WALL TO WALL på Netflix er en ny psykologisk thriller fra Sydkorea. Det er en af de mest stressende film, jeg nogensinde har set – og det er ment som en kæmpe ros. Læs vores fulde anmeldelse af Wall to Wall her, og se den på Netflix!

WALL TO WALL er en ny thriller på Netflix fra Sydkorea (org. titel: 84 Jegopmiteo), og det er en intens oplevelse. Som det ofte er tilfældet med psykologiske thrillere, afhænger det hele af, om nerven og stemningen rammer rigtigt – og det gør den her. I dén grad.

Vi følger en ung mand, der har knoklet og solgt alt, hvad han ejer, for at købe en lejlighed i Seoul. Det bliver starten på en økonomisk deroute i takt med et boligmarked i frit fald. Men det er ikke det eneste – eller det værste. Der er også naboerne. De meget, meget larmende naboer.

Læs videre på vores anmeldelse af Wall to Wall nedenfor. Find den på Netflix fra den 18. juli 2025.

Fra slemt til meget værre

Wall to Wall starter på en relativt lys tone, hvor Woo-seong endelig har formået at købe sin egen lejlighed i Seoul. Han føler, at han har sikret sin fremtid – selvom det kostede ham alt af værdi.

Derfra springer vi tre år frem i tiden. Nu bor han i en lejlighed, der er rodet og fyldt med skrald, og ejendomsværdien er styrtdykket. Rodet er selvfølgelig hans egen skyld – et klassisk sydkoreansk greb: Karakterer, der bogstaveligt talt smadrer deres eget liv.

Og tro mig, det kan stadig blive meget værre for Woo-seong.

For nok er økonomien i ruiner, men det værste er støjen. Lejlighedskomplekset er splinternyt, men væggene er papirtynde. Man kan høre alt – oppefra, nedefra, overalt.

Fordi det er umuligt at finde kilden til larmen, begynder naboerne at skændes og bekrige hinanden. Ikke bare bliver man vækket om natten – man risikerer også selv at blive anklaget for at støje, selvom man bare ligger og stirrer op i loftet med stress i kroppen. Det ville nok drive enhver til vanvid.

Wall to Wall (2025) – Anmeldelse | Netflix Thriller

Fascinerende og brutale eskalationer

Den originale titel 84 Jegopmiteo betyder “84 kvadratmeter” og henviser til den mest almindelige lejlighedsstørrelse i Sydkorea. Woo-seong kunne dog nok klare sig med noget mindre – han opholder sig alligevel kun i sin skraldefyldte stue.

Som hovedperson træffer han et hav af dårlige beslutninger. Ja, han er også ramt af en vis portion uheld, men han er i høj grad sin egen værste fjende. Blandt andet forsøger han at tjene penge via kryptovaluta – en handling, der fører til en af de mest stressende scener, jeg har set i nyere tid.

Det hele går ned ad bakke for den unge mand. Og her er vi altså kun halvvejs gennem Wall to Wall.

Derefter stikker det fuldstændig af – i både fascinerende og brutale retninger. Det er elegant fortalt, og grænsen mellem “god” og “ond” bliver mere og mere sløret. Men én ting står klart: Det her kan umuligt ende godt for nogen.

Fantastiske karakterer

Når sydkoreanske Netflix-film som Wall to Wall fungerer så godt, skyldes det både stærke manuskripter og fremragende skuespil. Filmen er karakterdrevet, og mange af de medvirkende vil være velkendte for genrefans.

Hovedrollen som Woo-seong spilles af Kang Ha-neul (bl.a. Squid Game sæson 2 og 3). Han portrætterer en mand i frit fald, der ikke engang kan finde ro til at sove i sit eget hjem.

Som beboerrepræsentant – en slags sydkoreansk pendant til en grundejerforening – ser vi Yeom Hye-ran (Memories of Murder, Mask Girl) i rollen som Eun-hwa. Hun bor i penthouselejligheden, men udviser overraskende empati over for Woo-seong og hans situation.

Og så er der Seo Hyun-woo (Decision to Leave) som den mystiske overbo Jin-ho, der har kroppen fyldt med tatoveringer og ar. Han virker direkte farlig, hvilket ironisk nok er grunden til, at Woo-seong vælger at alliere sig med ham. En interessant beslutning for en karakter, der ellers ikke er voldelig anlagt.

Se Wall to Wall på Netflix nu

Instruktør Kim Tae-joon stod tidligere bag thrilleren Unlocked, der også kredsede om identitet og penge. De to film er vidt forskellige, men fungerer faktisk godt som en slags “søskendefilm”, hvis man ser dem i forlængelse af hinanden.

Not-so-fun fact: Larm mellem etager er et reelt og udbredt problem i Sydkorea.

FRA FILMENS SKABERE:

“Ifølge Korea Environment Corporation var der i 2024 hele 33.027 klagesager om støj mellem etager. Over 110.000 personer deltog i online støttegrupper om problemet. Såkaldt “Mellemetage-støj” er en udbredt og meget genkendelig udfordring for mange koreanere, der bor i lejlighedskomplekser.”

Filmens spilletid er lige under to timer, og det kan måske virke langt. Men det her er klassisk sydkoreansk fortælling, hvor historien halvvejs skifter retning. Det føles først som om, filmen er slut – men i virkeligheden er det dér, den virkelige historie begynder.

Er du allerede fan af sydkoreanske thrillere, så vil Wall to Wall ramme plet. Og hvis ikke – så er det her en fremragende introduktion til den unikke fortællestil, Sydkorea mestrer.

Wall to Wall har global premiere på Netflix den 18. juli 2025.

FAKTA

Instruktør: Kim Tae-joon
Manuskript: Kim Tae-joon
Medvirkende: Kang Ha-neul, Yeom Hye-ran, Seo Hyun-woo

Plot

En mand, der har investeret hele sin opsparing i en ny lejlighed, opdager, at væggene er fulde af forstyrrende lyde, fjendtlige naboer og foruroligende hemmeligheder.

📺 Se trailer