TEENAGE SEX AND DEATH AT CAMP MIASMA er en gyserfilm, der begejstrer med sine mange lækre twists og horror-referencer. Jeg var lidt nervøs efter at have set traileren, men jeg elskede den. Læs hele vores anmeldelse af Teenage Sex and Death at Camp Miasma her, og se den i biografen fra 27. august!

TEENAGE SEX AND DEATH AT CAMP MIASMA kommer endelig i de danske biografer. Indtil nu har den haft et imponerende festivalforløb, der begyndte med verdenspremieren på Cannes Film Festival i maj 2026. Tidligere på måneden fik den amerikansk premiere, og nu får danskerne så chancen for at se filmen.

Jeg har glædet mig enormt meget til selv at få lov til at se den. Men selvom jeg var meget spændt på grund af castet, var jeg også lidt nervøs, fordi jeg ved, at denne filmskaber ikke laver “simple” film.

Heldigvis elskede jeg den! Nej, det er ikke en enkel eller ligetil gyserfilm. Men på en måde er den det faktisk alligevel, når man ser tilbage på hele fortællingen til sidst, og dét synes jeg er virkelig fascinerende. Den havde faktisk krogen i mig allerede fra åbningsteksterne, som i høj grad er en del af historien. Følg godt med helt fra start!

Læs videre i vores anmeldelse af Teenage Sex and Death at Camp Miasma herunder. Filmen har dansk biografpremiere 27. august 2026.

Magien mellem Hannah Einbinder og Gillian Anderson

Da jeg første gang hørte om Teenage Sex and Death at Camp Miasma og fandt ud af, at Hannah Einbinder og Gillian Anderson skulle spille hovedrollerne, blev jeg både overrasket og begejstret. Det var en duo, jeg ikke lige havde overvejet, selvom den tydeligvis er oplagt.

Og de leverer vitterligt ren filmmagi i denne gyserfilm, der blander elementer fra slasher, romance, drama og thriller. Det er en fantastisk queer kærlighedshistorie pakket ind i en lidt kringlet coming-of-age-fortælling, der strækker sig over flere årtier. Og samtidig er det en film om livet i slasherfranchises.

Der er så mange referencer til virkelige slasherfranchises, og horrorfans bør derfor være særdeles godt underholdt af netop det element. Det var jeg. Faktisk på en næsten barnligt begejstret måde, hvor man sidder og opdager den ene reference efter den anden.

Velkommen til Camp Miasma… held og lykke!

Den centrale historie handler om indie-filmskaberen Kris (Hannah Einbinder), der får ansvaret for slasher-franchisen “Camp Miasma”. En lang række middelmådige efterfølgere og spinoffs har efterhånden fået fanskaren til at svinde ind.

Men nu er der håb, da den originale final girl, Billy (Gillian Anderson), overvejer at vende tilbage til franchisen. Måske!

For Kris er det en drøm, der går i opfyldelse. Hun havde nemlig sin seksuelle opvågning, da hun så den allerførste Camp Miasma-film med Billy i hovedrollen. Og nu er det hendes opgave at genoplive hele franchisen.

Ingen forventer det store, og pengefolkene håber tydeligvis bare på lidt flere penge fra en døende franchise. Samtidig smides der rundt med højaktuelle begreber som “elevated horror“, og alt hvad Kris reelt ønsker er at få Billy med på projektet.

Billy har til gengæld levet som en eneboer i årevis og ført et liv præget af isolation og mystik. Snart finder Kris ud af hvorfor, og sammen begiver de sig ud på en rejse gennem den første film og muligheden for at genoplive franchisen.

Og det er faktisk alt, hvad du behøver at vide.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma – anmeldelse | Heaven of Horror

Læn dig tilbage, og lad det hele udfolde sig

Du behøver ikke, og bør egentlig heller ikke, høre alle andres meninger eller fortolkninger af handlingen. Og ja, jeg er godt klar over, at det måske lyder lidt fjollet at sige i en filmanmeldelse. Men jeg har ikke tænkt mig at lave et referat eller en fortolkning af filmens centrale handling.

I stedet forsøger jeg at hjælpe dig med at finde frem til de film, der passer bedst til din smag. Og hvis du elsker klassiske slashere, nyder voldsom gore med blodsprøjtende fontæner og gerne vil have karakterer med lidt kant, meget gerne også af den queer slags, så er denne film lige noget for dig.

Hvis du derimod ikke er til gyserfilm, der er kitschede, går helt over gevind, kaster sig ud i psykoseksuelle handlingsspor og samtidig elsker at smide nogle brutale og finurlige twists ind, så er den måske ikke noget for dig.

Jeg var faktisk selv i tvivl om, hvorvidt den var noget for mig. Jeg kunne godt lide elementer af Jane Schoenbruns tidligere film, men jeg var bestemt ikke helt oppe at ringe over dem.

Med Teenage Sex and Death at Camp Miasma fik jeg til gengæld meget mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig. På den bedst tænkelige måde. Jeg vidste ikke engang, at det var noget for mig, hvilket, når du først har set filmen, faktisk giver rigtig god mening.

Se Teenage Sex and Death at Camp Miasma i biografen!

Teenage Sex and Death at Camp Miasma er skrevet og instrueret af Jane Schoenbrun, som tidligere har skrevet og instrueret I Saw the TV Glow og We’re All Going to the World’s Fair. Personligt har jeg været fascineret af Jane Schoenbruns arbejde indtil videre, men jeg har ikke været helt vild med filmene.

Men nu forstår jeg virkelig hypen!

Ud over de fantastiske hovedrolleindehavere i Teenage Sex and Death at Camp Miasma, Hannah Einbinder og Gillian Anderson, får du også et fremragende birolle-ensemble.

Det inkluderer blandt andet en fantastisk præstation af Amanda Fix som en yngre version af Gillian Andersons karakter i den første Camp Miasma-film. Hun skal også spille den unge Lorraine Warren i den kommende prequel The Conjuring: First Communion.

Vi får også Arthur Conti, Eva Victor, Zach Cherry, Sarah Sherman, Patrick Fischler, Dylan Baker, Jasmin Savoy Brown, Quintessa Swindell, Kevin McDonald og Jack Haven som slasher-skurken “Little Death”.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma er den tredje spillefilm i Jane Schoenbruns filmografi. Alle tre film har haft fokus på temaer omkring transidentitet og queer horror. Næste projekt bliver, at Jane Schoenbrun skriver, instruerer og er executive producer på den anerkendte grafiske novelle “Black Hole”, som bliver lavet som en tv-serie for Netflix.

Derudover udkommer Jane Schoenbruns første roman, “Public Access Afterworld” senere i år. Og ja, efter at have set denne film er den bog også røget direkte på min “Vil gerne læse”-liste.

Teenage Sex and Death at Camp Miasma har dansk biografpremiere 27. august 2026.

FAKTA

Instruktør & Manuskriptforfatter: Jane Schoenbrun
Medvirkende: Hannah Einbinder, Gillian Anderson, Amanda Fix, Arthur Conti, Eva Victor, Zach Cherry, Sarah Sherman, Patrick Fischler, Dylan Baker, Jasmin Savoy Brown, Quintessa Swindell, Kevin McDonald, Jack Haven

Plot

Da den unge, ambitiøse filminstruktør, Kris (Hannah Einbinder) får chancen for at genoplive den klassiske gyserfranchise om Camp Miasma, er det en drøm, der bliver til virkelighed. For at give projektet tyngde opsøger hun stjernen fra de originale film i serien, Billy Presley (Gillian Anderson), som er tiltænkt hovedrollen i genindspilningen.

Mødet mellem den idealistiske instruktør og den mere erfarne, tilbagetrukne skuespiller bliver udgangspunktet for en fortælling om besættelse, kunstnerisk kontrol og forholdet mellem fortidens kultfilm og nutidens blik på dem. Mens arbejdet med filmen tager form, begynder grænsen mellem remake, erindring og virkelighed at forskyde sig.

Det, der først ligner en meta-gyser om at genskabe et slasher-univers, udvikler sig til en mere urovækkende fortælling om identitet og begær.

📺 Se trailer