Der er en fantastisk stemning i The Forest, der sikrer rå og grumme rammer, men desværre er indholdet en blandet landhandel.

Det skal lige siges, at jeg så The Forest på Sankt Hans aften, hvor der var det vildeste uvejr udenfor imens. Vi taler massevis af lyn, intens torden og styrtregn af imponerende proportioner. Med andre ord var omstændighederne perfekt til at se gyserfilm. Ikke mindst, når nu filmen ikke blev vist i biografen.

Og stemningen er den ene ting, der konsekvent fungerer hele vejen igennem The Forest. Det betyder derfor meget, at man lige sørger for, at der er så mørkt som muligt, inden man kaster sig over denne film. Og skru gerne godt op for lyden også.

Nu er jeg jo en lille ScreamQueen, og der spilles solidt på jumpscares i denne film. Der er en heftig inspiration fra japanske gyserfilm, men i en mere afdæmpet version, så du skal ikke forvente Samara (pigen fra The Ring, red.) kravlende rundt i hverken skovbund eller trætoppe. Nu foregår filmen dog i Japan, så derfor er rammerne ligesom per definition ret så japanske.

Det skal da også nævnes, at denne “selvmords-skov” altså findes i virkeligheden – en del af de billeder, vores hovedperson Googler sig frem til, er da også helt ægte billeder fra nyhedshistorier. Den ligger også ved Mount Fuji, så hele præmissen er god nok. Det er altid et godt udgangspunkt for enhver historie. I hvert fald i min bog, for de realistiske elementer skaber en ekstra dimension af uhygge.

Historien er meget simpel: En ung kvinde, Sara (Natalie Dormer), kan ikke få fat på sin tvillingesøster, Jess (sjovt nok også Natalie Dormer), der arbejder som engelsklærer i Japan. De er enæggede tvillinger og har altid haft en fornemmelse for den anden.

Da Sara fornemmer, at der er noget galt – og hun ikke kan få kontakt til Jess – tager hun derfor resolut til Japan. Og til behagelig info – uden at spoile noget – så forstår man godt hvorfor, efterhånden som man får lidt baggrundshistorie om søstrene.

Gode præstationer

Skuespillet er naturligvis mindst lige så vigtigt som stemningen i en film som The Forest. Reelt hænger de to ting naturligvis uløseligt sammen. Derfor siger det også næsten sig selv, at jeg var meget tilfreds med Natalie Dormers præstation som både Sara og Jess.

Der er en klar forskel på, hvordan hun spiller de to roller, og det bliver aldrig stereotypt. Bevares, det er måske lidt stereotypt, at den ene tvilling har mørkt hår og den anden lyst – og det er den mutte tvilling, der bor i Japan, som er mørkhåret. I øvrigt hjælper det selvfølgelig publikum med at kende forskel, og vi er aldrig ude i noget identitetsforvirring, som ellers typisk er en del af tvillinge-gyserhistorier.

Foruden Natalie Dormer – som de fleste nok genkender fra enten de to sidste Hunger Games eller Game of Thrones – så er også Taylor Kinney (Zero Dark Thirty og TV serien Chicago Fire) med. Han leverer rigtig meget, selvom han reelt ikke har mange replikker eller meget skærmtid i forhold til Dormer. Han veksler helt fantastisk mellem at virke som beskytter og skurk, så hverken publikum eller Sara ved, hvor hun har ham.

Når nu vi ikke giver mere end tre splatter, så er det selvfølgelig ikke en film uden problemer. The Forest er instrueret af Jason Sada, der tidligere “kun” har lavet tre kortfilm. Hans fornemmelse for stil og stemning er perfekt, men når det gælder tempo og fremdrift, så rammer hans spillefilmdebut altså ikke ligefrem plet. Der er alt for lange passager, hvor vi står i stampe, og man mister koncentrationen.

Jumpscares undervejs rammer godt, så der får man lige fokus tilbage, men indimellem er der for mange døde perioder. Desværre, for der er klart potentiale til mere i The Forest. Det betyder ikke, at man skal gå en bue udenom filmen. Tværtimod, så er der rigeligt grund til at se den. Der er bare intet der taler for, at man skal gense den.

FAKTA

Instruktør: Jason Sada
Medvirkende: Natalie Dormer, Taylor Kinney m.fl.
DVD-premiere: 24. juni 2016
Netflix-premiere: 1. november 2022

PLOT

Den unge kvinde, Sara, får en dag et opkald om, at hendes tvillingesøster er forsvundet i en skov i Japan. Sara tager straks til Japan for at finde hende. Hun finder en guide til at tage med hende i skoven, men hun overtræder alle varsler om ikke at gå udenfor stierne…

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.