TASK på HBO Max er en ny krimi-thrillerserie fra skaberen af Mare of Easttown. Historien er helstøbt og udfolder sig over syv virkelig stærke afsnit. Alene castet burde vække interesse, men det er karaktererne og plottet, der holder dig fanget. Læs hele vores anmeldelse af Task her!

TASK er en ny HBO-miniserie på syv afsnit. Jeg slugte dem alle i ét stræk og havde faktisk ikke noget imod, hvis den havde varet længere. Da afsnittene udkommer ugentligt, får du dog muligheden for at strække oplevelsen lidt længere ud.

Bag serien står skaberen af Kate Winslet-serien Mare of Easttown, men denne gang er der en tydelig Sons of Anarchy-stemning over universet. Castet er igen intet mindre end fremragende, med Mark Ruffalo og Tom Pelphrey i de bærende roller.

Læs videre på vores anmeldelse af Task herunder. Første afsnit kan ses på HBO Max fra den 8. september 2025.

Mark Ruffalo som FBI-agent Tom Brandis

Selvom Task er en thriller- og krimiserie, handler den om meget mere end “bare” forbrydere og dem, der jagter dem. Her fremstår alle karakterer som komplette mennesker – fyldt med både smerte og traumer.

For FBI-agent Tom Brandis (Mark Ruffalo) handler det blandt andet om at leve med sorgen over at have mistet sin kone – og samtidig have en søn i fængsel. Da serien begynder, er han derfor på “skånejob”, hvor han deltager i jobmesser for at rekruttere nye FBI-agenter.

Det ændrer sig dog, da han i stedet bliver bedt om at sammensætte en ny task force.

Jo mere vi lærer Tom at kende, desto mere ser vi, at der ligger meget under overfladen. Både hans tid inden FBI, hans komplicerede familiesituation og ikke mindst hans behov for at drikke (meget!) hver eneste aften.

Hans liv er noget rod, men han vil desperat gøre noget godt og skabe en forskel. Rollen er perfekt til Mark Ruffalo, der med lethed skaber liv i Tom Brandis og får os til at heppe på ham – også når han dummer sig.

Mød FBI’s Task Force

Det nye Task Force består af tre betjente med vidt forskellige baggrunde: Anthony (Fabien Frankel), Lizzie (Alison Oliver) og Aleah (Thuso Mbedu).

De har alle tre både klare styrker og farlige svagheder, men under Tom Brandis’ ledelse udvikler de sig hurtigt til et stærkt team. Dog er starten mildest talt kaotisk – selv deres “kontor” er et faldefærdigt hus, som Tom selv må gøre rent og klargøre.

Det er ikke ligefrem et projekt, der emmer af at være FBI’s højeste prioritet.

Task – Anmeldelse | HBO Max Krimi-Thriller Serie

Forbryderne jagtet af FBI

Historien i Task udspiller sig i Philadelphias arbejderklasse-forstæder – en perfekt kulisse for den barske fortælling. Taskforcen under ledelse af Tom Brandis får til opgave at stoppe en række voldelige røverier.

Bag røverierne står den tilsyneladende almindelige familiefar Robbie (Tom Pelphrey). Hans partnere i denne kriminelle løbebane er Cliff (Raúl Castillo) og Peaches (Owen Teague). De drømmer om at “tjene” nok til at bygge sig nye og bedre liv.

Men fordi Robbie også er far, ser vi de ødelæggende konsekvenser i familien. Hans kone har for nylig forladt ham med deres to børn, og efter mordet på hans bror bor også hans niece nu sammen med dem.

Niecen Maeve (Emilia Jones), som selv næsten stadig er et barn, bliver nødt til at tage rollen som husets mor. Ikke noget hun har valgt, men hun elsker børnene og gør alt for at passe på dem.

En anden ung karakter, Sam (Ben Lewis Doherty), får også en afgørende rolle på en mere indirekte måde. Hvis ikke han får dit hjerte til at smelte bare en smule, må det være lavet af sten.

Mød “Dark Hearts” rockerne

Det hele går galt for vores kriminelle trio, da Robbie begår den fejl at ramme nogle med tilknytning til rockergruppen Dark Hearts, som på mange måder minder om en klon af Sons of Anarchy – og det er altså ment som et kæmpe kompliment.

Jeg har savnet den serie, så jeg hilser det varmt velkommen her.

Blandt medlemmerne af Dark Hearts finder vi karakterer, der føles velkendte – især hvis du har set Sons of Anarchy. Og det er ikke kun typerne, men også skuespillerne, der vækker genkendelse fra andre genreproduktioner.

Her møder vi blandt andre Jamie McShane (Wednesday), Sam Keeley (The Cured) og Colin Bates (Queer, Mayans M.C.).

Som chef for Tom Brandis og hans FBI-taskforce får vi desuden fornøjelsen af Martha Plimpton (Prime Target) i rollen som den hårdkogte FBI-chef Kathleen McGinty, der aldrig holder sin mund. Hun støtter dog altid sine folk, og hende og Tom har meget historik.

Task – Anmeldelse | HBO Max Krimi-Thriller Serie

Se Task på HBO Max

Skaberen af Task er Brad Ingelsby, der også stod bag den fantastiske Mare of Easttown. Senest skrev han også thrilleren Echo Valley. Han fungerer både som forfatter, showrunner og executive producer på Task, så det er virkelig hans projekt.

De syv afsnit er instrueret og produceret af Jeremiah Zagar (We the Animals) og Salli Richardson-Whitfield. Og ja, Mark Ruffalo er også med som executive producer.

Det er svært at beskrive Task uden at afsløre for meget – men den har lidt (og sommetider meget) af det hele. Den leverer et intenst krimiplot og samtidig en rørende historie, der  hurtigt kan knuse dit hjerte. Altså, igen, lidt ligesom Sons of Anarchy.

Task får premiere på HBO Max den 8. september 2025. Afsnittene udkommer ugentligt, og finaleafsnittet lander den 20. oktober 2025.

FAKTA

Skaber: Brad Ingelsby
Instruktører: Jeremiah Zagar & Salli Richardson-Whitfield
Medvirkende: Mark Ruffalo, Tom Pelphrey, Emilia Jones, Jamie McShane, Sam Keeley, Thuso Mbedu, Fabien Frankel, Alison Oliver, Raúl Castillo, Silvia Dionicio, Phoebe Fox, Martha Plimpton

Plot

Task foregår i arbejderkvartererne i Philadelphia, hvor en FBI-agent leder en Task Force, der skal stoppe en række voldelige røverier ledet af en tilsyneladende almindelig familiefar.

📺 Se trailer