WHY DID YOU KILL ME? er en ny Netflix-dokumentarfilm i true crime-subgenren. Denne gang fortælles historien primært af ofrets familie, der bruger en “catfish”-taktik til at finde frem til morderen. Læs vores spoilerfri Why Did You Kill Me? anmeldelse her!

WHY DID YOU KILL ME? er en Netflix-dokumentarfilm på under halvanden time, så den er lynhurtigt set. Det, der især er fokus på, i denne true crime-dokumentar, er hvordan folk kan reagere, når de oplever en dyb sorg og selv søger retfærdighed. Faktisk hører vi både fra ofrets familie, politiet og bandemedlemmer, der var direkte involveret i mordet.

Sagen i denne Netflix-dokumentar omhandler mordet på den 24-årige Crystal Theobald. Efter hun er blevet dræbt, bruger nogle familiemedlemmer (med mor i spidsen) de sociale medier til at finde morderen. Eftersom sagen er fra 2006, så er det MySpace, der spiller en prominent rolle. Lige da filmen starter, ligner det desuden en doku-udgave af thrilleren Searching.

Læs videre på vores spoilerfri Why Did You Kill Me? anmeldelse herunder, og find dokumentaren på Netflix nu.

Bliv “catfish” og fang en morder

Selve idéen om at gøre sig selv til en “catfish”, der kan finde frem til morderen via sociale medier, er faktisk ret smart. Det bruges jo også allerede af politiet selv til at optrævle diverse sager, så det er ikke helt ukendt. Og har du set et par afsnit Catfish-serien, vil du genkende uhyggeligt mange af de virkemidler, der også bruges af ofrets familie i denne dokumentar.

Virker det så? Altså, ja, det gør det jo. Det vil nok heller ikke komme som den helt store overraskelse, at man sagtens kan klare en masse detektivarbejde via internettet. Netflix-dokumentarserien Don’t F*ck with Cats: Hunting an Internet Killer dokumentaren, viste også hvordan dedikerede (og intelligente) mennesker kan klare mere end travle betjente.

Når det er sagt, så er det desuden befriende, at vi også får belyst, hvordan ofrets egen familie heller ikke er helt uskyldige. Især moren til den dræbte Crystal Theobald har en grum historik bag sig. Noget, hun frit indrømmer og taler om, hvilket gør denne dokumentar meget mere reel end nogle af de polerede glansbillede-dokumentarer, der også findes i true crime-genren.

Why Did You Kill Me? Netflix anmeldelse

Se Why Did You Kill Me? på Netflix nu!

Fredrick Munk er instruktøren bag Why Did You Kill Me?, og det er faktisk hans første produktion som instruktør. Tidligere har Fredrick Munk arbejdet mere som producer. Han har dog også arbejdet som assistent til en dokumentarinstruktør før hans egen debut med denne film.

Helt overordnet fungerer denne Netflix-dokumentar især, fordi den ikke bliver sort-hvid. Alle gråtonerne er med, så vi selv får lov til at forholde os til fakta fremfor at blive påduttet, hvordan vi skal føle. Især moren til ofret, Crystal Theobald, viser ærligt sine mørke sider såvel som fornuft – dog nok mest af førstnævnte!

Og bare rolig, der kommer både svar og domme, så selve true crime-sagen optrævles og afgøres. Om retfærdigheden også sker fyldest, er en anden ting. Samtlige personer i denne drabssag (fra ofrets familie til diverse bandemedlemmer) er ofre for deres egne hæslige omstændigheder. Det er uhyggeligt sørgeligt at se hele den grumme virkelighed.

Why Did You Kill Me? udkommer på Netflix den 14. april 2021.

Plot

Grænsen mellem retfærdighed og hævn bliver uklar, da en ulykkelig familie bruger sociale medier til at opspore de mennesker, der dræbte den 24-årige Crystal Theobald.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.