:: Anmeldelse :
Vi får en helt ny – og kulsort – vinkel på den klassiske historie om Hans og Grete i gyserkomedien Hansel & Gretel Get Baked. Allerede titlen siger en del om, hvad man kan forvente – Hans og Grete kommer på kant med en pot-sælgende heks.
Lad os starte med skuespillet, for da vi så Lara Flynn Boyle’s navn på coveret, tænkte vi straks: “Er det ikke hende den pæne fra Twin Peaks, der nu ligner lort efter en bunke mislykkede plastikoperationer?” Og jo, det er det. Men hendes fordel her er, at hun skal spille en heks, der til at starte med er en ældre dame, og efter at have suget et par teenageres livskræfter bliver hun lidt yngre. Ved den yngre version af hende stirrer man konstant på den misformede overlæbe, men hun skal jo trods alt forestille at være en heks, så hvad fa’en. Det fungerer faktisk overraskende godt. Og så er hun altså helt fabelagtig i rollen som denne noget anderledes heks, der er super narcissist og i besiddelse af nogle skarpe one-liners!
Rollerne som Hansel og Gretel spilles af henholdsvis Michael Welch (Twilight-filmene, Day of the Dead) og Molly C. Quinn (Familien Miller… langt over grænsen), og det gør de skam udmærket. Men det er jo ikke ligefrem noget dybt materiale, de har at arbejde med. Og så må man altså give Lara Flynn Boyle, at hun markant overstråler alle de yngre kræfter. Igen, så har de ikke meget at arbejde med, og hun har – helt utvetydigt – den mest interessante rolle, så det overrasker ikke ligefrem.
Saw-skuespilleren Cary Elwes’ navn er med på coveret, men det er altså lidt en overdrivelse, for han optræder blot i de første par minutter af filmen i en næsten uigenkendelig og totalt overspillet cameo. Det er en sjov lille gimmick, men bestemt heller ikke andet end netop dét.
Instruktøren Duane Journey har lavet et par andre film, men er ikke ligefrem rutineret, og selvom filmen kun varer 1 time og 15 minutter, så føles den stadig en anelse for lang. Men hvis du sidder en fredag aften og keder dig, så er Hansel & Gretel Get Baked en ganske underholdende film – så længe du har indstillet dine forventninger til det jævne.
Fakta
DVD-premiere: 22-05-2014
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Duane Journey
Medvirkende: Molly C. Quinn, Michael Welch, Lara Flynn Boyle m.fl.
Vil bare lige sige at til alle der læser og elsker Koontz, så er odd Thomas bestemt værd at se. Synes den har fanget hans spøjse, uhyggelige og humoristiske islet som bogen også byder på.