Anmeldelse

Det er blevet tid til spansk horror, men man kan simpelthen ikke undgå at få lidt Nattevagten fornemmelser, da hele historien udspiller sig på lighuset i kælderen af et hospital. Man forventer nærmest en lille cameo fra Nikolaj Coster-Waldau (spoiler allert, det sker altså ikke!). I modsætning til netop Nattevagten, så er det dog virkelig hele filmen, der udspiller sig på dette hospital og primært lighuset, så der er skruet godt op for de klaustrofobiske fornemmelser.

Det er af samme årsag også et meget lille cast og en utrolig karakterdrevet historie, men det fungerer virkelig godt. Vi følger de forskellige personers overvejelser, og de fleste kan nok genkende disse typer… altså, uden yderligere sammenligning med hændelserne i filmen. Hvad gør man, hvis man tror, man kan slippe afsted med det? Det er altid et uhyggeligt – og oftest ret lummert – udgangspunkt, der fungerer eminent i netop horror universet. Der er i den grad nogle ubehagelige scener, og mange kvinder vil nok have lidt svært ved visse elementer, men der er altså en fornuftens stemme, der dukker op flere gange, så vi er ikke ude i noget gennemført ubehageligt. Trods alt!

Skuespillerne leverer solide præstationer, og lige når nogle af udviklingerne eller replikkerne kan føles en smule for stereotype, så får det rettet op igen. Alligevel kan det blive lidt meget af det samme, og man oplever måske også at blive lidt utålmodig – og lidt irriteret – undervejs, men det er ofte en del af hele rutschebaneturen. Og så er det netop disse følelser, der gør, at man sidder på kanten af sofaen, eller bider neglene lidt for heftigt, så der er jo en mening med galskaben.

Filmen er instrueret af Hèctor Hernández Vicens, der ellers kun har instrueret noget TV, så dette er hans spillefilmsdebut. Tidligere har han primært arbejdet som manuskriptforfatter – også her meget på TV serier – og han har da også selv skrevet denne film. Det er sket sammen med Isaac P. Creus, der ikke har noget andet på sit filmiske CV, foruden at han også er med-producer på netop The Corpse of Anna Fritz.

Selvom de to film på ingen måde kan sammenlignes, så er det ret sikkert at komme med en anbefaling om at se denne film, hvis man kunne lide stemningen i Nattevagten og generelt godt kan lide spanske film. Den leverer solid underholdning, men jeg havde måske alligevel forventet noget andet eller mere end det, der i sidste ende reelt blev leveret.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2015
DVD-premiere: 14-01-2016
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Hèctor Hernández Vicens
Medvirkende: Albert Carbó, Alba Ribas, Bernat Saumell m.fl.

Resumé
Anna Fritz er en berømt, smuk skuespillerinde, der netop er død. Pau arbejder på lighuset, hvor Annas lig opbevares før obduktion, og han kan ikke lade være med at tage et billede af hende og sende det til sine to bedste venner. Snart dukker de berusede op, da de jo ikke kan gå glip af sådan en chance. De vil jo bare kigge lidt, måske røre lidt… For hvad betyder det? Hun er jo død… Eller er hun?

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.