SPIDER-NOIR på Prime Video er en ny serie med Nicolas Cage i hovedrollen. Og ja, den er baseret på en Marvel-karakter. Det er i bund og grund historien om en privatdetektiv (som faktisk også er superhelt) i 1930’ernes New York. Perfekt til fans af klassiske noir-thrillere. Læs vores anmeldelse af Spider-Noir sæson 1 her!

SPIDER-NOIR er en Prime Video-serie fra Sony Pictures Television, men den er stadig baseret på en Marvel-tegneserie. Nicolas Cage spiller titelrollen som privatdetektiven Ben Reilly, der er håbløs til økonomi, men heldigvis har den skarpe sekretær Janet (Karen Rodriguez) til at holde styr på forretningen. Uden hende ville han være fuldstændig fortabt!

Første sæson består af otte afsnit á cirka 45 minutter. Til denne anmeldelse har jeg set de første tre afsnit (det var ganske enkelt det, jeg nåede inden premieren), og historien er både charmerende og morsom med masser af dystre undertoner. Den er fyldt med klassiske skurke og farverige karakterer, som passer perfekt ind i 1930’ernes New York.

Det er uden tvivl en serie, der vil ramme mange seere lige i noir-hjertet, men personligt er det ikke en serie, jeg føler et akut behov for at “binge” videre på. Den er visuelt fantastisk og har en virkelig lækker stemning, men den drukner også lidt i alt for mange karakterer. Med en proppet liste af ting, jeg rigtig gerne vil se, er det svært at prioritere mere tid til denne.

Læs videre nedenfor for hele vores anmeldelse af Spider-Noir sæson 1. Serien kan streames på Prime Video fra den 27. maj 2026.

Edderkoppen har lagt masken på hylden

Spider-Noir er en live-action Prime Video-serie fra 2026 baseret på Marvel-tegneserien “Spider-Man Noir”. Her lærer vi Ben Reilly (Nicolas Cage) at kende, som også er kendt som The Spider eller Spider-Noir. Hans dage som superhelt virker i første omgang til at være fortid, mens han forsøger at fokusere på livet som privatdetektiv.

Desværre går det mildest talt ikke strålende for ham. Jo jo, han får opgaver i 1930’ernes New York, men det handler mest om at afsløre utro ægtefæller på fersk gerning. Og ofte ender han endda med at arbejde gratis, hvilket naturligvis ikke ligefrem betaler huslejen.

Det gør det heller ikke lettere, når der også skal være løn til hans sekretær, den benhårde Janet Ruiz (Karen Rodriguez), som reelt er den eneste grund til, at firmaet stadig hænger sammen. Jeg kan (som altid) virkelig godt lide Nicolas Cage (Longlegs) som Spider-Noir, men det var Karen Rodriguez, der stjal hver eneste scene, hun medvirkede i. Du genkender hende måske fra Shining Girls eller The Hunting Wives.

I første sæson af Spider-Noir følger vi Ben Reillys forsøg på at komme ovenpå igen efter en dybt personlig tragedie. Selvom han selv er overbevist om, at hans dage som “The Spider” er forbi, har byen brug for en helt. Og han er stadig den eneste superhelt, New York har.

Fantastisk cast, som virker til at have en fest

Spider-Noir på Prime Video har også samlet et imponerende hold af skuespillere. Med handlingen placeret i 1930’ernes New York er der masser af ikoniske karaktertyper. Ja, nogle er næsten stereotype, men det fungerer overraskende godt i en tegneserieadaption som denne.

Hold især øje med Emmy-vinderen Lamorne Morris (Fargo, New Girl), Li Jun Li (Sinners, Babylon), Abraham Popoola (Atlas, Slow Horses), SAG Award-vinderen Jack Huston (Boardwalk Empire, Antebellum) samt Emmy-vindende og Oscar-nominerede Brendan Gleeson (The Banshees of Inisherin, Mr. Mercedes-serien).

Også gæsterollelisten er spækket med stærke navne, heriblandt Lukas Haas (Inception), Cameron Britton (Paradise, Mickey 17, Mindhunter) og Cary Christopher (Weapons) for blot at nævne nogle få.

Spider-Noir – Anmeldelse | Sæson 1 | Prime Video-serie

Vælg dit eget Spider-Noir-eventyr… sådan da

Med Spider-NoirPrime Video kan du faktisk selv vælge, hvordan du vil opleve serien. Eller rettere sagt: Du kan vælge, hvordan du vil se denne nyeste Marvel-karakter. Serien tilbydes nemlig både i “Authentic Black & White” og “True-Hue Full Color”, hvilket egentlig beskriver oplevelsen ret præcist.

Du kan enten gå all-in på den autentiske noir-stemning fra 1930’ernes New York eller vælge superhelte-thrilleren i fuld, farvemættet stil. Naturligvis kan man prøve begge versioner og finde ud af, om man foretrækker sort/hvid eller farveudgaven.

Personligt er jeg totalt solgt til farveversionen. Jeg valgte den simpelthen, fordi farverne er så ekstremt flotte, levende og helt mættede på skærmen. Det er ikke ligefrem noget, vi får serveret i overflod længere. Men hvis du elsker den klassiske old school noir-følelse, så vil du sikkert straks vælge den sort-hvide farveløse version.

Okay, “farveløse” får det måske til at lyde negativt, men det er bestemt ikke ment sådan. Fraværet af farver giver nemlig plads til, at andre detaljer kan træde tydeligere frem.

Psst… Hvis du også savner den der farvemættede oplevelse, så har du noget ret fantastisk i vente med Cape Fear på Apple TV i næste uge. Bare lige et lille tip!

Se Spider-Noir på Prime Video nu

Den nye Marvel-serie, som er produceret af Sony Pictures Television eksklusivt til MGM+ og Prime Video, er udviklet af Oren Uziel (The Cloverfield Paradox). Oren Uziel (Freaks of Nature, 22 Jump Street) og Steve Lightfoot (Marvel’s The Punisher, Behind Her Eyes, Hannibal) fungerer som både co-showrunners og executive producers.

Oren Uziel og Steve Lightfoot har udviklet serien sammen med det Oscar-vindende hold bag Spider-Man: Into the Spider-Verse, hvilket uden tvivl vil glæde mange Marvel-fans. Teamet tæller blandt andre Phil Lord (Project Hail Mary), Christopher Miller (Cocaine Bear) og Amy Pascal (Long Bright River).

Den Emmy-vindende instruktør Harry Bradbeer (Fleabag, Killing Eve) instruerer og er executive producer på de første to afsnit. Blandt instruktørerne på sæsonens i alt otte afsnit finder vi også Nzingha Stewart (The ‘Burbs), Alethea Jones (Maximum Pleasure Guaranteed) og Greg Yaitanes (Presumed Innocent).

Er du til enten Marvel eller noir detektiv-fortællinger fra de “gode gamle” sort-hvid dage, så giv Spider-Noir en chance. Om ikke andet, så er det virkelig en flot visuel oplevelse. Jeg kørte bare hurtig træt i selve plottet, der ikke gjorde meget (eller nok) for mig.

Spider-Noir kan streames verden over på Prime Video fra den 27. maj 2026.

FAKTA

Skaber: Oren Uziel
Instruktører:
 Harry Bradbeer, Nzingha Stewart, Alethea Jones, Greg Yaitanes
Medvirkende: Nicolas Cage, Lamorne Morris, Li Jun Li, Abraham Popoola, Karen Rodriguez, Jack Huston, Brendan Gleeson, Lukas Haas, Cameron Britton, Cary Christopher, Michael Kostroff, Scott MacArthur, Joe Massingill, Whitney Rice, Amanda Schull, Andrew Caldwell, Amy Aquino, Andrew Robinson, Kai Caster

Plot

“Spider-Noir” er en live-action-serie baseret på Marvel-tegneserien Spider-Man Noir. Serien fortæller historien om Ben Reilly spillet af Nicolas Cage. Han er en erfaren privatdetektiv i 1930’ernes New York, men han er hårdt ramt af modgang. Efter en dybt personlig tragedie bliver han tvunget til at se sin fortid i øjnene som byens eneste superhelt.

📺 Se trailer