I går havde American Horror Story sæson 6 premiere i USA, og der kom det endelig frem, hvad serien handler om.

Sæson 6 hedder American Horror Story: Roanoke – og det siger nok ikke mange danskere forfærdelig meget. Myten om Roanoke handler om en koloni tilbage i 1590, hvor 117 bosættere pludselig forsvandt. Om du kender historien eller ej, så kan vi nok hurtigt blive enige om, at der i hvert fald er et godt udgangspunkt til gys.

AHS Roanoke huset

American Horror Story: Roanoke handler om Shelby (Lily Rabe) og hendes mand Matt, der flytter fra byen ud til skoven i Roanoke, North Carolina, hvor de køber et hus. Men det er naturligvis ikke enkelt. American Horror Story sæson 6 er derfor lavet som en slags dokumentar. Det betyder, at Lily Rabe spiller den “virkelige” Shelby og fortæller hendes historie.

Når vi så skal se, hvordan det hele rent faktisk er sket, ser vi Sarah Paulson spille Lily Rabe’s karakter Shelby i flashbacks. Eller måske rettere som en form for “rekonstruktion” af, hvordan det hele skete. I disse scener spiller Cuba Gooding Jr. hendes mand Matt.

Forvirret? Se traileren nedenfor.

Det lyder rigtig spændende, men kan naturligvis også hurtigt blive en lidt rodet affære. Indtil videre er dommen fra de amerikanske medier lidt blandet, men det plejer faktisk at være tilfældet med alle nye sæsoner, da de skifter stil og tema hver gang. American Horror Story sæson 6 lyder i hvert fald som en sæson med potentiale til solide gyserscener.

I andre roller ser vi flere af de garvede American Horror Story veteraner; Angela Bassett spiller søster til Cuba Gooding Jr.’s karakter, mens Kathy Bates, Wes Bentley og Lady Gaga også kommer tilbage. Sidstnævnte skulle dog ikke være med i første afsnit.

Du kan se American Horror Story: Roanoke på Netflix fra 16. august 2017

Forfatter

  • Nadja "HorrorDiva" Houmøller

    Jeg kan huske den første gyser, jeg så, da jeg var ca. 8-9 år. Det var nemlig 'Poltergeist', som min far havde optaget, og jeg efterfølgende sneg mig til at se, mens jeg var alene hjemme. Og det var på trods af, at min far udførligt havde lavet et grøn/gul/rød-system over hvilke film, jeg måtte se og ikke se... 'Poltergeist' var selvfølgelig en af de røde. Siden da har jeg haft en massiv interesse i at se gyserfilm, og jeg har altid fulgt med i hvilke kommende gysere, der var undervejs. Jeg foretrækker uden tvivl de lidt nyere gyserfilm. Et udpluk af mine favoritfilm: El orfanato, [REC], The Others, 28 Days Later, Eden Lake, The Descent, Se7en, Drag Me to Hell, The Mist, Haute Tension, Martyrs, The Strangers, The Cabin in the Woods. Udover min store interesse for horror-genren, har jeg også studeret 'Art of Film' på Berkeley, Californien, USA.

    Vis alle indlæg