:: Anmeldelse ::
Hmm, tja, hvad skal man sige… Det lader til, at titlen er meget sigende for hvilken sindstilstand manuskriptforfatterne havde, da de lavede denne film. Og når man ved, det er David Arquette (sammen Joe Harris, der bl.a. skrev ‘Darkness Falls’ fra 2003, men også har skrevet tegneserier i eksempelvis X-Men serien), så virker det måske ikke helt usandsynligt.
Der er flere ekstremt valide pointer, og fra filmens start var jeg helt med på dette Flower Power univers, hvor der er stor forskel på, om man er hårdtarbejde familiefar eller letlevende hippie. Men desværre mister filmen hurtigt både retningssans og en rød tråd i plottet. Der er mange sidehistorier, der lige skal med indover, og der er dejlig sort humor, som passer fint til det danske publikum. Der er bare også alt for meget af alt det fluffy og lidt for lidt af den egentlig substans fra omkring midten af filmen.
Det er også Arquette selv, der har stået for instruktionen, ligesom han selv spiller med i en mindre rolle. Generelt er der mange gode skuespillere med i både større og mindre roller, som alle leverer noget særligt og rent faktisk virker som om, de godt gider hele dette skæve univers. Det er absolut et plus. Og selvom der er en del samfundskritiske elementer i plottet, så er det forfriskende at se, hvor tydeligt både det postive og negative ved alle de meget forskellige mennesker fremhæves ligeligt, så vi egentlig ikke som publikum skubbes over til at holde med nogen. Alle er faktisk ret tåbelige.
Som kortfilm kunne ‘The Tripper’ have fungeret helt fint, men der bliver kogt alt for meget suppe på denne pølsepind, og det bliver bare lidt langtrukkent og kedsommeligt. Det er ikke en dårlig film som sådan, men jeg ville ikke ønske at se den igen og kan heller ikke ligefrem varmt anbefale den. Dog er der ingen tvivl om, at den har kultpotentiale, og mange sikkert vil elske den meget skæve humor – nok især hvis man ser den i massivt påvirket tilstand, som det sikkert har været intentionen, da den blev skrevet.
Fakta
(Originaltitel: The Tripper)
DVD: 05-12-2012
Genre: Horror
Instr.: David Arquette
Medv.: David Arquette, Richmond Arquette, Courteney Cox, China Crawford, Paz de la Huerta, Balthazar Getty, Lukas Haas, Thomas Jane, Jaime King m.fl.
Land: USA, 2006