Disney+ lancerer gyserserien ALIEN: EARTH i Danmark i 2025. Serien bringer Alien-franchisen ind i serie-universet, og du kan se den første teaser trailer samt plakat her.

Disney+ præsenterer den kommende sci-fi-gyserserie Alien: Earth, der er skabt af Noah Hawley (Fargo). Serien, som får eksklusiv streamingpremiere i Danmark i sommeren 2025, bringer (forhåbentlig) spænding og gys.

Udgangspunktet er i hvert fald, at et mystisk rumfartøj styrter ned på Jorden i året 2120. Det lyder da i hvert fald både uhyggeligt og meget spændende.

Alien: Earth følger den unge kvinde Wendy og et hold af taktiske soldater. De opdager en trussel mod planeten, som overgår deres værste frygt. Noget, der i hvert fald lyder bekendt i Alien-universet. Mens de søger efter overlevende blandt vraget, støder de på nogle rovdyrsagtige væsener, der tester deres overlevelsesinstinkt til det yderste.

Serien skulle blande intens action med sci-fi-horror og stiller spørgsmålet: Hvad gør vi, når vi står over for Jordens største trussel?

De medvirkende i Alien: Earth

I hovedrollen ses Sydney Chandler (Don’t Worry Darling, Sugar) som Wendy, der er en hybrid med et sind som et barn, men i en voksen krop.

I andre bærende roller får vi Alex Lawther (Black Mirror sæson 3, The End of the F***ing World) og Timothy Olyphant (The Crazies, Santa Clarita Diet).

Derudover medvirker en imponerende international rolleliste: Essie Davis, Samuel Blenkin, Babou Ceesay, David Rysdahl, Adrian Edmondson, Adarsh Gourav, Jonathan Ajayi, Erana James, Lily Newmark, Diem Camille og Moe Bar-El.

Vi glæder os til at se, hvordan Alien-franchisen klarer sig som serie, når den kommer på Disney+ i sommeren 2025.

Du kan se en teaser trailer nedenfor.

Forfatter

  • HorrorDiva

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg