VICTIM OF LOVE er en dansk gyserfilm, der byder på et imponerende visuelt udtryk og en blændende Rudi Køhnke. Historien er egentlig ret lille, og vi er ude i en slowburn fortælling, der bestemt ikke er for alle. Og nok heller ikke helt for mig, selvom jeg er lidt splittet. Læs vores Victim of Love filmanmeldelse her!

VICTIM OF LOVE er en dansk gyserfilm, der er produceret uafhængigt, da der jo sjældent smides DFI penge efter genrefilm. Kun hvis de allerede har etablerede instruktører og skuespillere med ombord – og i øvrigt ikke bliver alt for gyseragtige.

Nå, men udover det lille sure opstød, vil jeg da lige sige, at der heldigvis er masser af ros til danske gyserfilm i det store udland. Således er Victim of Love (præcis som den danske Finale) blev belønnet med et væld af priser og nomineringer på store filmfestivaler i hele verden.

Læs videre på vores Victim of Love filmanmeldelse herunder, og find filmen til køb og leje på diverse streamingtjenester.

På alle måder imponerende visuelt

Film er i sagens natur et visuelt medie, og dét må man tage hatten af for, at Victim of Love i dén grad bygger på. Det er en imponerende visuel oplevelse. Det er derfor også fuldt fortjent, at filmfotograf Mathias Tegtmeier har vundet (og været nomineret til) priser på diverse filmfestivaler.

Historien er til gengæld egentlig ret lille, og det passer ikke helt til mit temperament. Derfor bliver jeg lidt splittet, da jeg elsker den visuelle side samt skuespillet, men bliver meget utålmodig, når det gælder historien.

Vi er klart ude i en slowburn fortælling, der bestemt ikke er for alle. For andre vil den uden tvivl ramme plet på den ondeste måde.

Victim of Love – Anmeldelse

Rudi Køhnke er grotesk undervurderet

Jeg ved ikke, hvor mange der har set DR3 doku-serien “Rudi er bange”, men den kan varmt anbefales, da den omhandler noget, mange kæmper med: Angst. Du kan se alle fire afsnit gratis på DRTV nu (klik her og find den).

I doku-serien er han hudløst ærligt omkring alt det, han har kæmpet med. Han gik fra at være dansk films store håb som total pretty boy i Fidibus til at være fuldstændig hæmmet af angst. Heldigvis lader han til at være tilbage et godt sted nu, og det kan vi som filmfans nyde godt af.

Det er nemlig uhyggeligt (virkelig!) imponerende, hvor god Rudi Køhnke er i Victim of Love. Hele filmen hviler på hans skuldre, da det er ham, vi følger fra start til slut. Vi skal både sympatisere med ham og være i tvivl om hvem, han egentlig er. Samt hvad der i det hele taget foregår, da dette mysterie er omdrejningspunkt for plottet.

Jeg har altid kunnet lide Rudi Køhnke i alt, hvad jeg har set ham i. Med hans præstation i Victim of Love bør alle døre stå åbne for ham. Så gælder det bare om at vælge den retning, der fungerer bedst for ham, så vi kan nyde godt af hans talent mange år endnu.

Victim of Love – Anmeldelse

Se Victim of Love nu!

Det er Jesper Isaksen, der står bag Victim of Love som både instruktør, forfatter og producer på filmen. At det samtidig er hans spillefilmsdebut, gør det bestemt ikke mindre imponerende.

Selvom jeg ikke er helt oppe og ringe over denne film, så er sidste tredjedel faktisk lige noget for mig. Dér kommer alle de plot-elementer, jeg utålmodigt har ventet på fra første færd – og dér bliver det en “rigtig” gyser. Det var lige, så jeg måtte sætte mig ret op og pludselig følte, at dette alligevel var en film skabt til lige præcis mig!

Jeg kan derfor ikke sige, at Victim of Love på nogen måde er dårlig (det er den nemlig slet ikke), men den passer ikke super godt til mig som helhed. Det tænker jeg dog, at fremtidige film fra Jesper Isaksen snildt kan komme til, da han klart bør være en del af fremtiden for dansk film.

Victim of Love kan købes og lejes på diverse streamingtjenester herhjemme nu.

FAKTA

VOD-premiere: 23. november 2020
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Jesper Isaksen
Medvirkende: Rudi Køhnke, Siff Andersson, Louise Cho, Paw Terndrup, Jens Blegaa, Sabrina Ferguen

Plot

Charly leder efter sin amerikanske kæreste, Amy, som er forsvundet under mystiske omstændigheder på en fælles ferie på et hotel i København. Tre måneder senere er Charly tjekket ind på hotellet igen for at løse mysteriet om hendes mystiske forsvinding én gang for alle. Hans efterforskning afspores dog hurtigt af den punkede og flirtende receptionist, Felicija, og hans egen svigtende dømmekraft, der leder ham ind i et fantasmagorisk mareridt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.