TIP TOE på HBO Max er en miniserie af Russell T. Davies. Med kun fem afsnit leverer serien en gedigen mavepuster. Ikke ulig en anden serie fra samme skaber: Years and Years. Den her er ikke for sarte sjæle, men samtidig så vigtig, at du hverken kan eller bør se væk. Læs vores anmeldelse af miniserien Tip Toe her!
TIP TOE på HBO Max er en miniserie på kun fem afsnit. Omdrejningspunktet er historien om to vidt forskellige naboer og et dødbringende udfald. Og nej, det er ikke en spoiler. Det er faktisk seriens åbningsscene. Meget passende indledes denne britiske serie med en lang række advarsler, da det ikke er for sarte sjæle.
Fra første øjeblik bliver vi konfronteret med scener, der er både ubehagelige og dybt foruroligende.
Serien har Alan Cumming og David Morrissey i hovedrollerne. Allerede fra begyndelsen fremstår sidstnævnte som en endnu mørkere og mere skræmmende person end i The Walking Dead. Og dét siger immervæk ikke så lidt. Faktisk rammer historien langt tættere på virkeligheden, end nogen postapokalyptisk serie nogensinde har gjort.
Det her er virkelighedens apokalypse, hvor tingene eskalerer på helt vanvittig (men uhyggelig realistisk) vis.
Tip Toe er ganske enkelt skrækindjagende i sin brutale realisme, men den er samtidig enormt vigtig og et absolut must-watch. Især hvis du selv er queer eller har LGBTQ+-personer blandt dine nærmeste. Hvis du ikke kan genkende det, der sker lige nu, kan du heller ikke være med til at ændre udviklingen. Og vi er nødt til at stå sammen, hvis alle skal kunne føle sig trygge.
Læs videre nedenfor i vores anmeldelse af Tip Toe. Første afsnit ud af fem kan streames på HBO Max nu.
Den virkelig fare bor lige ved siden af
Tip Toe følger Leo (Alan Cumming) og Clive (David Morrissey), som har været naboer i 15 år. Men bare fordi man har boet ved siden af hinanden i så mange år, betyder det bestemt ikke, at man er venner. De er dog heller ikke uvenner, men tolerer hinanden helt fint.
Vi er i Manchester, men selvom de bor dør om dør, kunne deres liv næsten ikke være mere forskellige. De nærmer sig endda begge pensionsalderen og oplever (på forskellig vis), at verden omkring dem føles mere hektisk end nogensinde. Især stemningen i samfundet er langt mere anspændt, end den har været i årtier.
Og ja, Tip Toe foregår i nutiden.
Og nej, Russell T. Davies holder sig bestemt ikke tilbage med at nævne politikere, premierministre eller præsidenter ved navn. Dét er ikke hverdagskost, selvom det ofte hentydes!
I en tid, hvor ord er blevet våben, og alle føler sig tvunget til at vælge side i stadig mere radikaliserede holdninger, kan faren bo lige ved siden af. Og du opdager det måske først, når det er for sent.
Clive ønsker, at verden skal forblive helt sort og hvid. Eller rettere sagt hvid og hvid. Leo er derimod nysgerrig på hele regnbuens farver. Bevares, han har også sine egne udfordringer som ældre queer mand, der forsøger at følge med udviklingen omkring pronominer.
Men modsat Clive vælger Leo at tro på det gode i mennesker. I netop denne situation ville det dog være en fordel også at holde øje med de faresignaler, der er umulige at ignorere. Clive er et omvandrende “red flag” på et hav af områder. Også for sine nærmeste.
Fra “Ta-daa!” til at gå på listesko (eller “tip toe”)
Der kommer en replik i løbet af de første par afsnit af Tip Toe (ja, vi har set dem alle til denne anmeldelse), som henviser direkte til seriens titel. Den bliver sagt af en af Leos venner, der ejer LGBTQ+-baren “Spit & Polish” i Manchesters Gay Village, og den siger alt:
“Jeg plejede at gå ind i et rum og sige: Ta-daa! Nu går jeg på listesko. For ikke at blive set.” Og her er “listesko” jo så “tip toe” på engelsk. I en tid hvor mange titler oversættes, kunne denne sagtens have heddet Listesko på dansk.
Denne replik henviser til, at den frihed, som så mange har kæmpet for og endda fik lovet, pludselig bliver skubbet i baggrunden af mennesker, der føler, at de ikke længere står øverst i hierarkiet. Som om en rettighed tildelt en anden person, på en eller anden måde minimerer, at andre altid har haft samme rettighed.
Clive, Leos dybt plagede nabo, er præcis sådan en type. Om det er LGBTQ personer, folk med anden religion eller håndværkere fra Østeuropa er ligegyldigt. Alle er ude efter ham og “tager” hans ting. Han er den klassiske “rigtige mand”, og dét mærkat bærer han med stolthed.
Han er elektriker.
Smiler helst ikke.
Faktisk smiler han slet ikke… ikke med vilje, i hvert fald.
Leo er til gengæld sjov, charmerende og underholdende. Han pynter gerne lidt (nogle gange meget) på sine historier, hvis det gør dem mere farverige. Dog altid i et forsøg på at sprede glæde. Også på bekostning af ham selv.
Fra usynlig til fjende
Det varer dog ikke længe, før Leo og Clive bliver fjender. Clive er overbevist om, at Leo påvirker hans børn. De er henholdsvis 25 og 16 år gamle, så ikke ligefrem små, men det ændrer ikke på hans bekymringer.
At den 25-årige stadig bor hjemme, virker heller ikke til at bekymre ham synderligt. Og ingen blander sig i hinandens liv, selvom de bor under samme tag.
Som allerede nævnt ender historien med et fatalt udfald. Igen: Det er seriens åbningsscene og altså ikke en spoiler. Derefter spoler fortællingen tilbage og viser, hvordan begivenhederne udviklede sig frem mod den dødbringende afslutning.
Had, frygt og fordomme spiller en afgørende rolle, og det bliver meget voldsomt.
Når man ser, hvor stor en plads netop de ting fylder i vores verden i dag, bliver det både skræmmende og uhyggeligt realistisk at følge udviklingen i denne situation.
Se Tip Toe på HBO Max i Danmark
Tip Toe kommer fra den geniale skaber Russell T. Davies. Efter at have lavet miniserien Years and Years (som vi gav topkarakter på vores internationale website), fortjener Russell T. Davies efter min mening en plads side om side med Charlie Brooker (Black Mirror).
Begge skaber intelligente science fiction-fortællinger med gyserelementer om den teknologiske og politiske afgrund, som verden tilsyneladende styrter direkte imod. Denne nye Channel 4-serie, der herhjemme udkommer på HBO Max, består af blot fem afsnit. Det er alle instrueret af Peter Hoar, der tidligere har stået bag episoder af The Last of Us, The Umbrella Academy, Altered Carbon og It’s a Sin.
Netop It’s a Sin var Russell T. Davies’ forrige serie og handlede om AIDS-krisen i 1980’erne. Derudover har han skrevet et stort antal episoder af Doctor Who og skabt Queer as Folk, som ligeledes foregår i Manchester.
Russell T. Davies er i høj grad en forfatter med fokus på både genrefortællinger og queer-historier. Han skildrer både håbet i menneskeheden og rædslen ved menneskers handlinger. Med Tip Toe, præcis som med Years and Years, forsøger han at sætte fokus på de farer, der venter for enden af den mørke vej, vi pt. farer ud af.
Spørgsmålet er så, om vi lærer noget af historier som denne. Og om den overhovedet når ud til dem, der har mest brug for at se den. Det ved jeg ikke. Men Channel 4 virker som det helt rigtige hjem for serien i Storbritannien, mens HBO Max som sagt har valgt at vise serien i Norden.
Tip Toe havde premiere på HBO Max i Danmark den 25. juni 2026. Der kommer én ny episode hver torsdag ved midnat fra 25. juni 2026.
FAKTA
Skaber: Russell T Davies
Instruktør: Peter Hoar
Medvirkende: Alan Cumming, David Morrissey, Pooky Quesnel, Jackson Connor, Joseph Evans, Elizabeth Berrington, Iz Hesketh, Shakeel Kimotho, Luyanda Unati Lewis-Nyawo, Paul Rhys, Charlie Condou, Denise Welch
Plot
Tip Toe følger Leo og Clive, som har boet side om side i Manchester i næsten 15 år. Men netop som livet burde falde til ro, bliver verden omkring dem stadig mere anspændt. Ord bliver til våben, holdninger bliver radikaliserede, og gradvist udvikler to naboer sig til dødsfjender i en intens forstadsthriller, der udfordrer alt det, vi opfatter som trygt og sikkert. Serien er befolket af farverige karakterer og gennemsyret af Davies’ karakteristiske vid og skarpe humor. Samtidig er den en aktuel fortælling, som sætter fokus på de fordomme, der langsomt sniger sig tilbage i vores hverdag.
📺 Se trailer

