Når Halloween Kills snart får biografpremiere i de danske biografer, bliver det med en regulær hyldest til John Carpenters oprindelige gyserfilm fra 1978. Holdet bag denne nye Halloween-trilogi, der altså fortsætter direkte efter originalfilmen og ignorerer alle andre, har siddet med lup og studeret John Carpenters mesterværk. Læs hvad du skal holde øje med i Halloween Kills her (advertorial).

Halloween Kills er intet mindre end ét stort Easter Egg for fans af John Carpenters film fra 1978. Store fans af Maskernes Nat (som den originale Halloween reelt hedder i Danmark) vil derfor uden tvivl fange langt de fleste klare referencer til den ikoniske gyserfilm fra 1978.

Eller rettere, det er ikke “kun” referencer, da instruktør David Gordon Green og resten af holdet har genskabt rammerne i mange tilfælde. Derfor har blandt andre Halloween kostumedesigner Emily Gunshor bogstavelig talt siddet med et forstørrelsesglas og studeret originalfilmen. Skal man kunne lave en troværdig videreudvikling af scener fra en film, skal detaljerne jo være i orden.

Vi har været så heldige at se en forhåndsvisning af Halloween Kills, og det er altså imponerende, hvor kæmpestort et stykke arbejde, der er udført. Det er fuldt ud på højde med Mike Flanagans arbejde på Doctor Sleep (2019), hvor rammerne fra Ondskabens Hotel skulle genskabes.

Det er oven i købet sådan, at Halloween Kills er anden film i den nye Halloween-trilogi. Den tredje og sidste film kommer i 2022 og hedder, meget passende, Halloween Ends.

Ja, vi er simpelthen så heldige disse år, at der planlægges gyserfilm-trilogier. Derfor er hele holdet fra første film stadig med ombord. Desuden er det nu endnu tydeligere, at dette er et passionsprojekt for David Gordon Green. Man forstår derfor også klart, at både Jamie Lee Curtis og John Carpenter selv er med som producere.

Halloween Kills – Laurie Strode

Kort og godt om Halloween Kills

Vi går ind i lidt flere detaljer (uden spoilers) herunder, men for dem, der gerne vil have, vi går til stålet straks, så følger der lidt guf. Vi har simpelthen lavet en liste i punktform, der kort og godt beskriver, hvordan Maskernes Nat benyttes i Halloween Kills.

  • Den nye trilogi ignorerer alle film undtagen originalen fra 1978
  • Historien i Halloween Kills udspiller sig i 1978 og i 2018
  • 2018-historien fortsætter lige dér, hvor forrige film slap
  • Skuespillere fra 1978 er tilføjet castet i Halloween Kills
  • Scenografi fra 1978 er genskabt 1:1
  • Vi får beviser for, at gyserfans er bedre til at overleve

Halloween-aften 2018 fortsætter

Nu er det dog ikke sådan, at Halloween Kills foregår udelukkende tilbage i 1978. Tværtimod, så skal vi blot have nogle detaljer fra 1978 på plads, ligesom vi skal mindes om et par karakterer fra dengang. Hovedhistorien udspiller sig nemlig stadig i 2018.

Endda stadig på selve Halloween aften den 31. oktober 2018. Vi er simpelthen ikke kommet videre, og derfor er Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) stadig i gang med at bekæmpe Michael Myers. En end-credit scene afslørede da også, at Michael Myers stadig prustede heftigt under masken, da Halloween fra 2018 sluttede.

Det kan i øvrigt varmt anbefales at give 2018-filmen et gensyn, da Halloween Kills som sagt fortsætter direkte efter historien fra denne film. Samtidig indledes Halloween Kills med en scene, der udspiller sig i 1978. Og det er hér, vi som publikum kommer til at nyde godt af, at filmskabere har så meget passion for deres arbejde, at der benyttes lup til genskabelse.

Halloween Kills – Kyle Richards

Skuespillere fra 1978-filmen er tilbage

Allerede med Halloween fra 2018 så vi Jamie Lee Curtis tilbage i hovedrollen som Laurie Strode. Med Halloween Kills hyldes fortiden fra originalfilmen, mens nutidens udfordringer trækker spor med ind i fortællingen. Det er derfor nu ikke kun Jamie Lee Curtis, der kan sige, hun har medvirket i både originalfilmen og denne nye trilogi. Der er nemlig en række skuespillere fra Maskernes Nat (1978), der er med i Halloween Kills (2021).

Meget interessant, var netop denne ikoniske gyserfilm også springbræt for deres respektive karrierer – inklusiv Jamie Lee Curtis selv. Det var nemlig hendes første hovedrolle!

Eftersom originalhistorien udspiller sig i 1978, og den nye historie finder sted i 2018, så passer det jo perfekt, at skuespillerne også er blevet ældre. Af andre skuespillere fra 1978-holdet får vi nu Kyle Richards, der spillede Lindsey, med igen. Det samme gælder Nancy Stephens, som har spillet Marion i en række Halloween-film. Dog kun dem, hvor også Jamie Lee Curtis medvirkede.

Også Charles Cyphers, der spillede politibetjent Brackett i de to første Halloween-film, er med i denne nye. Han er nu meget passende en (ret gammel) sikkerhedsvagt frem for aktiv betjent. Nå ja, og så er Nick Castle også tilbage. Eftersom Nick Castle har spillet Michael Myers – også kendt i rollelisten som “The Shape” – i både 1978 og 2018, så er det ikke fordi, du kender hans ansigt.

Nogle er desværre også døde i mellemtiden – eller kan af andre årsager ikke medvirke. I de tilfælde har man benyttet sig af skuespillere, der ligner og lyder som dem, fra den ikoniske originalfilm. Det gælder især Dr. Loomis, der blev spillet af Donald Pleasence (1919-1995). Det virker på alle måder som en hyldest og fungerer på rigtig fin og flot vis.

Jeg ser og hører faktisk stadig bare Donald Pleasence, når Dr. Loomis er på lærredet i scener, der udspiller sig på Halloween-aften i 1978.

Når man glemmer fortiden, vil historien gentage sig selv

Præcis som i 2018-filmen vil man desuden opleve, at nogle folk i Haddonfield er fra generationer, der ikke kan huske hverken Laurie Strode eller Michael Myers. Børnene i byen er frække (på den virkelig provokerende måde) og er slet ikke bange for Halloween. Eftersom vi alle sammen ved, at Michael Myers nu igen er på fri fod, så er der ellers alt mulig grund til at være bange.

Som traileren – se den nederst på siden her – har afsløret, så ser børn bare en gusten fyr i maske, der stirrer på dem. Som de nymodens børn, de er, er det ikke “børnelokker” de tænker på, men nærmere “pædofile stodder”. De råber bare efter ham uden frygt i livet. Og lige dét er måske ikke så smart, når man står overfor selveste Michael Myers.

Nu er Halloween Kills på alle måder en vild og vanvittig slasher-film, så det er jo ikke fordi, man behøver “gøre noget”. Michael Myers kaster sig jo over enhver, der lige står i vejen.

Netop derfor er det vigtigt, at man som gyserfan husker alt, hvad man har lært. Præcis som man altid ryster på hovedet, når nogen siger “I’ll be right back!”. Det er jo nærmest en dødsdom. Der er bare større chance for at overleve, hvis man bruger det, man har lært. Især dette: Selvom skurken går, og du løber, så indhentes du altid. Når du så skal kæmpe tilbage, bliver du ved med at slå. Ét slag er aldrig nok!

Halloween Kills har premiere i de danske biografer den 14. oktober 2021.

Du kan også læse vores anmeldelse af filmen her > 

Advertisement

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.