Læs mere om – og se det første klip fra den kommende serie – RIGET EXODUS, der bliver den sidste sæson af den overnaturlige, danske serie. Kommer på Viaplay til efteråret!

Med RIGET EXODUS både fortsætter og afslutter Lars von Trier sin kultserie-klassiker fra 90’erne. Spøgelseshistorien om hospitalet ved blegedammene, hvor det onde har vundet fodfæste, og lægevidenskaben har sin daglige kamp med sig selv, med svenskerne og det overnaturlige og uforklarlige i en blanding af gys, gru og grin.

Plottet til serien:

Stærkt påvirket af spøgelses tv-serien RIGET søger søvngængeren Karen svar på seriens uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang. En aften, da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet. Porten til RIGET er begyndt at åbne sig på ny.

Riget Exodus medvirkende

De medvirkende i RIGET EXODUS

Bodil Jørgensen ses i en af seriens hovedroller som søvngængeren Karen, og Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky administrerende overlæge Pontopidan, hvis sekretær Fru Svendsen spilles af Birthe Neumann. Nikolaj Lie Kaas er den indebrændte reservelæge Filip Naver, mens Nicolas Bro er portøren Bulder. Rigets nye opvaskere spilles af Jesper Sørensen og en specialfremstillet robot.

Ghita Nørby er tilbage i rollen som Rigmor Mortensen, og den tidligere reservelæge Judith spilles af Birgitte Raaberg. Henning Jensen er tilbage som Hospitalsdirektør Bob, og sygeplejersken Camilla spilles igen af Solbjørg Højfeldt.

LÆS OGSÅ:

Vores anmeldelse af RIGET som teaterstykke >

Det bliver også et gensyn med Peter Mygind som Mogge og Søren Pilmark i rollen som reservelægen Krogshøj (Krogen). Laura Christensen vender tilbage i rollen som Mona, og Udo Kier ses i rollen som Storebror.

Riget Exodus får premiere den 9. oktober 2022 – først på Viaplay og efterfølgende vil den kunne ses på DR.

Se traileren til RIGET EXODUS nedenfor.

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.