THE INSTITUTE på HBO Max er en ny thrillerserie baseret på en roman af Stephen King. Et stærkt cast og ikke alt for mange ændringer i forhold til bogen. Med otte afsnit bliver historien ikke trukket i langdrag. Læs vores anmeldelse af The Institute her!

THE INSTITUTE er en ny serie på HBO Max. Den nye horror- og sci-fi thriller er baseret på en Stephen King-roman, der netop bevæger sig i de samme genrer.

Jeg læste bogen, da den udkom, så det er efterhånden over fem år siden. Alligevel husker jeg den ret tydeligt. Serien holder sig ret tæt til romanens overordnede plot, og det er en klar styrke. Med otte afsnit af en times varighed har den et godt tempo og føles ikke for langtrukken. Noget kunne dog være lidt skarpere.

Læs videre på vores anmeldelse af The Institute nedenfor – og se med på HBO Max fra den 14. juli 2025, hvor den får premiere.

Begavede børn udnyttes af voksne

I The Institute følger vi historien om teen-geniet Luke Ellis (Joe Freeman). Netop som han har overbevist sine forældre om, at han – trods sin unge alder – er klar til MIT-universitetet, bliver han kidnappet.

Han vågner op i et værelse, der ligner hans eget. Men der er ingen vinduer, og da han åbner døren, er han pludselig i en fremmed bygning et ukendt sted. I hvert fald fremmed for ham.

Det er et sted, der udelukkende omtales som “The Institute”.

Her er andre børn, som også er blevet bragt dertil under lignende omstændigheder. De er ikke nødvendigvis genier som Luke – men de har andre evner. Det handler om hjernekræfter som telekinese og telepati – eller bare TK og TP.

Hvorfor er de der? Og hvad vil de voksne, der styrer stedet, egentlig med dem? Du skal se nogle afsnit, før du får det fulde billede – ligesom børnene selv, der også famler i blinde.

Men én ting står hurtigt klart: Der foregår noget uhyggeligt, hvor omsorg for børnene i hvert fald ikke er en prioritet. Især én af de voksne nyder magten over børnene lidt for meget – selvom nogle af dem er meget unge.

The Institute – Anmeldelse | Stephen King-serie | HBO Max

Mary-Louise Parker og Ben Barnes stjæler showet

Selvom omdrejningspunktet i The Institute umiddelbart er de begavede børn – og man kan sagtens drage paralleller til både Gen V og The New Mutants – så er det de voksne karakterer, der virkelig gør indtryk.

Mary-Louise Parker (Mr. Mercedes) spiller lederen af instituttet. Hun er en perfekt blanding af venlig, kynisk og dybt forstyrret – og hendes behov for kontrol udmønter sig ofte fysisk.

Ben Barnes (Black Mirror s6) spiller Tim Jamieson, en tidligere politibetjent, der bærer rundt på en traumatisk fortid. Nu søger han ro og anonymitet i den lille flække, hvor han endte ved et tilfælde.

Men lige uden for byen ligger The Institute. Og Tim er den type betjent, der både lytter og lægger mærke til det hele. Som “Night Knocker” (en slags nattevagt i landsbyen) bliver hans fornemmelser for kriminelle aktiviteter vækket.

Se The Institute på HBO Max

The Institute er produceret af Stephen King og Jack Bender – altså både forfatteren bag romanen og manden, der har stået for selve serieadaptationen. Jack Bender har tidligere stået bag flere Stephen King-serier som Mr. Mercedes, The Outsider og Under the Dome.

Derudover har han instrueret serier som Lost og Alias – og for horror-nørder: Ja, det er også ham, der instruerede Child’s Play 3 (1991). Senest har han instrueret afsnit af serien From, og han har også instrueret mange afsnit af The Institute sammen med Brad Turner (From).

Manuskriptforfatterne på serien inkluderer Sam Sheridan (I Am the Night), Benjamin Cavell (The Stand), Ed Redlich (Unforgettable), Eric Dickinson (The Stand) og Sophie Owens-Bender (Mr. Mercedes).

Er du fan af Stephen King og de serier, der er baseret på hans værker, så er den her klart værd at tjekke ud. Personligt var jeg ikke helt oppe at ringe over helhedsoplevelsen – men jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Måske fordi jeg kendte bogen og havde forventet noget andet?

THE INSTITUTE har premiere på HBO Max den 14. juli 2025.

FAKTA

Instruktør: Jack Bender
Manuskript: Benjamin Cavell
Medvirkende: Mary-Louise Parker, Ben Barnes, Joe Freeman, Simone Miller, Fionn Laird, Hannah Galway, Julian Richings, Robert Joy, Martin Roach

Plot

The Institute fortæller historien om teenagetalentet Luke Ellis (Joe Freeman), der kidnappes og vågner op i The Institute – et anlæg fuld af børn, som alle besidder usædvanlige evner. I en nærliggende by har den hjemsøgte tidligere politibetjent Tim Jamieson (Ben Barnes) søgt et nyt liv, men freden og roen varer ikke ved, da hans og Lukes historier er på kollisionskurs.

📺 Se trailer