WEDNESDAY: SÆSON 2 del 2 er landet på Netflix – og sikke en lækkert dyster afslutning på anden sæson. De fire sidste afsnit er umulige ikke at binge, og de leverer på alle fronter. Jeg kan næsten ikke vente på sæson 3 nu. Læs hele vores anmeldelse af Wednesday sæson 2 del 2 her!
WEDNESDAY: SÆSON 2 del 2 er nu ude på Netflix – og ja, det er uden tvivl en fornøjelse. En mørk og djævelsk fornøjelse i ægte Addams Family-stil.
Med de fire afsluttende afsnit af sæson 2 får vi nogle virkelig mindeværdige scener. Som altid byder serien på mørke og hjerteskærende øjeblikke blandet med lysere scener fuld af sort humor – meget sort humor, naturligvis.
Læs videre på vores anmeldelse af Wednesday sæson 2 del 2 herunder. Du kan se de fire nye afsnit på Netflix fra den 3. september 2025.
Wednesday og Weems
Selvom Wednesday altid har været centreret om forholdet mellem Wednesday Addams og Enid Sinclair som værelseskammerater, er der en anden stor personlighed i hendes liv … og hun er tilbage i del 2 af anden sæson.
Ja, Gwendoline Christie er tilbage som Larissa Weems. Rektoren på Nevermore Academy, der ikke overlevede sæson 1, men i dette univers kan man altid vende tilbage fra “den anden side”. I dette tilfælde som Wednesdays åndelige vejleder.
Denne “ære” gives kun til blodslægtninge, men den forbindelse må du selv opdage, når historien folder sig ud.
Personligt havde jeg ikke indset, hvor meget jeg havde savnet scenerne med Weems og Wednesday, før de var tilbage. De er hårde ved hinanden, men der er også en respekt for (eller i det mindste en anerkendelse) af hinandens styrker.
Kampen for at redde Enid
Tilbage til kernen i Wednesdays liv i sæson 2, er hun stadig på en mission for at redde Enid. Efter et syn i sæson 2 del 1 viste hende, at Enid ville dø, har Wednesdays primære mål været at redde sin ven og roommate.
Selvfølgelig fortæller Wednesday ikke Enid noget direkte, så deres forhold er ret anstrengt. Samtidig “wolfer” Enid mere ud og prøver at finde sin plads i sin varulveflok. Det hele er lidt rodet – men aldrig på en irriterende måde.
Godt nok er de teenagere, men det er også en Tim Burton produktion og et ekstremt satirisk og mørkt univers. Med andre ord, så fungerer det altså bare.
Derudover får vi i Wednesday sæson 2 del 2 endelig Lady Gaga i aktion. Jeg vil ikke spoile noget, men hun spiller en karakter, som Wednesday må opsøge i sit forsøg på at få sin synske evne tilbage.
Lige siden begyndelsen af Wednesday på Netflix har jeg elsket forholdet mellem Enid og Wednesday. Enids farverige og livlige væsen får kun Wednesdays kølige sort-hvide verdenssyn til at stå endnu tydeligere frem.
Og alligevel er der en gensidig respekt og en vilje til at forstå hinanden. Ikke mindst takket være Thing, der også har en svaghed for Enid.
Apropos Thing: Vi får i sæson 2 del 2 endelig afsløret hans oprindelse – det er et ret vildt twist. Jeg elskede det!
Se Wednesday sæson 2 del 2 på Netflix nu
Holdet bag del 1 af sæson 2 står også bag denne anden del. Det gælder både cast (dem, der overlevede i hvert fald) samt forfattere og instruktører.
Selvfølgelig er der også et par nye ansigter. Mest bemærkelsesværdigt Gwendoline Christie og Lady Gaga. Begge er fantastiske, men for mig stjæler Gwendoline Christie fuldstændigt billedet.
De fire afsnit i del 2 er instrueret af Angela Robinson (True Blood) og Tim Burton. Det allersidste afsnit af sæson 2 er instrueret af Tim Burton, hvilket giver en smuk helhed, da han også stod bag sæsonens første afsnit.
Som sæson afrundes den centrale historie flot, men der efterlades stadig masser af ubesvarede spørgsmål og nye farer at glæde sig til i sæson 3. Blandt andet en meget specifik teaser, der gør, at jeg nu næsten ikke kan vente på Wednesday sæson 3.
Wednesday sæson 2 del 2 kan ses på Netflix fra den 3. september 2025.
FAKTA
Skabere: Alfred Gough & Miles Millar
Instruktører: Tim Burton, Angela Robinson
Medvirkende: Jenna Ortega, Steve Buscemi, Catherine Zeta-Jones, Emma Myers, Joy Sunday, Luis Guzmán, Hunter Doohan, Billie Piper, Isaac Ordonez, Victor Dorobantu, Georgie Farmer, Moosa Mostafa, Evie Templeton, Owen Painter, Noah Taylor, Luyanda Unati Lewis-Nyawo, Joanna Lumley, Lady Gaga, Frances O’Conner
Plot
Klog, sarkastisk og lidt død indeni efterforsker Wednesday Addams et mordtogt, mens hun får nye venner — og fjender — på Nevermore Academy.
📺 Se trailer

