Den snigende uhygge, og de mistænkelige personer, er ikke helt nok til at holde spændingen i Road Games.

Road Games er en god introduktion til fransk horror, da omkring halvdelen af dialogen foregår på engelsk. Ud af de fire hovedpersoner har vi nemlig to franskmænd, en amerikaner og en brite, så der tales fransk, engelsk og en kombination af disse. Det fungerer faktisk fint, og man føler næsten, at man har lært lidt fransk undervejs. Der er dog også en ret intens uhygge helt fra starten, så det er ikke fordi, vi er ude i en regulær sprogskole. Til gengæld kan det knibe lidt med spændingen undervejs.

Jeg elsker selv at gætte med på plottet. Eller rettere plot twistet. Jeg elsker det faktisk i en sådan grad, at det kan være ret belastende at høre på mine stadigt vildere teorier undervejs. Derfor var Road Games lidt af en udfordring for mig. Det blev nemlig så eftertrykkeligt tydeligt, at noget var under opsejling. Det betød, at jeg ret tidligt i forløbet begyndte med mine gætterier. Og eftersom dette er et mysterie pakket ind i gys og drama, så vil det nok gælde de fleste. Vi ved nemlig, at der er en seriemorder løs, og vi konfronteres med diverse mistænkelige – eller bare underlige – personer undervejs, der giver anledning til at kaste anklager afsted.

Det resulterede desværre i, at historien i Road Games efterhånden begyndte at virke uendelig træg. Det er vel næsten uundgåeligt, når der ikke rigtig kommer nogen forløsning undervejs. Bare rolig, du får sammenhængen, inden rulleteksterne kommer. Om så det allerede er gættet, eller kommer som et chok, er en anden sag.

Road Games

Fransk, britisk og amerikansk i diverse afskygninger

På skuespillersiden har vi Barbara Crampton (We Are Still Here, You’re Next), der siden sin rolle i Re-Animator fra 1985 har været lidt at et ikon i horrorverdenen. Som det meget franske islæt har vi Frédéric Pierrot (De kaldte hende Sarah) og Joséphine de La Baume (Kiss of the Damned), mens den primære hovedperson spilles af britiske Andrew Simpson, der også spillede titelrollen i BBC miniserien The Life and Adventures of Nick Nickleby fra 2012.

De gør det alle fint, men Barbara Crampton rammer sgu skævt på visse replikker. Helt galt går det, når der skal siges replikker på fransk, og der er tyk amerikansk accent inde over, at det nærmere lyder som et asiatisk sprog af en art. Meget morsomt, men det var næppe intentionen, da hun har en af de mest hjerteskærende roller. Til gengæld har hun dog også nogle af de bedste scener, så måske man bare burde have undladt det franske, når nu det ikke fungerer.

Filmen er skrevet og instrueret af Abner Pastoll, der med Road Games får sin solodebut som spillefilminstruktør (han instruerede Shooting Shona fra 2004 sammen med Kamma Pastoll). Potentialet er hele tiden tydeligt, men til min smag bliver det trukket for langt ud. Det er som om, der er for meget fokus på bevidst at holde sammenhængen skjult for publikum. Det sker derfor i en sådan grad, at det virker som om, karaktererne heller ikke selv kan holde styr på, hvad der er sandt og falskt.

ROAD GAMES Barbara Crampton

Fakta

VOD-premiere: 18-07-2016
Genre: Thriller
Instruktør: Abner Pastoll
Medvirkende: Andrew Simpson, Joséphine de La Baume, Frédéric Pierrot, Barbara Crampton m.fl.

Resumé
Efter en katastrofal sommerrejse blaffer Jack nu rundt i det solbadede franske landskab, hvor han kun har sit britiske pas. Uvidende om de farer, der lurer på vejene, forsøger han uden det store held at komme hjem. Undervejs slår han sig sammen med en anden blaffer, den smukke franske pige Véronique. En venlig, men lidt mærkelig franskmand, Grizard, samler dem op og tilbyder, at de kan overnatte hos ham og hans kone, så de ikke er udsat for vejenes farer. Men Jack bliver snart opmærksom på uhyggelige farer, og han må nu forsøge at redde sit eget og Véroniques liv i en kamp mod en uventet fjende.

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.