UNTAMED på Netflix er en ny miniserie i seks afsnit, hvor en krimigåde bliver opklaret, før rulleteksterne kører over skærmen. Eric Bana spiller hovedrollen som specialagent i Yosemite Nationalparken, så der er flot og voldsom natur i baggrunden hele tiden. Læs vores anmeldelse af Untamed her!

UNTAMED er en ny Netflix-miniserie på seks afsnit, der leverer en stærk hovedhistorie. Serien blander thriller, krimi og mysterie med en solid rolleliste og velskrevne karakterer.

Med andre ord: Ja, jeg slugte den i ét hug – og det kan du også roligt gøre.

Ingen spoilers i denne anmeldelse, og der bliver heller ikke brug for nogle ekstra  forklaringer efter slutningen. Alle svar gives, før sidste afsnit slutter. Får vi en sæson 2? Tja, måske, kriminalitet sker jo hele tiden, og Netflix dropper ikke et hit.

Læs videre på vores anmeldelse af Untamed nedenfor. Serien kan ses på Netflix fra den 17. juli 2025.

Den stærke åbningsscene i Untamed

I Untamed får vi en karakterdrevet fortælling – præcis den slags, jeg foretrækker. Det vil sige karakterer, der er relaterbare og så godt skildret, at man faktisk begynder at være oprigtigt interesseret i dem.

Men kommer i hvert fald hurtigt til at forstå deres bevæggrunde og kan forholde sig til, hvorfor de agerer, som de gør.

Det gælder især hovedpersonen Kyle Turner (spillet af Eric Bana), som ærligt talt fremstår som en ret stor idiot det meste af tiden. Han er specialagent i National Park Service og har arbejdet i Yosemite nationalparken i årevis.

Hans job er at “håndhæve menneskelove i naturens vilde omgivelser”. Kort sagt: Stoppe folk fra at bryde loven – eller reagere, når de allerede har gjort det.

Seriens centrale mysterie kredser om en ung piges død. En navnløs Jane Doe gennem det meste af serien. Det er en brutal død, som vi faktisk er vidne til i åbningsscenen af Netflix-serien.

Jeg var solgt på stedet. Historien i Untamed greb mig. I modsætning til pigen, der dør ret voldsomt.

Untamed – Anmeldelse | Netflix Krimi-Thriller Miniserie

Død i Yosemite – men er det mord?

Efter den voldsomme åbningsscene skal det først afgøres, om der er tale om en ulykke, selvmord – eller mord. Kun i det sidste tilfælde skal Kyle Turner overhovedet tage sagen.

Undervejs tvinges han til at konfrontere både mørke hemmeligheder i parken og egne traumer.

To personer, der kender til hans bagage – og forsøger at holde ham fra at drikke sig fra sans og samling – er hans ven og chef, Paul Souter (Sam Neill), samt ekskonen Jill (Rosemarie DeWitt).

Desuden er der hjælp fra den unge parkbetjent Naya Vasquez (Lily Santiago), som netop har forladt jobbet som politibetjent i Los Angeles. Hun har meget at lære, men hun er både kvik, stædig og giver aldrig op.

Selvom Kyle ikke ligefrem er en klassisk mentor, lærer Naya hurtigt og viser sin værdi – og det gør, at Kyle trods alt begynder at varme lidt op over for hende. Deres arbejdsdynamik og forskellige tilgang til opklaringsarbejdet fungerer overraskende godt.

I en alt for lille rolle ser vi også Taylor Hickson (Ghostland). Og nej, det er ikke fordi, hun er pigen, der dør i starten. Der er bare mange karakterer i serien, og jeg havde gerne set mere til hendes.

Se Untamed på Netflix nu!

Bag den nye Netflix-serie står showrunners og manuskriptforfattere Mark L. Smith og Elle Smith. Mark L. Smith har tidligere skrevet Overlord, den amerikanske version af Martyrs, og han har også skabt Netflix-serien American Primeval.

Begge har desuden skrevet på The Marsh King’s Daughter (2023), så de kender hinanden fra dette projekt.

Med kun seks afsnit rammer Untamed en perfekt længde. Jeg ser rigtig mange genreserier, og selvom de er gode, får jeg ikke altid tid til at se dem færdige. Men seks afsnit er til at overskue – og det giver en stram og fokuseret fortælling.

Untamed kan streames på Netflix fra den 17. juli 2025.

FAKTA

Skabere: Elle Smith & Mark L. Smith
Medvirkende: Eric Bana, Sam Neill, Rosemarie DeWitt, Lily Santiago, Wilson Bethel, William Smillie

Plot

I den enorme Yosemite National Park trækker en kvindes død en føderal agent ind i et lovløst område, hvor naturen kun adlyder sine egne regler.

📺 Se trailer