YNDIGE MENNESKER er en dansk gyserantologi baseret på fortællinger af H.C. Andersen. Solide praktiske effekter og en fantastisk samlet produktion gør den bestemt seværdig. Læs vores samlede anmeldelse af Yndige mennesker her og se den digitalt herhjemme nu!
YNDIGE MENNESKER er en dansk gyserantologi (international titel: Adorable Humans) med fire kortfilm, der i sidste ende bindes sammen. Jeg er vild med, når en antologi har en overordnet sammenhæng. Altså, i stedet for en separat del, der skal samle antologien, men egentlig ikke har noget med de enkelte kortfilm at gøre.
I denne antologi er alle segmenterne baseret på fortællinger af vores allesammens ikoniske eventyrforfatter H.C. Andersen. Jeg foretrak nogle af delene frem for andre, men ingen af dem var dårlige, hvilket allerede er et rigtig godt udgangspunkt.
Læs videre nedenfor, hvor vi går i dybden med vores anmeldelse af Yndige mennesker. Filmen kan nu ses digitalt herhjemme og udkommer på DVD næste måned.
Fire fortællinger om menneskets natur
Dybest set handler Yndige mennesker om menneskets natur. Mere specifikt viser disse fortællinger de mørkere sider af mennesket. Vi er jo ude i en decideret gyserantologi, og H.C. Andersen kiggede gerne på de mere dystre sider af menneskets natur.
I den første fortælling, DØDNINGEN, handler det især om alt fra omsorg og opofrelse til et næsten djævelsk begær. Den anden, HISTORIEN OM EN MODER, handler primært om døden og sorgen.
Derefter kommer den tredje, SNEDRONNINGEN, som handler om skam og begær, mens den fjerde og sidste, TANTE TANDPINE, kan beskrives som en fortælling om ren desperation.
Det, de alle har til fælles, er spørgsmålet: Hvad er jeg villig til at gøre eller give afkald på for at få det, jeg ønsker?
Oversimplificerer jeg fortællingerne med ovenstående?
Ja, helt bestemt.
Men det er fordi de skal opleves. Eventyr har altid handlet om at nå frem til fortællingens morale. Det samme gælder de enkelte segmenter i denne gyserantologi.
Eventyrenes og digtenes rædsel
Jeg har altid elsket eventyr og fortællinger om eventyr, da de ofte indeholder elementer af horror eller noget overnaturligt. Derfor giver det uhyggeligt god mening for mig, at H.C. Andersens fortællinger og digte kan tilpasses i netop den retning.
Og ja, digte kan også være fyldt med horror. Det mest oplagte eksempel er nok Edgar Allan Poe og hans dystre tekster, men også danske Hans Christian har leveret nogle mørke scenarier.
Med Yndige mennesker handler det virkelig om menneskets natur og om, hvordan vi reagerer på ting som død, begær og grådighed. Med masser af lækre praktiske effekter til at skrue op for uhyggen fungerede denne gyserantologi langt bedre, end jeg turde håbe på!
Blandt skuespillerne i de fire segmenter, hvor flere af karaktererne på forskellige måder overlapper hinanden, finder vi Albert Rudbeck Lindhardt, Frederik Carlsen, Mie Gren, Nadia Nouamani, Lisa Otto, Anna Reumert, Michael Worthman, Adam Ild Rohweder, Iben Skau, Peter Høgsbro og Sus Wilkins.
Se Yndige mennesker i hjemmebiografen
De fire manuskriptforfattere og instruktører bag antologiens fire kortfilm er Anders Jon Petersen, Kasper Juhl, Michael Kunov og Michael Panduro. Som moderne gyserfilmatiseringer baseret på hans værker krediteres H.C. Andersen naturligvis også som forfatter.
Denne gyserantologi er en klassisk indieproduktion, der er lavet med både hjerte og passion. Ja, selvom den er baseret på en af de mest kendte danske forfattere nogensinde, var Det Danske Filminstitut (DFI) ikke involveret i produktionen.
Filmen blev produceret for omkring 500.000 kroner. Det er et ekstremt lille budget til fire manuskriptforfattere og instruktører samt et cast, der blandt andet tæller skuespillere, som har medvirket i Netflix-produktioner.
Efter at have været vist på flere internationale genrefilmfestivaler samt Blodig weekend, udkommer Yndige mennesker nu som en digital udgivelse den 31. august 2026, efterfulgt af en dansk DVD-udgivelse den 7. september 2026.
FAKTA
DØDNINGEN
Skrevet og instrueret af Anders Jon, med Albert Rudbeck Lindhardt og Sus Wilkins
HISTORIEN OM EN MODER
Skrevet og instrueret af Michael Kunov, med Mille Maria Dalsgaard og Marinus Refnov
SNEDRONNINGEN
Skrevet og instrueret af Kasper Juhl, med Mie Gren og Adam Ild Rohweder
TANTE TANDPINE
Skrevet og instrueret af Michael Panduro, med Peter Høgsbro og Iben Skau
Plot
Fire skæbnefortællinger, inspireret af H.C. Andersens dystre side, vikles ind i hinanden, da overnaturlige kræfter slipper gennem sprækkerne og tvinger fire mennesker til at konfrontere egne dæmoner.
I DØDNINGEN påtager den unge, idealistiske Jonas sig at passe en døende, gammel mand, men må snart sande at jobbet viser sig hårdere end forventet. I HISTORIEN OM EN MODER redder Maj en hjemløs mand fra et hjerteslag og belønnes med et drømmesyn, hvor hun ser sin søn dø i en alvorlig trafikulykke. SNEDRONNINGEN nyfortolkes i historien om Gerda, der finder et mystisk spejl i en nærtliggende skov, med fatale konsekvenser til følge. Sidst er der TANTE TANDPINE, hvor en dæmonisk skikkelse hjemsøger den unge og håbefulde musiker Benny.
📺 Se trailer

