Hellboy nægter at dø 

Sponsoreret indlæg.

To aflyste trilogier, en floppet genstart og et årti uden spil. Alligevel står djævlebarnet stadig oprejst efter mere end 30 år – og det er stadig gyset, der holder ham i live. 

I august 1993 dukkede en stor, rød dæmon med afsavede horn og en stenhånd op i et fire siders sort-hvidt promohæfte, der blev delt ud på San Diego Comic-Con. Figuren var tegnet af Mike Mignola, som dengang mest var kendt som coverkunstner, og hæftet hed slet og ret San Diego Comic-Con Comics #2. Ingen kunne have gættet, at netop den figur skulle ende med at overleve fire spillefilm, adskillige computerspil, tegnefilm, brætspil og stort set alle de medier, man kan klistre en licens på. 

Året efter fik Hellboy sin første rigtige miniserie, Seed of Destruction, hos Dark Horse Comics med John Byrne som medforfatter. Opskriften var på plads fra dag ét: folkeeventyr, Lovecraft-inspireret kosmisk gru og en hovedperson, der hellere vil klappe katte og brokke sig end at opfylde sin skæbne som apokalypsens udsending. Det er den samme blanding af okkultisme, dæmonologi og old-school gys, der stadig gør serien til noget af det mest atmosfæriske, tegneseriemediet har produceret – og som Dark Horse har fejret som et af forlagets absolutte flagskibe siden. 

Men hvor tegneserien har kørt stabilt i tre årtier, har rejsen gennem de andre medier været alt andet end køn. Og det er netop dét, der gør Hellboy til et interessant studie i, hvad der sker, når en kompromisløs, gys-forankret skabervision møder licensindustrien. 

Fra kult til biograflærred og tilbage igen 

Guillermo del Toro og Ron Perlman gav i 2004 Hellboy det, de færreste tegneseriefigurer får: en filmatisering, hvor instruktøren elskede kildematerialet – og gyset i det – højere end studiet gjorde. Del Toro var allerede dengang horror-genrens mest gotiske stemme, og det ses: Hellboy fra 2004 og efterfølgeren The Golden Army fra 2008 blev aldrig kæmpehits på billetkontoret, men de byggede en loyal fanskare på præcis den blanding af monster-design, folklore og mørk atmosfære, som gyserfans går efter. Perlmans version af figuren er stadig for mange den definitive. 

Derfor gjorde det også ondt, da del Toro i februar 2017 bekræftede, at Hellboy 3 aldrig bliver til noget. Trilogien, der skulle have afsluttet historien om djævlebarnets skæbne, endte som et af filmhistoriens store “hvad nu hvis” – og et af de tab, gyser-fans stadig taler om. 

Genstarten fra 2019 med David Harbour i hovedrollen gjorde ikke såret mindre. Filmen forsøgte sig med mere blod og splatter-humor, men floppede hos både anmeldere og publikum, og franchisen lå igen brak, indtil Brian Taylor i 2024 forsøgte sig med The Crooked Man – en billigere, langt mere rendyrket gyserfilm, som Mignola selv var med til at skrive, og som strammer fortællingen op til noget der minder mere om en klassisk hjemsøgt-hus-historie end en superhelte-blockbuster. Fire film, tre forskellige hovedrolleindehavere, nul afsluttede historier. Det er ikke ligefrem drømmescenariet for en filmfranchise, og alligevel bliver der ved med at være nogen, der vil lave den næste. 

Spillene har haft det endnu sværere 

På spilfronten har Hellboy paradoksalt nok haft sværere vilkår end på lærredet. Hellboy: The Science of Evil fra 2008 skulle have redet på filmbølgen, men landede som en glemsom action-titel, og derefter blev der stille. Meget stille. Da roguelite-spillet Hellboy Web of Wyrd endelig landede i oktober 2023, efter det først var blevet udskudt, var det det første rigtige Hellboy-spil i over et årti. 

Web of Wyrd ramte heller ikke plet spilmæssigt – kampsystemet fik hug – men det er stadig det tætteste, noget interaktivt medie er kommet på at gengive Mignolas stregs mørke, håndtegnede gys. Spillet fik desuden en særlig plads i historien af en trist årsag: Det blev en af Lance Reddicks sidste roller som Hellboys stemme. Mellem de to titler måtte fans nøjes med gæsteoptrædener, mest prominent som DLC-figur i Injustice 2 i 2017. 

Licensen har derudover levet videre i mere nicheprægede hjørner – brætspil, terningespil og rollespilsudgivelser – som alle læner sig op ad den samme okkulte B.P.R.D.-mytologi. Selv i spilleautomat-verdenen har nogen taget gyset seriøst: Hellboy-spilleautomaten er bygget med håndtegnet grafik i ren tegneseriestil, og i bonusrunden Underworld sender spillet dig ned i underverden på jagt efter artefakter – med både Liz Sherman, Johann Kraus og Abe Sapien som allierede, og Baba Yaga som den, der jagter dig tilbage. 

Fællesnævneren for de bedste licensprodukter er tydelig: De fungerer, når de tager Mignolas gys-æstetik alvorligt. Web of Wyrds største styrke var netop, at det lignede tegneserien og dens mørke. 

Hvorfor overlever han? 

Svaret ligger nok hos Mignola selv. Hellboy er aldrig blevet solgt fra som en løs licens uden opsyn. Skaberen har haft en finger med i stort set alt fra filmmanuskripter til spilhistorier, og det har bevaret figurens rod i gys og folklore – selv i fejlskuddene. Kernen er altid genkendelig: den trætte, tørre dæmon, der løser overnaturlige problemer med knytnæver og dårlige jokes, mens verdens undergang venter i baggrunden. 

Samtidig er figuren bygget af tidløst gys-materiale. Folkesagn, spøgelseshistorier og pulp-horror går ikke af mode, og modsat superheltekollegerne er Hellboy ikke bundet til et fælles filmunivers, der skal koordineres på tværs af ti produktioner. Hver nye fortolkning kan starte forfra – og det er måske netop derfor, der bliver ved med at komme nye. 

The Crooked Man beviste, at franchisen kan overleve på små budgetter, så længe man holder fast i gyset, og rygterne om nye spilprojekter vil næppe forstumme, nu hvor Web of Wyrd har vist, at formlen “lad det ligne Mignola” faktisk virker. 30 år efter det fotokopierede messehæfte er djævlebarnet stadig i live: forslået og genopfundet mange gange, men i live. 

Hvad er din yndlingsudgave af Hellboy: Perlmans, Harbours, tegneseriens eller en helt fjerde?