[REC]³ Génesis afviger fra de andre REC-film ved at gå væk fra Point-of-View vinklerne, men der er stadig smæk på! Læs vores anmeldelse her…

Så blev det tid til tredie runde af den spanske [REC]-filmserie, og endnu engang er det med Paco Plaza ved roret som instruktør og manuskriptforfatter. Han har været instruktør og manus-forfatter på alle tre film.

De første to film er dog instrueret sammen med Jaume Balagueró (‘De navnløse’ og ‘Frágiles’), ligesom han var medforfatter på disse to, mens Luiso Berdejo har været med til at skrive alle tre, og David Gallart kom med som forfatter på denne tredie film.

Det faktum, at mange af de samme kræfter fortsat står bag, giver den røde tråd i alle film, selvom denne på flere måder afviger fra [REC] normen, vi hidtil har kendt.

Væk fra POV

Denne film afviger primært ved, at den ikke primært bruger POV (Point-of-View) vinkel via diverse håndholdte kameraer. Det giver ellers en mere personlig og realistisk oplevelse, der samtidig også virker klaustrofobisk, da vi ikke kan se andet end det, de forskellige personer optager via deres kamera (samme metode bruges eksempelvis i alle ‘Paranormal Activity’-filmene).

Det er dog ikke fordi, vi slet ikke får POV-oplevelse, for mange sekvenser er stadig filmet på denne måde. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er en helt ekstraordinær elegant måde, de kommer udover dette. Så for mig personligt, gjorde det absolut ikke noget. Og det er selvom, jeg er stor tilhænger af POV, da jeg elsker den klaustrofobiske følelse, det giver.

[REC]³ Génesis – Anmeldelse

Ukendt cast

Castet i denne omgang er – af gode årsager, da historien foregår sideløbende med den første film – helt nyt, men det gør absolut ikke noget, for det er igen en spændende, broget skare af mennesker. Nu foregår denne film også ved et bryllup, så det giver næsten sig selv, at vi får alverdens forskellige personligheder ind over.

De to primære hovedroller er brudeparret, Clara og Kolde, der spilles af henholdsvis Leticia Dolera og Diego Martín. Personligt kender jeg ikke meget til disse skuespillere, men de har lavet meget TV og er velkendte i deres hjemland, Spanien. De gør dog begge absolut god figur i denne film (de virker MEGET forelskede), så jeg håber da, at vi kommer til at se meget mere til dem i vores horror-univers.

[REC]³ Génesis – Anmeldelse

Kendte horror referencer

Der er løbende en del referencer til de to første film, og det kan derfor anbefales at se dem alle lige efter hinanden, hvis man skal have alle detaljer med. Blandt andet samler 3’eren fint trådene op omkring det “religiøse” element fra 2’eren.

Kunne du lide den første [REC] film, så vil jeg anbefale, at du ser denne film med et åbent sind. Også selvom den ikke kun er POV, da det bidrager positivt til overblikket i denne historie. Det er trods alt mere omfattende, da vi er til et bryllup med ekstremt mange mennesker og steder (både udendørs og indendørs), som ikke realistisk ville kunne fanges kun med POV, uden det blev alt for søgt.

Helt overordnet er der ingen tvivl om, at folkene bag [REC] simpelthen elsker horror helt grundlæggende, og det skinner igennem på alle planer. Der kommer endda et par referencer specifikt til ‘Evil Dead’ og ‘Army of Darkness’-universet (det gælder også brugen af mørk humor) i en del af udviklingen, hvilket man allerede får en god indikation af på DVD-coveret.

Vi venter spændt på REC 4, der starter direkte efter 1’eren, da den følger Angela, som kommer ud af den infesterede bygning.

FAKTA

DVD/Blu-ray: 12. marts 2013
Genre: Horror | Mørk komedie
Instruktør: Paco Plaza
Medvirkende: Leticia Dolera, Diego Martin m.fl.
Land: Spanien, 2012

Plot

Koldo og Clara skal til at fejre den vigtigste dag i deres liv: Deres bryllup. Alt synes at køre gnidningsfrit, og bruden, gommen og deres familier nyder en dejlig dag… Lige indtil nogle af gæsterne begynder at vise tegn på en mærkelig sygdom. Før de ved, hvad der sker, befinder bruden og brudgommen sig midt i et helvede, da brylluppet ender i en voldsrus. Midt i kaoset bliver Koldo og Clara adskilt og begynder en desperat søgen efter hinanden. Hvad der startede ud som en idyllisk dag, bliver hurtigt et mareridt af den værste slags…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg