SQUID GAME Sæson 3 er nu på Netflix, og det betyder, at den ikoniske sydkoreanske megasucces slutter. Den sidste sæson består af seks timelange afsnit, der er lige så hjerteskærende og brutale som altid. Læs hele vores Squid Game S3-anmeldelse her!
SQUID GAME Sæson 3 på Netflix giver os den afslutning, vi fortjener. Om det er den slutning, du ønskede, er nok mere en smagssag. For hvad er egentlig den ideelle afslutning i det brutale og nådesløse univers, vi efterhånden kender alt for godt som Squid Game?
Den sidste sæson byder på seks afsnit, som alle varer omkring en time – nogle endda lidt længere. Serien er stadig konstrueret til at være ultra bingevenlig, og de velplacerede cliffhangers gør det næsten umuligt ikke at trykke på næste afsnit. Flere gange slutter det midt i et “spil”, så nu er du advaret!
Læs videre på vores anmeldelse af Squid Game sæson 3 herunder. Serien kan ses på Netflix fra den 27. juni 2025.
Hvordan skulle det dog kunne ende godt?
Da sæson 2 af Squid Game sluttede, føltes det mere som en sæsonpause end en egentlig afslutning. At sæson 3 fortsætter direkte, hvor vi slap, forstærker kun den fornemmelse.
I den tredje og sidste sæson følger vi fortsat deltager nummer 456, Gi-hun (Lee Jung-jae), midt i sin anden deltagelse i det dødbringende spil. Ja, du læste rigtigt. Efter at have vundet en formue i første sæson, var han alt andet end tilfreds.
Han besluttede sig for at gøre en ende på selve Squid Game-spillet – og hævne de meningsløse dødsfald – og vendte derfor tilbage. I sæson 1 mistede han sin bedste ven i finalen, og i sæson 2 mistede han både nye allierede og potentielle partnere i sin selvbestaltede revolution, da han forsøgte at starte et oprør indefra.
Nu, i sæson 3, er han drevet helt ud på kanten – og måske endda længere – af The Front Man (Lee Byung-hun), som selv har deltaget i spillet for at opbygge et venskab med Gi-hun. Naturligvis kun for at manipulere og kontrollere ham.
Og måske også for bedre at forstå ham, da de trods alt har samme baggrund. “The Front Man”, der styrer spillet nu, har nemlig også selv engang deltaget og vundet.

Er sæson 3 virkelig slutningen på Squid Game?
Ja, sæson 3 er den sidste sæson af Squid Game. I hvert fald i denne version. Det virker dog næsten usandsynligt, at Netflix ville lægge en af sine største guldgruber helt i graven. De har jo allerede lavet et realityshow baseret på serien, så hvorfor stoppe her?
VIL DU HAVE MERE SQUID GAME?
Stranger Things runder også af i 2025 med sin sidste sæson, men den har allerede resulteret i en Broadway-forestilling og (efter sigende) en spin-off.
Hvad der sker med Squid Game-universet efter sæson 3, ved vi ikke meget om – i hvert fald ikke officielt.
Squid Game i en ny version – eller ny location?
Serien kunne sagtens fortsætte i en ny national version. Forestil dig en Squid Game: Mexico-udgave med klassiske mexicanske børnelege. Eller en amerikansk version, som næsten virker uundgåelig.
Hvad med et spil i internationalt farvand, hvor deltagere fra hele verden mødes? Mulighederne er mange.
Officielt er der pt. ikke annonceret planer om internationale versioner, men det er svært at forestille sig, at Netflix for alvor skulle slippe et koncept, der stadig har masser af potentiale.
VÆR EKSTRA SKEPTISK FOR “NYHEDER”
Du kan roligt regne med, at nettet snart flyder over med AI-genererede plakater og rygter om Squid Game spinoffs. Du skal derfor ikke tro på alt, hvad du ser og hører i nærmeste fremtid. Det gælder altid, men den her serie er så populær, at det nok vil køre på højtryk som clickbait.
Og ja – der kan godt være et lille hint i slutningen af det sidste afsnit. Noget der antyder, at det måske ikke helt er forbi endnu. Om det bare er drilleri eller en reel teaser, må vi vente og se.
I øvrigt byder sidste scene i sidste afsnit af Squid Game sæson 3 på en vildt skøn overraskelse. En cameo, om man vil. Ikke noget jeg så komme, men hjertens gerne vil se meget mere af!
Se Squid Game Sæson 3 på Netflix nu
Den afsluttende sæson er landet, og de seks afsnit byder stadig på masser af drama, spil og chokerende vendinger. Finalen er skrevet og instrueret af Hwang Dong-hyuk, der lovede at “afslutte denne episke historie med et værdigt punktum”.
Instruktøren, der allerede har skrevet historie som den første asiatiske instruktør, der vandt en Emmy for bedste instruktion af en dramaserie, vender nu tilbage som både forfatter, instruktør og producer.
Om sæson 3 lever op til dine forventninger – eller måske endda overgår dem – må du selv vurdere. Har du set de første to sæsoner, ved du dog godt, at det bliver både brutalt og hjerteskærende.
Det trækker en anelse ned, at der bruges lidt for meget tid på de internationale VIP-turister, der sidder og følger med undervejs.
Men finalen slår hårdt – og den sidder i kroppen bagefter!
Squid Game sæson 3 har premiere på Netflix den 27. juni 2025.
Plot
Hundredvis af spillere i pengenød siger ja til en mystisk invitation om at dyste i børnelege. Der venter en fristende præmie, men indsatsen er høj.
- Ziam – Anmeldelse (3/6) - 09/07/2025
- The Ritual [2025] – Anmeldelse (1/6) - 08/07/2025
- Until Dawn – Anmeldelse (3/6) - 07/07/2025