:: Anmeldelse ::

Som brugere af dette website vil vide, så har jeg et lidt anstrengt forhold til David Lynch. Jeg kan elske visse elementer af hans produktioner, men der er en tendens til, at han taber mig et par gange undervejs. Og det skal egentlig ikke forståes sådan, at jeg ikke kan forstå eller følge med, jeg er bare ikke fan af, når god historiefortælling i én stil skal skifte markant over til noget ganske andet… slet ikke, når det er sådan lidt “bare fordi jeg har lyst”. Men hov, dette er jo ikke en David Lynch film, vil den observante læser nok tænke. Nej, det er det ikke, men det kan man saftsuseme ikke sådan lige gennemskue, når man sidder som publikum, og det er måske, hvad der egentlig irriterer mig i denne forbindelse.

Det er nemlig ingen ringere end Godfather-trilogiens fader, Francis Ford Coppola, der står bag denne film. Og bevares, han har da også lavet ‘Dommedag Nu’ (Apocalypse Now, 1979) og ‘Bram Stoker’s Dracula’ (1992) blandt mange andre virkelige storfilm. Med andre ord, så er netop denne instruktør normalt en storladen og fantastisk historiefortæller, der er meget faktuel og beskrivende i modsætning til netop Lynch’s mere symbolske og drømmelignende fremgangsmåde. Det er dog ikke tilfældet i ‘Twixt’. I bund og grund er det dog en meget enkel historie, som sagtens kan “tydes”, så det er ikke fordi, jeg synes, det var makværk, men nogen Coppola-oplevelse er det godt nok ikke. Og han står endda også selv bag manuskriptet, så der er ikke engang nogen forklaring at hente på den front.

Men – og det er et stort “men” – den kære Francis har ikke mistet sit tag omkring de storladne virkemidler, for ‘Twixt’ er en visuel fornøjelse, som for mig gør den lidt overdrevne brug af symbolik meget mere spiselig. Ja, faktisk underholdende – jeg var altså heller ikke uimponeret af ‘Mulholland Drive’, så det er ikke fordi, jeg ikke kan se Lynch’s kvaliteter. Kontrasten mellem de let sort/hvide billeder og rød/gul (blod og ild) giver nogle fantastiske visuelle effekter – især på Blu-ray-versionen, som vi så. Og foruden det visuelt betagende ved denne film, så kommer vi heller ikke uden om, at Val Kilmer simpelthen er i fuldstændig topform. Ikke fysisk – hvilket alligevel passer perfekt til rollen – men som skuespiller er han eminent, og som person har han tydeligvis et meget afslappet forhold til sin fortid som første-elsker. En anden meget cool detalje er, at Kilmer’s “real life” eks-kone (Joanne Walley – og det var ikke en helt pæn skilsmisse, som Joanne offentliggjorde på CNN, før Kilmer selv var informeret om skilsmisse-ønsket) spiller hans kone i filmen. I filmen har de et mildest talt anstrengt forhold til hinanden, hvilket er ganske underholdende, da der er referencer til, hvordan de tidligere har omtalt hinanden overfor offentligheden.

Elle Fanning og Bruce Dern spiller de mest prominente bi-roller og leverer begge gode præstationer – i særdeleshed sidstenævnte, der bestemt også er i topform, mens Fanning ikke får så pokkers meget at arbejde med. Men det er altså 98% Val Kilmer’s film, og når en skuespiller virkelig får mulighed for at rulle sig ud, kan det næsten ikke være andet en et kæmpe plus til en hvilken som helst film.

Trivia

Ordet “Twixt” er en sammentrækning af betwixt, som på engelsk betyder “between two things”.

Fakta

(Originaltitel: Twixt)

DVD/Blu-ray: 14-08-2012
Genre: Horror | Thriller 
Instr.: Francis Ford Coppola  
Medv.: Val Kilmer, Bruce Dern, Ben Chaplin, Elle Fanning, Joanne Whalley, David Paymer m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.