WEAPONS er en ny gyserfilm af Zach Cregger, der senest stod bag gyserhittet Barbarian. Og ja, den her holder også. Det er en film, der opbygges langsomt, og nærmest som et puslespil. Tålmodighed betaler sig dog, og det bliver voldsom horror til sidst. Læs vores Weapons anmeldelse her og se den i de danske biografer nu!

WEAPONS er en ny gyserfilm, der måske bedst kan beskrives som et gysermysterie. I ret lang tid ved vi reelt ikke, hvad der foregår, og vi ved heller ikke, hvem skurken er. Vi ser de samme begivenheder udspille sig fra flere forskellige vinkler, men det bliver dog (heldigvis) ikke voldsomt repetitivt.

Spilletiden er på lige over to timer, og ja, det er langt, men som historien fortælles, bliver det ikke for langt. Jeg kiggede i hvert fald ikke på uret en eneste gang undervejs, og det siger altså en del. Har du set filmskaberens forrige film, vil du helt sikkert genkende flere af hans voldsomt effektive greb derfra.

Læs videre på vores Weapons anmeldelse nedenfor. Find den i de danske biografer fra 7. august 2025.

En masse spørgsmål og ingen svar

Med Weapons er vi som sagt ude i noget, der bedst kan beskrives som et gysermysterie. Hele omdrejningspunktet er nemlig, at 17 børn er forsvundet fra deres respektive hjem på præcis samme tidspunkt midt om natten.

Dét er i sig selv voldsomt og uhyggeligt, men det bliver meget værre.

Foruden lidt overvågningsvideo, der viser hvordan børnene løber ud af deres hjem på samme tidspunkt, så er der ingen spor at følge. Kun det faktum, at de alle gik i samme klasse, og at én elev blev hjemme denne skæbnesvangre nat.

Et puslespil du næsten ikke tør lægge

For at forstå helheden er vi ude i en fortællerstil, der nærmest er som at lægge et puslespil. Vi får nemlig historien fortalt fra flere synsvinkler.

Det gælder både klasselæreren (Julia Garner), den eneste tilbageværende elev (Cary Christopher), en  forælder til et forsvundet barn (Josh Brolin), en politibetjent (Alden Ehrenreich), skolens rektor (Benedict Wong), og den lokale junkie (Austin Abrams).

Men det er ganske enkelt genialt, at vi netop oplever en tragedie fra folk, der står midt i den samt dem, der er et sted i yderkanten eller måske ligefrem er mistænkte. Det er flere hjørner og kanter af et puslespil, der stille og roligt viser det større billede.

Det begynder dog også at blive meget ubehageligt. Måske endda så voldsomt, at man næsten ikke tør lægge de sidste brikker på plads, da man ved, det bliver et grumt billede, der skal dannes.

Weapons (2025) – Anmeldelse | Gyserfilm af Zach Cregger

En meget anderledes karakter

Bare rolig, der kommer ingen spoilers her, da vi ikke gør os i den slags på Heaven of Horror. Det er dog muligt, du skal være påpasselig med at læse for meget andre steder. Jeg ville i hvert fald være rigtig ærgerlig, hvis jeg fik ødelagt afsløringerne på forhånd.

Som det allerede er afsløret i filmens trailer og inden for de første få minutter af Weapons, så forsvinder 17 børn, ligesom der sker mange mærkværdige dødsfald i den lille by, hvor det hele udspiller sig.

Og straks vi møder en noget aparte karakter, der flere gange dukker op i baggrunden, før hun kommer mere i fokus, så ved man, der er noget “off” ved vedkommende. I en lille by hvor alle reelt er mistænkte, skal man dog være meget påpasselig med at mistænke enhver, der er lidt anderledes.

Når det er sagt, så er denne karakter meget speciel. 

Hvis Jamie Lee Curtis‘ karakter fra Everything Everwhere All at Once var en oplagt Halloween-udklædning for et par år siden, så er det samme gældende for Amy Madigan som Moster Gladys i Weapons. Det er et vildt look, hun byder på.

Se Weapons i biografen nu!

Efter Zach Cregger for et par år siden gav os Barbarian, har jeg været ekstremt spændt på, hvad hans næste film ville levere. Jeg kan ikke påstå, at jeg på nogen måde havde forudset det, Weapons leverer, men jeg indrømmer gerne, at jeg er fuldt ud tilfreds.

Det er en gyserfortælling, der er helt sin egen, og Zach Cregger viser med Weapons, at den unikke fortællerstil, han lagde for dagen med Barbarian (2022), kunne gentages.

Overordnet skal det også nævnes, at Weapons er virkelig hjerteskærende. Vi er trods alt ude i en historie, hvor 17 børn i folkeskole-alderen pludselig forsvinder sporløst. Og den lille tilbageværende dreng har det heller ikke nemt.

Selvom Weapons (og ja, titlen forklares i øvrigt, men først sent i filmen) er ret lang, så betaler tålmodighed sig. Måske nogle vil synes, den er for langsom, for spøjs, eller har en historie, der ikke taler til deres mørke gyserhjerte. Man kan dog ikke påstå, at den ikke har voldsomt effektive gysermomenter!

Weapons har dansk biografpremiere den 7. august 2025.

FAKTA

Instruktør: Zach Cregger
Manuskript: Zach Cregger
Medvirkende: Josh Brolin, Julia Garner, Alden Ehrenreich, Austin Abrams, Benedict Wong m.fl.

© 2025 WBEI

Plot

Da 17 børn fra den samme klasse forsvinder ud i nattens mørke, efterlades et samfund i fortvivlelse og med det samme ubesvarede spørgsmål: Hvem eller hvad står bag børnenes mystiske forsvinden?

📺 Se trailer