Horror-darlingen Eli Roth er klar med sin næste film, ICE CREAM MAN, og den første teaser trailer lover både sommerstemning og blodige lækkerier. Læs mere og se den iskolde trailer her!
Selvom vi stadig har de blodige billeder fra Thanksgiving relativt frisk i erindringen, hviler gyser-ikonet Eli Roth bestemt ikke på laurbærrene. Han er nemlig aktuel som både instruktør og manuskriptforfatter på den kommende gyser ICE CREAM MAN.
Og før du tænker “remake”, så nej, det er ikke tilfældet. Der er tale om en helt original historie og altså ikke en genindspilning af kultklassikeren fra 1995.
Isbilen bringer død og ødelæggelse
Handlingen i ICE CREAM MAN udspiller sig i en ellers idyllisk lille sommerby. Men idyllen krakelerer hurtigt, da byens lokale ismand begynder at servere søde sager med ekstremt uhyggelige – og dødelige – resultater. Sådan noget kender vi heldigvis ikke fra den lokale Hjem-Is bil. Der bildes børn bare ind, at der ringes med klokken, når der er udsolgt.
Som vi kender Eli Roth, kan vi nok forvente en god portion “gore” og den helt rette blanding af humor og rendyrket terror. Teaseren (som du kan se længere nede) giver os i hvert fald et hurtigt, men intenst indblik i, at disse børn ikke ligefrem får en afslappende sommerferie.
Stærke navne bag kameraet
Eli Roth har ikke kun samlet et spændende cast (der blandt andet tæller Ari Millen fra Orphan Black og Karen Cliche fra Thanksgiving), men har også fået nogle tunge drenge med på lydsiden.
Ingen ringere end Snoop Dogg (nu til dags også fast performer for en vis orangefarvet reality-politikker) og Brandon Roberts (Clown in a Cornfield) står for musikken. Også rap-ikonet Nas er med ombord, da han fungerer som executive producer. Det tyder på en film med masser af kant og en unik lydside.
Se den officielle teaser trailer til ICE CREAM MAN her:
Hvornår får Ice Cream Man dansk premiere?
Filmen rammer de amerikanske biografer den 7. august 2026. I Danmark får vi dog lov at se den i biograferne allerede den 6. august 2026, da Mis. Label har sikret sig distributørrettighederne på disse kanter.
Hvad siger du? Er du klar til en omgang “I scream, you scream, we all scream for ice cream”, eller har du fået nok af uhyggelige ismænd?