:: Anmeldelse ::

Vi købte den britiske DVD udgave af denne film, da den udkom allerede 3. august, og den danske version endnu ikke er udkommet. Mit første spørgsmål, så snart jeg så titlen, var: Handler denne film om lesbiske, der dræber vampyrer? Eller om personer, der dræber lesbiske vampyrer? Begge dele kan egentlig være lige underholdende – uanset hvad vil der jo være noget girl-on-girl action, der altid har kunnet sælge lidt ekstra billetter (eller eksemplarer) i horror genren. I dette tilfælde er det sidstnævnte, så vi er ude i, at der findes en klan af lesbiske vampyrer, og så er der nogle kiksede anti-helte, som skal prøve at slå dem ihjel.

Egentlig starter den på den rigtige måde; Super kitch storytelling om hvordan denne klan af lesbiske vampyrer opstod, men derefter er det tydeligt, at den meget gerne vil være ‘Shawn of the Dead’ på nye eventyr, men desværre er det lige så tydeligt, at den slet ikke er tæt på at opnå dette. Den tager ikke sig selv for seriøst – overhovedet ikke – som ellers kan være problemet med denne underkategori i genren, men måske det også er en del af problemet. Den bliver lige lidt for plat, og mister det fokus, som lige netop fungerer i de campy horrorfilm, hvor humoren også får lov at fylde meget.

Der er en del "lige ved og næsten" over denne film. Den er ofte på rette spor, men så sker der noget, hvor man alligevel sidder og grimmer sig over udviklingen – og ikke på en sjov og kitch måde. Men den er da bestemt underholdende, og har trods alt også en god portion ret potent humor, hvilket ofte er hovedformålet med humor-horror filmene. Så den er ikke helt så ringe endda. Se den gerne, hvis du er i humør til noget plat med splat, men den er ikke oplagt til en horror aften, hvor der gerne skal være lidt uhygge over aftenen. Uhyggelig er den ikke, men underholdningen er alligevel hjemme.

:: Heaven of Trivia ::

Manuskriptforfatterne, Stewart Williams og Paul Hupfield – der begge er producere hos MTV – fik udfordringen: Find på den dummeste og alligevel mest kommercielle titel muligt for en film? ‘Lesbian Vampire Killers’ blev deres svar på udfordringen, og derefter gik de igang med at skrive selve manuskriptet. 

Fakta

(Originaltitel: Lesbian Vampire Killers)

På DVD/Blu-Ray: 24-11-2009 (leje) / 08-12-2009 (salg)
Genre: Komedie / gyser
Instr.: Phil Claydon
Medv.: James Corden, Paul McGann, Silvia Colloca, MyAnna Buring, Matthew Horne, m.fl. 
Land: UK, 2009

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg