The House That Jack Built er en film af Lars von Trier, der handler om seriemorderen, Jack (Matt Dillon). Der er dog intet hverken nyt eller chokerende for gyserfans, der roligt kan se filmen.

The House That Jack Built er en Lars von Trier film i genrerne drama, horror og thriller. Filmen fik intens omtale allerede ved premieren på Cannes film festival i maj måned, da store dele af publikum (både presse og andre) gik undervejs.

Det har jeg meget svært ved at forstå. Altså, hvad havde de forventet af en Lars von Trier film, der handler om en seriemorder? Og desuden; Den er altså absolut slet ikke så slem eller brutal.

Faktisk er den nye danske gyserfilm Finale betydelig mere brutal. Men bevares, der myrdes dog ingen børn, som det er tilfældet i The House That Jack Built. Det er jo bare heller ikke, fordi vi ikke tidligere har set børn blive myrdet.

Med andre ord kan du som gyserfan roligt se denne film. Du bliver næppe chokeret, men nok fint underholdt – og måske lidt irriteret over selve opbygningen. Det oplevede jeg i hvert fald selv.

Rystende, men ikke som du forventer

For gyserfans kan det næsten ikke blive andet end en lidt flad fornemmelse at se The House That Jack Built, hvis man forventer noget rystende. Eller rettere, filmen er faktisk visuelt ret rystende. Altså, bogstavelig talt.

Steadicams er opfundet og selv en almindelig håndholdt smartphone kan sgu levere et mere roligt billede.

Kan vi ikke snart droppe det der håndholdte kamera, der føles som om, det var optaget af en person med slem fremskreden Parkinson? Jeg bliver sgu næsten køresyg af det pjat, der i øvrigt altid byder på mærkværdige vinkler.

Hvorfor skal jeg se historien udfolde sig, som om mit point-of-view er som en person, der står og lurer halvt i skjul. Vi skal liiige have en stolpe eller vinduesramme til at blokere en del af udsynet.

Når det gælder selve historien, så er der intet chokerende ved The House That Jack Built. Ja, der bliver slået børn og kvinder ihjel, men det er jo ikke ligefrem noget nyt. En kvinde får også skåret brystet af.

Jamen dog, skulle det nu være noget innovativt. Det er sateme fortærsket. Det havde været mere chokerende, hvis Jack ikke havde gjort det!

The House That Jack Built anmeldelse

Dele af presse udvandrede – eller noget

Der har været snak om, at dele af den danske presse også gik fra pressevisningen i forbindelse med biografpremieren. Det har været blæst op til noget underligt noget, for ja, der var nogle der gik. Men det var absolut ikke dramatisk.

Nu sad jeg tilfældigvis ved siden af de to, der rent faktisk gik under pressevisningen af The House That Jack Built. Jeg kan derfor lave en “breaking news” med følgende spændende detaljer; Det var to ældre mennesker (lignede et almindelige ægtepar godt inde i pensionistalderen) som jeg aldrig har set til nogen pressevisning før. Og den ældre herre, som sad ved siden af mig, havde sovet de sidste mindst 10-15 minutter, før de gik.

Dette er vel at mærke til en pressevisning, der starter kl. 9:30 om morgenen. Da jeg så ham med lukkede øjne, skulle jeg lige sikre mig, at han stadig var “i blandt os”, så jeg rømmede mig på et tidspunkt. Dette fik ham til lige at spærre øjnene op og sætte sig mere op i sædet.

Det holdt dog ikke mange sekunder, før han igen var faldet i søvn, og kort tid derefter gik de to mennesker altså. Ganske stille og roligt. Og ja, det var nok umiddelbart efter scenen, hvor to børn blev slået ihjel. Måske har det haft en påvirkning, men i hvert fald ikke hos herren, der næppe har set meget af filmen generelt.

Et væld af gode skuespillere

Hvis der er én ting, The House That Jack Built kan prale af, så er det castet. Folk står tilsyneladende stadig i kø for at medvirke i en Trier film. Hovedrollen spilles af Matt Dillon, og jeg har intet at udsætte på hans præstation. Det havde været rart at få en smule indsigt i ham udover hans mord, men det er kun minimalt. Og intet vi ikke allerede har hørt og set i tv-serien Dexter.

Derudover er Uma Thurman, Siobhan Fallon Hogan og vores egen Sofie Gråbøl med som henholdsvis Lady 1, Lady 2 og Lady 3. Navne betyder jo ikke meget, når man bare skal spille mordoffer. Kun Riley Keough får navnet “Simple”, hvilket slet ikke er hendes navn, men det Jack kalder hende, selvom hun beder ham lade være.

“Simple” og Jack har nemlig lidt af et forhold af en art. Hvorfor aner jeg ikke? Ligesom vi heller ikke ved, hvorfor han har et forhold til lady 3 (Sofie Gråbøl), der tager på “hyggelig” picnic med Jack sammen med hendes to børn. Igen, så har de tydeligvis et forhold, men vi ser ikke, hvordan dette er opstået.

Filmen består i øvrigt af “5 incidents” udvalgt af Jack samt en slutning. De fem hændelser (eller “incidents”) består af mord, men der kommer ofte lidt ekstra mord med ind over, så det er ikke helt stringent med disse “incidents”. Det smadrer lidt filmens eget koncept, men er sikkert meningen på en rebelsk og provokerende måde.

Nej, jeg er ikke imponeret. Filmen er fin underholdning, men skaber intet af vedvarende værdi for mig.

The House That Jack Built anmeldelse

Hvem er Jack?

Bruno Ganz er visuelt med i sidste del af filmen, men hans stemme er med fra starten. Han fungerer lidt som Jacks samvittighed eller fornuftens stemme, der stiller spørgsmålstegn ved både Jacks handlinger og forklaringer.

Det virker ærlig talt som om, Lars von Trier prøver at få sine holdninger til visse ting (såsom kvinder og fri vilje) ud gennem Jack. Og så samtidig trække lidt i land gennem Bruno Ganz karakteren, der nok siger nogle af de ting, folk har sagt til Trier i årernes løb. Det er interessant, men hverken provokerende eller nyskabende på nogen måde.

At Bruno Ganz blev internationalt anerkendt skuespiller ved at spille selveste Adolf Hitler i Der Untergang er også ret rammende. Der er nemlig ualmindeligt mange hagekors og referencer til nazisternes brutale genialisme, hvis man skal forstå Jack.

Andre diktatorer kommer også med i filmen i diverse mellemstykker. Dog udebliver Donald Trump på mystisk vis, hvilket bare er kujon-agtigt. Især eftersom Trier har udtalt, at fremgangen for Donald Trump har inspireret til filmen – eller gjort den mere relevant.

Filmen udkom i maj 2018, og Trump begyndte aktivt som USAs præsident i januar 2017. Der har altså været rig mulighed for at klippe ham godt og grundigt ind i filmen. Dét havde gjort filmen mere tidssvarende og relevant.

 

Ananas i egen juice

The House That Jack Built føles ret meget som en stor omgang “ananas i egen juice”. Det er Lars von Trier, der regulært fungerer som fluffer for sig selv. Der er oven i købet inkluderet klip for de fleste (hvis ikke alle) af Triers tidligere produktioner.

Hans egne film er simpelthen den bedste måde at illustrere, hvad han mener. Det bruges til at forklare, hvordan han har sagt og vist det samme gennem hele sin karriere. Og i øvrigt intet fortryder.

Det samme er reelt tilfældet med de (mange!) indskudte klip af pianisten, Glenn Gould, der beskrives som både geni og vanvittig. Præcis samme ord er nok sagt om Lars von Trier et utal af gange, og han mener nok, at han er i præcis samme båd som Glenn Gould. Det er sikkert rigtigt.

Gould var kendt for at grynte og “synge” med, når han spillede på klaver. Dermed kom der altid ret meget af ham med, selvom det burde handle om musikken og ikke ham. Præcis det samme kan siges om Trier, der er så provokationslysten, at det ofte tilføjes på bekostning af historien.

The House That Jack Built er langt fra at være nyskabende, og den er absolut heller ikke den bedste seriemorder-fortælling. En film med en ret (for ikke at sige helt) identisk historie er The Killer Inside Me (2010) af Michael Winterbottom.

Derudover er tv-serierne Mindhunter (Netflix) og Dexter et andet godt eksempel. Måske endda det bedste – selvom sidstnævnte serie sluttede ret fladt.

Skal du se The House That Jack Built?

The House That Jack Built ligger for os et sted omkring de 4 splatter, vi er endt på. Alle de indskudte (og gentagne) scener om Glenn Gould og bygningskonstruktioner var tæt på at trække den ned på 3 splatter.

Vi må gribe i egen barm og huske på, at vi skal bedømme filmen og ikke Trier, selvom de to er uløseligt forbundet. I dette tilfælde smadrer han dele af filmoplevelsen for os. Fortællingen er interessant og velfortalt i store træk, men der er intet innovativt eller provokerende. Ikke for garvede gyserfans.

Til gengæld er det altid interessant at komme ind i hjernen på en seriemorder, og dét får vi lov til at opleve her. Desværre er det reelt kun i forbindelse med mordene, men nu er det også kun en film og ikke en tv-serie. Selvom produktionen faktisk oprindeligt var tiltænkt som en tv-serie.

FAKTA

Biografpremiere: 29. november 2018
Instruktør: Lars von Trier
Medvirkende: Matt Dillon, Bruno Ganz, Riley Keough, Uma Thurman, Sofie Gråbøl m.fl.

Plot

THE HOUSE THAT JACK BUILT følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år, og introducerer de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og størrerisici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.