Scherzo Diabolico fortæller en virkelig vild historie, der desværre fortsætter længere end optimalt!

Helt fra starten af Scherzo Diabolico fornemmer man klart, at dette er en lidt alternativ fortælling. Hvis man har set instruktør Bogliano’s tidligere film såsom Here Comes the Devil, kommer det dog ikke som nogen overraskelse.

I denne omgang bæres plottet godt frem af klassisk musik, da vores hovedperson er meget begejstret for klaverspil. Ikke at han selv kan spille, da hans klaverlærerinde fortalte ham, at hans små buttede fingre aldrig ville kunne nå alle tangenterne ordentlig. Så er den drøm ligesom skudt i smadder.

Og det er faktisk ret syptomatisk for hans liv. Der er altid nogen andre, der står i vejen for hans lykke. Om så det er hans chef, hans kone eller noget helt tredie, det er faktisk ligegyldigt.

scherzo diabolico anmeldelse

Målet er nemlig at få styr på hele baduljen, og for at opnå en følelse af kontrol, så kidnapper han da lige en pige. Som den meget pernitne revisor han er, så er alt fuldstændig timet og tilrettelagt, så det er faktisk en smal sag. Den virkelige historie er det, der kommer bagefter.

Og dét må jeg sgu give Scherzo Diabolico, den fik mig sateme op af sædet, når historien tog nogle vilde drejninger. Lige når jeg synes, at det kørte lidt for meget i ring, så skete der noget nyt. Der kommer en fantastisk udvikling, som havde været oplagt at ende filmen på. Havde den sluttet dér, så havde vi været oppe på fem stjerner.

scherzo diabolico 2015

Fra Shyamalan til Tarantino

Desværre løber den ret så meget løbsk, og leverer en crazy Tarantino-agtig slutning i stedet for at ende på en høj Shyamalan note. Det synes jeg personligt er møg-ærgerligt, da jeg vitterligt blev taget ved næsen (for nu en gangs skyld at bruge et pænere udtryk) flere gange undervejs. Castet fungerer rigtig godt, men mit syn på deres præstation bliver naturligvis også farvet af, at filmen ændrer retning og tone flere gange undervejs. Det er ikke nogen positiv udvikling, når det bliver så intenst og diffust.

At filmen “kun” varer knap 100 minutter er et mysterie for mig, da jeg følte, den varede nærmest to timer. Det er desværre slutningen, der trækker tænder. Ikke at det er uspændende, men det bliver bare meget søgt og vildt fremfor at være intelligent og spændende.

Det er virkelig en uheldig udvikling, men historien undervejs er klar nok til, at jeg nu glæder mig til, at Adrián García Bogliano skriver og instruerer en ny film. At den næste film skulle komme næste år og er en svensk [ja, svensk som i Sverige] gyserfilm, der har titlen Svart Cirkel er meget interessant. Og at den skulle have Christina Lindberg og Inger Nilsson – henholdsvis en sengekantsfilmstjerne fra 1970’erne og selveste Pippi Langstrømpe – på rollelisten gør det absolut ikke mindre spændende.

Fakta

Biografpremiere: Blodig Weekend 2015
DVD-premiere: 21-07-2016
Genre: Thriller
Instruktør: Adrián García Bogliano
Medvirkende: Francisco Barreiro, Daniela Soto Vell, Jorge Molina, Milena Pezzi m.fl.

Resumé
Aram er en livstræt revisor, der lever et ubærligt kedeligt liv. Han kone er på nakken af ham, og han tjener knap til dagen og vejen. Men under overfladen har Aram gennem længere tid lagt uhyggelige planer, der langt om længe skal skaffe ham som fortjent. En dag kidnapper han en skolepige og holder hende fanget i et forladt varehus. Men hvad der virker som den perfekte plan, tager snart en drejning til et sort mareridt, og ender som et blodigt korthus, der langsomt ramler sammen.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg