THE MONKEY er en ny gyserfilm baseret på en Stephen King-novelle og instrueret af Osgood Perkins. Det lyder som en god kombination, og det fungerer heldigvis også i praksis. En vild slasher-komedie, der bare rammer plet. Læs vores The Monkey filmanmeldelse her!

THE MONKEY er en gyserfilm skrevet og instrueret af Osgood Perkins (Longlegs) og baseret på en korthistorie af Stephen King. Der er dog lavet en del ændringer i forhold til originalhistorien, men er det ikke altid tilfældet? Det var i hvert fald også sådan med The Boogeyman (2023).

I alle tilfælde, så er det her altså en ægte lækkerbisken af en genrefilm. Spilletiden er på 98 minutter, så selv dén del fungerer rigtig godt og sikrer effektiv fremdrift, uden noget bliver forhastet. En hyldest til både Stephen King og alverdens genrefilm – ikke mindst subgenrer.

Du kan læse videre på vores The Monkey filmanmeldelse nedenfor. Se den i de danske biografer fra 27. februar 2025.

Se frygten i abeøjnene!

The Monkey handler hele fortællingen grundlæggende om et stykke legetøj, der tilsyneladende er ondskaben selv. Prisen for at være i besiddelse af abelegetøjet er tydeligt fra åbningsscenen, der også giver dig en ret god idé om, hvad du skal forvente af filmen.

Kort sagt; Vilde dødsscener og en masse blod og indvolde. Vi er ude i Final Destination og Happy Death Day-stilen, hvor dødsscenerne er kreative, voldsomme og helt sikkert uundgåelige!

Tvillingebrødrene Bill og Hal – der i øvrigt er som nat og dag – finder deres fars gamle abelegetøj på loftet. Da der sker “vanvittige dødsulykker” efter fundet, mistænker tvillingerne, at dette legetøj har noget med dødsfaldene at gøre.

Man kigger ind i denne mekaniske abedukkes øjne, og de virker både helt døde og underligt livagtige. Den besætter nærmest sin ejer. Ikke ulig dukken Annabelle i James Wans The Conjuring-univers. Og ja, James Wan er da også producer på filmen.

I alle tilfælde, så lader det faktisk til, at tvillingedrengene slipper af med abelegetøjet. Men 25 år senere begynder de helt vanvittige (og yderst kreative) dødsfald igen, og de må tage kampen op på ny.

The Monkey (2025) – Anmeldelse | Vanvittig gyserfilm!

Stephen King og Osgood Perkins i skøn harmoni

The Monkey er som allerede nævnt baseret på en Stephen King-novelle. Der har været mange film og serier baseret på Stephen Kings fortællinger i årenes løb. Nogle med prisvindende resultat eller efterfølgende kultstatus. Andre har været mindre mindeværdige.

Det lader dog til, at Stephen King, fortolket af filmskaber Osgood Perkins, er en rigtig god kombination. Den fungerer i hvert fald uhyggeligt godt i praksis. Vi er ganske enkelt ude i en vild slasher-komedie, der bare rammer plet og bør glæde genrefans i alle aldre.

Rollebesætningen er da også skøn. Fra Christian Convery (Sweet Tooth) som de unge Hal og Bill og videre over til Theo James (How it Ends) som de voksne versioner af tvillingerne. Begge er skønne i rollerne som to vidt forskellige persontyper. Faktisk er jeg i de senere år (endelig!) begyndt at forstå fascinationen af Theo James.

Tatiana Maslany (Orphan Black) er lige så fantastisk direkte og dejligt elskelig som deres mor, Lois. Som deres babysitter, Annie Wilkes (ja, som i Misery) har vi Danica Dreyer. Som tante Ida og onkel Chip har vi henholdsvis Sarah Levy og filmskaberen selv; Osgood Perkins.

I scenerne, der foregår 25 år senere, kommer også Elijah Wood og Laura Mennell (The Man in the High Castle) på banen samt Colin O’Brien (Mr. Harrigan’s Phone). Også i en nøglerolle ser vi Rohan Campbell (Halloween Ends) og Adam Scott (Little Evil).

Helt overordnet skal man ikke forvente at se mange scener med nogen udover de absolutte hovedroller. Der er rigtig mange, der dør i The Monkey.

Se The Monkey i biografen nu!

Instruktør og manuskriptforfatter på The Monkey er Osgood Perkins, der i dén grad har haft en fest med dette univers. Hans tidligere film har været mere slow-burn og meget karakterdrevne, men præcis som med hans seneste film, leger han mere nu.

Hans seneste film var i øvrigt Longlegs, der var en krimigyser i stil med Se7en. Mens den var brutal og dyster, men dog havde et overnaturligt element, så var det grundlæggende en seriemorder-fortælling.

The Monkey derimod er en lækker genrehybrid, hvor en genstand skaber voldsom død overalt. Baseret på en korthistorie af Stephen King, har Osgood Perkins alligevel formået at gøre selve filmen The Monkey til helt sin egen. Det er kulsort humor og de vildeste slasherscener.

Hver gang jeg ser en ny film af Osgood Perkins, bliver jeg stadigt mere begejstret.

Og jeg glæder mig derfor også til hans næste film. Den forventes allerede at komme senere i år, har Tatiana Maslany (moderen i The Monkey) i hovedrollen og hedder Keeper. Nu og her kan du til gengæld passende tage i biffen og ha’ en fest med at se The Monkey.

Du får de vildeste dødsscener, der hylder slasherfilm, dejlig sort humor, der hylder alle gyserkomedier, og såmænd også en god portion thriller til at skabe ekstra spænding i denne overnaturlige fortælling – samt et farligt stykke abelegetøj, der bestemt ikke er legetøj.

The Monkey har dansk biografpremiere den 27. februar 2025.

FAKTA

Biografpremiere: 27. februar 2025
Instruktør: Osgood Perkins
Manuskript: Osgood Perkins
Medvirkende: Theo James, Christian Convery, Tatiana Maslany, Elijah Wood, Laura Mennell, Sarah Levy

PREMIEREBIOGRAFER

THE MONKEY får premiere i 56 biografer landet over

København: Fields NFB. Nordhavn, Big Bio. Palads NFB. VUE. Øvrig Sjælland: Ballerup, Format Bio. Frederikssund NFB. Greve NFB, Waves. Hellerup, MovieHouse. Helsingør, MovieHouse. Herlev, Big Bio. Hillerød NFB. Holbæk. Kalundborg. Køge NFB. Lyngby NFB. Lynge Drive-In. Nykøbing F. NFB. Næstved NFB. Næstved, Bio. Ringsted, MovieHouse. Roskilde. Rødovre, Atlas. Slagelse, MovieHouse. Tåstrup NFB. Valby Kino. Jylland: Esbjerg NFB, Broen. Fredericia. Frederikshavn. Grenå. Haderslev. Herning NFB. Hjørring, MovieHouse. Holstebro, Big Bio. Horsens. Ikast Bio. Kolding NFB. Randers NFB. Silkeborg. Skive. Struer. Sønderborg. Thisted. Tønder. Vejle. Viborg NFB. Aalborg NFB. Aalborg NFB, City Syd. Aarhus NFB. Aarhus, CinemaxX. Aarhus, Øst For Paradis. Aars Teaterbio. Fyn: Nyborg Kino Vino. Odense NFB. Odense, VUE. Svendborg. Øvrig: Torshavn.

Plot

Da tvillingebrødrene Bill og Hal finder deres fars gamle abelegetøj på loftet, starter det en grusom række af bestialske mord. Tvillingerne får bange anelser og beslutter at smide legetøjet langt væk, lægge oplevelserne bag sig og starte på ny hver især. Men over tid vokser de fra hinanden…

Karina "ScreamQueen" Adelgaard
Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)