Så blev det tid til endnu en omgang med den herlige karakter Riddick i form af Vin Diesel.

Og lad os straks slå fast, at han naturligvis leverer en stilsikker præstation igen, da han jo bare er Riddick. En underlig blanding af Schwarzenegger i en hvilken som helst 80’er film, men lidt Bruce Willis humor og Dirty Harry attitude.

Det er drengerøvs-underholdning af bedste skuffe, og nu har vi endda også en kvindelig karakter, som reelt er den absolut sejeste foruden Riddick himself. Det er da også Katee Sackhoff, som mange nok vil genkende som Starbuck fra ‘Battlestar Galactica’, hvis man har gjort sig selv den tjeneste at se TV-serien samt den nyligt udgivede ‘The Haunting in Connecticut 2: Ghosts of Georgia’. De to har en super dynamik og samme fandenivoldske temperament og fremgangsmåde.

Der er vel ikke som sådan noget nyt under solen med denne film, der da også er skrevet og instrueret af David Twohy, der har instrueret og skrevet manuskriptet til de to forgængere ‘Pitch Black’ (2000) og ‘The Chronicles of Riddick’ (2004) – foruden at han også har skrevet et hav af andre meget velkendte manuskripter såsom ‘Flygtningen’, ‘Waterworld’ og ‘G.I. Jane’.

Det er en visuelt flot film, hvor effekterne fungerer rigtig godt, da vi befinder os i Riddick-universet og alt laves og fortælles ud fra en klar rød tråd. Jeg synes især, det mest interessante var starten af filmen, hvor der faktisk ikke tales i ret lang tid, men til gengæld følger vi bare vores hovedperson rundt på en ny og fascinerende planet.

Det eneste klare minus ved filmen er dog, at der forsvinder en del af spændingen og energien, når man føler, at man med 100% sikkerhed ved, at Riddick nok skal klare og overleve alt. Men underholdende er det da, når man skal se, hvordan han klarer den.

Fakta

Biografpremiere: 26-09-2013
Genre: Thriller, Science Fiction, Action
Instruktør: David Twohy
Medvirkende: Vin Diesel, Katee Sackhoff, Karl Urban, Bokeem Woodbine m.fl.

Om forfatteren

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.