STRANGER THINGS Sæson 5 Bind 1 er endelig landet på Netflix. Det betyder mere af den skønne genrehybrid med sci-fi, horror, fantasy, mysterie, thriller og action. Og ja, det bliver meget dystert igen. De fire nye afsnit i Bind 1 varer alle mindst én time, så ryd kalenderen. Læs vores anmeldelse af Stranger Things S5 Bind 1 her!

STRANGER THINGS Sæson 5 Bind 1 på Netflix byder på de første fire afsnit af den femte og sidste sæson af Netflix-succesen. Vi får yderligere tre afsnit til jul i Bind 2, og derefter kommer “Finalen” på selveste nytårsaften. Eller rettere, det bliver kl. 2 om natten den 1. januar 2026 her i Danmark, så du kan se den efter raketterne.

Forvent også, at alle afsnit ligger på omkring én times spilletid – eller ren spillefilmslængde. Det klager jeg bestemt ikke over. Jeg har elsket denne 1980’er-genrehybrid af en serie siden første afsnit. Faktisk allerede fra plotbeskrivelsen og den første trailer vidste jeg, at jeg ville blive fan. Nu går vi ind i de sidste kapitler og skal finde ud af, hvad der sker med byen Hawkins og dens indbyggere.

Læs videre på vores anmeldelse af Stranger Things S5 Bind 1 herunder. De fire nye afsnit kan ses på Netflix nu.

Hawkins er under belejring

Vi begynder med et hurtigt recap af Stranger Things Sæson 4, hvilket helt lavpraktisk betyder, at du nok skal opsøge et recap, der dækker mere end kun denne seneste sæson. Det er trods alt en afsluttende sæson, vi nu går ind i.

Jeg fandt selv en ret opfattende opsummering fra Looper på YouTube, som genfortalte historien fra alle fire tidligere sæsoner – klart værd at tjekke ud, hvis du vil have en grundig genopfrisker. Find videoen her >

Efter det korte S4-recap fortsætter vi, men Hawkins er ikke længere som før. Der er militær til stede overalt, og byen er i den grad under belejring. Både på grund af de mange soldater, og fordi alle indbyggere er tvunget til at blive inden for bygrænsen. Jep, en klassisk karantæne.

Den enorme sprække i jorden – forklaret som et jordskælv – er nu dækket af metalplader. Kønt er det ikke, men det fungerer da. Soldater bevæger sig også fortsat ind og ud af “The Upside Down” via Rifts, så der er en masse aktivitet.

Vi er nu i efteråret 1987, og alle vores helte (børn, teenagere og voksne) har samme mål: At finde og dræbe Vecna. Selvfølgelig har Vecna sin egen plan, og når den sættes i værk, får flere karakterer en høj pris at betale. Dette er virkelig ikke en børneserie – der er rå vold og bliver spildt meget blod.

Vores effektive helt, Eleven, er selv i skjul, men ikke glad for det. Hun vil bare hjælpe og ved, at hun sandsynligvis er den eneste, der kan stoppe Vecna. Men Hopper vil beskytte hende, og – som altid – skændes de en hel del.

Stranger Things: Sæson 5 Bind 1 – Anmeldelse | Netflix-serie

Masser af kendte ansigter – og et par nye

Som altid bæres castet i Stranger Things Sæson 5 Bind 1 af Winona Ryder som Joyce Byers og David Harbour som Jim Hopper. De er de voksne, der har stået skulder ved skulder med “børnene” siden begyndelsen.

Børnegruppen (nu i meget forskellige aldre) består af Millie Bobby Brown som Eleven, Finn Wolfhard som Mike Wheeler, Gaten Matarazzo som Dustin Henderson, Caleb McLaughlin som Lucas Sinclair og Noah Schnapp som Will Byers. Derudover er Sadie Sink stadig med som Max Mayfield, der desværre endte i koma i slutningen af sæson 4. Hun er der stadig ved historiens start.

Blandt de “evige teenagere”, der kom til undervejs, har vi Natalia Dyer som Mikes storesøster Nancy Wheeler, Charlie Heaton som Wills storebror Jonathan Byers og Joe Keery som den evigt charmerende – om end ikke altid lige skarpe – Steve Harrington. Også Maya Hawke er tilbage som Robin Buckley.

Mange andre tilbagevendende karakterer er også med igen. Jeg er især glad for, at Priah Ferguson stadig giver masser af attitude som Lucas’ badass lillesøster, Erica Sinclair, mens Cara Buono er tilbage som Wheeler-familiens matriark, Karen. Og selvfølgelig vender Jamie Campbell Bower tilbage som Vecna – også kendt i menneskeform som Henry.

Den mest interessante tilføjelse for mig er Linda Hamilton som Dr. Kay, men vi ser også en del til Alex Breaux som Lt. Akers. Generelt fylder militæret meget denne sæson. Samtidig får Nell Fisher (Evil Dead Rise) en større rolle som den yngste Wheeler-søskende, Holly.

Se Stranger Things Sæson 5 Bind 1 på Netflix nu

Som altid er Stranger Things skabt af The Duffer Brothers. Serien er produceret af Upside Down Pictures & 21 Laps Entertainment, og ja – The Duffer Brothers fungerer selvfølgelig også som executive producers.

Det gør Shawn Levy (Deadpool & Wolverine) og Dan Cohen (The Boogeyman, Love and Monsters, There’s Someone Inside Your House) også.

Hvis du har været fan af Stranger Things indtil nu, tror jeg, du vil blive tilfreds med starten på denne sidste sæson. Den er meget mørk og ret så voldsom og voldelig. Det har den jo reelt altid været, men denne gang er der både masser af blod og en god portion psykisk terror fra The Upside Down.

Okay, sidstnævnte er vi efterhånden vant til, men så er du da advaret. Nu er det bare om at nyde turen frem mod den store finale, der kommer ved årsskiftet. Nå ja, og så lige de tre afsnit inden da, der kommer i Bind 2 i juledagene.

Stranger Things Sæson 5 Bind 1 får premiere på Netflix den 26. november 2025.

Hvornår kommer Stranger Things sæson 5 del 2?

Vi får yderligere tre afsnit af Stranger Things 5 i del 2, der lander den 26. december kl. 2 om natten dansk tid. De varer hver især mellem 1 time og 1½ time.

Derefter kommer det allersidste afsnit af serien, altså finale-afsnittet, den 1. januar 2026 kl. 2 om natten dansk tid. Dette afsnit varer 2 timer og 5 minutter.

FAKTA

Skabere: The Duffer Brothers
Medvirkende: Winona Ryder (Joyce Byers), David Harbour (Jim Hopper), Millie Bobby Brown (Eleven), Finn Wolfhard (Mike Wheeler), Gaten Matarazzo (Dustin Henderson), Caleb McLaughlin (Lucas Sinclair), Noah Schnapp (Will Byers), Sadie Sink (Max Mayfield), Natalia Dyer (Nancy Wheeler), Charlie Heaton (Jonathan Byers), Joe Keery (Steve Harrington), Maya Hawke (Robin Buckley), Priah Ferguson (Erica Sinclair), Brett Gelman (Murray), Jamie Campbell Bower (Vecna), Cara Buono (Karen Wheeler), Amybeth McNulty (Vickie), Nell Fisher (Holly Wheeler), Jake Connelly (Derek Turnbow), Alex Breaux (Lt. Akers), Linda Hamilton (Dr. Kay).

Plot

Med Hawkins under lockdown, El i skjul og fare lurer overalt, forener hele gruppen sig med ét mål: at jage og dræbe Vecna.

📺 Se trailer