herfra. Når du ser den, så skal du dog dedikerer dig til den. Du kan ikke sidde og “halv-se” denne film, da der er meget (og hurtig!) dialog samt en helt ny verden, du skal lære at kende.

Space Sweepers kan ses på Netflix fra den 5. februar 2021.

FAKTA

Instruktør: Sung-hee Jo
Manuskriptforfattere: Sung-hee Jo, MoKan
Medvirkende: Song Joong-Ki, Kim Tae-ri, Seon-kyu Jin, Hae-Jin Yoo, Richard Armitage

Plot

Fire outsidere, der jagter rumaffald og vidtløftige drømme i år 2092, afslører sprængfarlige hemmeligheder, da de forsøger at sælge en blåøjet humanoide.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.