Fredag den 13. december 2024 er en god anledning til at se nogle spændende genrefilm, der foregår ved juletid. Vi har fundet 3 film frem, vi kan anbefale til at fejre dagen – både gyserfilm, sci-fi og thrillere.

Fredag den 13. december 2024 er lige om hjørnet, og der findes ingen bedre anledning til at fylde din aften med gys, action og en smule sci-fi. Hvad end du er til creepy julefortællinger, intense thrillere eller noget, der sparker gang i adrenalinen, så er her nogle solide bud på film, der nydes en fredag den 13.

1. Silent Night (2021) – En stille nat med en dramatisk slutning

Hvis du vil have noget, der både er tankevækkende og nervepirrende, er Silent Night et fremragende valg. Filmen kombinerer sort humor med et apokalyptisk twist, hvor en familie samles til en sidste julemiddag, velvidende at verdens undergang er uundgåelig.

Keira Knightley leverer en imponerende præstation som familiens matriark, og filmens kombination af familiedrama og dyster spænding gør den perfekt til en fredag den 13. i december måned.

Du vil grine, græde og sidde tilbage med stof til eftertanke. Læs vores Silent Night anmeldelse >

Silent Night (2021) kan ses på Max.

2. A Creature Was Stirring (2023) – Et julegys ud over det sædvanlige

Forestil dig en juleaften, hvor det hele er alt andet end hyggeligt. A Creature Was Stirring kombinerer julehygge med gruopvækkende uhygge. Filmen handler om en familie, der bliver hjemsøgt af en mystisk og dødelig skabning, mens de forsøger at holde sammen gennem en stormfuld aften.

Med intense scener og en dyster stemning vil denne film holde dig på kanten af sofaen. Og lad os være ærlige, der er noget særligt tilfredsstillende ved at blande julens hygge med et godt gys. Læs vores engelske anmeldelse >

A Creature Was Stirring kan købes på DVD & Blu-ray.

3. Violent Night (2022) – Actionfyldt julekaos

For dig, der elsker action med et strejf af sort humor, er Violent Night den ultimative fredagsfilm. Og ja, også når den fredag falder på den 13. i december. Forestil dig en julesaga, hvor Julemanden selv må træde til som actionhelt for at redde en familie fra en gruppe skruppelløse lejesoldater.

David Harbour spiller en julemand, som du aldrig har set ham før – brutal, beslutsom og fuld af overraskelser. Med eksplosive scener og en historie, der blander komik og kaos, er Violent Night et must-see for actionelskere.

Violent Night kan ses på Viaplay.

Bonus: Hævnthriller i juletiden

Hvis du har lyst til at blande det dystre med et actionfyldt hævntema, kan du gå på opdagelse i en anden film, der også hedder Silent Night. Denne er dog fra 2023 og er instrueret af John Woo. Allerede dér er der jo nærmest garanti for heftig action, da John Woo står bag bl.a. Face/Off.

2023 Silent Night-filmen handler om en sørgende far, der udlever sin længe ventede hævn over en hensynsløs bande juleaften. Det passer perfekt til fredag den 13. – og så ligger den på Prime Video.

Planlæg din fredag den 13. december

Uanset om du ser film alene, med venner eller familie, kan du bruge denne liste som inspiration til en skøn aften. Start med lidt god middag (gerne den slags der kan indtages i sofaen), sæt popcornene over og find slikskålen frem, og skal der ses film.

Fredag den 13. er den perfekte undskyldning for at gå all-in på den dystre stemning. Og når nu den falder i december, kan man jo lige så godt krydre den med lidt jul. Lad eventuelt julelysene blinke, mens alt andet lys slukkes, så der kommer en ekstra dimension juleuhygge.

Så find dine yndlingsfilm frem, og lad dig indhylle i gys, grin og hævnfilm. Rigtig god fredag den 13. december herfra!

Nadja "HorrorDiva" Houmøller