Dexter: Original Sin er en prequel-serie om den velkendte seriemorder. Men selvom den får premiere i USA i december, skal vi vente til januar i Danmark, før vi kan se den. Læs mere om seriemorderserien her!

Hvad handler den nye Dexter prequel-serie om?

Dexter: Original Sin foregår i 1991 i Miami og følger en ung Dexter og hans forvandling fra studerende til hævnende seriemorder. Da hans blodtørstige drifter ikke længere kan ignoreres, må Dexter lære at kanalisere sit indre mørke.

Vejledt af sin far, Harry, vedtager Dexter et kodeks, der skal hjælpe ham med at finde og dræbe mennesker, der fortjener at blive fjernet fra samfundet, uden at komme på ordenshåndhævernes radar.

Dette er en særlig udfordring for unge Dexter, da han begynder i praktik i Miami Metro-politiets retsmedicinske afdeling.

Hvem medvirker?

Titelrollen Dexter spilles denne gang af Patrick Gibson (Shadow and Bone), mens Dexters adoptivfar, Harry Morgan, spilles af Christian Slater (Dirty John s2). Dexters søster, Debra Morgan, bliver portrætteret af Molly Brown.

Derudover kan vi opleve Patrick Dempsey, James Martinez, Christina Milian, Alex Shimizu, Reno Wilson og Sarah Michelle Gellar i andre roller.

Den oprindelige Dexter, spillet af Michael C. Hall, vender tilbage som den indre stemme i Dexter Morgans hoved.

Se Dexter: Original Sin på SkyShowtime i 2025!

Seriens showrunner er Clyde Phillips, der også står bag den oprindelige Dexter, Dexter-miniserien Dexter: New Blood samt Nurse Jackie.

Dexter: Original Sin får premiere på SkyShowtime den 30. januar 2025 med de første 3 afsnit ud af i alt 10 afsnit. Derefter kommer der et ugentligt afsnit.

Du kan se traileren nedenfor.

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg