THE BRIDE! er en ny genre-hybrid fra filmskaber Maggie Gyllenhaal, og det her er intet mindre end et vanvittigt mesterværk. Udgangspunktet er Mary Shelleys Frankenstein-univers, men historien er helt sin egen og ikke for alle. For mig rammer den dog en sjælden balance mellem voldsom styrke og skrøbelig sårbarhed. Læs hele vores anmeldelse af The Bride! her!
THE BRIDE! er en viderebygning på Mary Shelleys ikoniske Frankenstein, men her handler det ikke om selve monstret. I stedet er det sin helt egen fortælling med et originalt manuskript skrevet og instrueret af Maggie Gyllenhaal. Handlingen udspiller sig i 1930’ernes Chicago og inddrager både Mary Shelley (sådan lidt ad omveje), Frankensteins monster, nye vanvittige videnskabsfolk og selvfølgelig selve Bruden.
Hvis jeg absolut skal sammenligne filmens stil med noget andet, så er The Bride! som skabt til fans af Guillermo del Toro med hans forkærlighed for “monstre” og Baz Luhrmann for den flamboyante og originale tilgang til velkendte figurer og fortællinger. Med en spilletid på 2 timer og 6 minutter er der plads til det hele.
Og ja, bliv endelig siddende til den tidlige ekstra scene under rulleteksterne. Den prikker lige præcis til fantasien og antyder, hvor historien kan bevæge sig hen.
Læs videre på vores filmanmeldelse af The Bride!, der får dansk biografpremiere den 5. marts 2026.
Her kommer Bruden… og hun er vred!
Der findes allerede en film med titlen Frankensteins brud, men den handler faktisk ikke rigtigt om Bruden. Det var netop dét, Maggie Gyllenhaal bed mærke i. Figuren er ikonisk, men uden egentlig personlighed. Hvad tænkte hun? Hvad ønskede hun? Hvordan føltes det at blive skabt? Og hvorfor er der ingen, der har spurgt?
Ud af de spørgsmål voksede The Bride!, og man kan mærke, at udgangspunktet er et helt andet end i så mange andre genfortællinger. Det her er Brudens historie. Vi møder Mary Shelley og Ida, begge spillet af Jessie Buckley, før vi ser Frankensteins monster, spillet af Christian Bale.
Hovedhistorien begynder ganske vist med en ensom Frankenstein, men det er ikke hans fortælling. Han rejser til 1930’ernes Chicago i håbet om, at den banebrydende videnskabskvinde Dr. Euphronious, spillet af femdobbelt Oscar-nominerede Annette Bening, kan hjælpe ham.
Han længes desperat efter en ledsager. Hans egen skaber er væk, så nu må en ny gal videnskabsmand m/k træde til.
For at skabe en partner skal de bruge en krop. Valget falder på en myrdet ung kvinde begravet blandt byens fattige, og få timer senere er Bruden født. Deres forhold starter mildest talt ujævnt, men han er villig til at vente og støtte hende, mens hun finder sig selv. Langsomt vokser noget, der ligner ægte kærlighed, frem. Også selv om den spirer i skyggen af død og løgne.
Et vanvittigt og rørende mesterværk
For mig er The Bride! et vildt og kompromisløst mesterværk, der fortjener at blive en klassiker på sin helt egen måde. Der er utallige nik til Hollywoods gyldne æra, både til Frankenstein-universet og langt ud over det, samtidig med at fortællingen føles brændende nutidig.
Jessie Buckley er ganske enkelt fænomenal i titelrollen. Hun begynder som Ida, påvirkes af Mary Shelley på en måde, der føles næsten overnaturlig, bliver til Penelope og ender som selve Bruden.
Hun arbejder intenst fysisk med rollen og skifter konstant mellem accenter og personligheder. Når jeg siger, at hun tog pusten fra mig, så mener jeg det bogstaveligt talt. Dialogens intensitet og den voldsomme levering matches kun af hendes nærmest eksplosive tilstedeværelse.
Christian Bale giver os et sårbart og vredt monster, der kalder sig “Frank”, mens Annette Bening stråler som den vanvittige og geniale Dr. Euphronious. I centrale roller ses også Peter Sarsgaard og Penélope Cruz som kriminalbetjente på jagt efter byens “monstre”. Og så dukker Jake Gyllenhaal op som Hollywood-ikon, beundret af Frankensteins monster.
Et kampråb?
The Bride! føles på mange måder som et kampråb. Med premieren lige op til Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts er det ikke svært at se, hvem filmen især taler til. Ikke sådan at nogen skal gå til angreb på omgivelserne, men tiden er inde til handling. Ikke kun kvinders handling, men vi kan passende starte dér.
Måske kunne man endda begynde med at bruge Brudens egen favoritsætning: “I would prefer not to”. Når du ikke vil noget, så sig det. Punktum. Det er tilladt at vælge sig selv, og fravælge noget, man ikke vil.
Og budskabet gælder ikke kun kvinder. Frankensteins monster, der har taget sin skabers navn, og ellers bruger det mere mundrette “Frank”, kender også følelsen af at stå udenfor. Han bliver afvist på grund af sit udseende og sin anderledeshed. Det er samme smerte, blot i en anden form.
Se The Bride! i biografen
Filmen er instrueret af Maggie Gyllenhaal, som tidligere blev Oscar-nomineret for manuskriptet til The Lost Daughter, hvor Jessie Buckley også medvirkede. Både Jessie Buckley og Olivia Colman modtog Oscar-nomineringer for deres præstationer i dén film.
Jeg kan uden tøven sige, at Jessie Buckley fortjener al den hæder, hun kan få for The Bride! også. Det er en kompromisløs genre-hybrid, og den slags deler altid vandene. Især når en kvinde står ved roret. For mig er det dog et voldsomt, intelligent og følsomt mesterværk.
Musikken er komponeret af Oscar-vinder Hildur Guðnadóttir, som vandt for Joker, og det kan høres. Klangfladen snor sig om billederne som en levende organisme. Det er både voldsomt og helt i tråd med fortællingen.
The Bride! bevæger sig gennem mørk komedie, dyster romance, horror, sci-fi og psykologisk drama. Mest af alt leverer den en dragende historie og stærke præstationer fra et imponerende cast. Hvis du er klar på en film, der nægter at lade sig putte i én kasse, så er The Bride! klar til dig. Er du klar til hende?
THE BRIDE! har dansk biografpremiere den 5. marts 2026 og kan opleves eksklusivt i biografen og IMAX.
FAKTA
Biografpremiere: 5. marts 2026
Instruktør: Maggie Gyllenhaal
Manuskript: Maggie Gyllenhaal
Medvirkende: Jessie Buckley, Christian Bale, Peter Sarsgaard, Annette Bening, Jake Gyllenhaal, Penélope Cruz
Plot
Frankenstein (Christian Bale) rejser til 1930’ernes Chicago for at søge hjælp hos den fremsynede læge og forsker, Dr. Euphronius (Annette Bening), i håbet om at skabe en ledsager til sig selv. Sammen bringer de en myrdet ung kvinde ved navn Ida tilbage fra de døde, og Bruden (Jessie Buckley) bliver født. Hun er mere end hvad end nogen af dem havde forestillet sig, og hendes eksistens antænder en eksplosiv romance, vækker politiets opmærksomhed og sætter gang i en vild og radikal social bevægelse.
📺 Se trailer

