Annabelle 2: Skabelsen leverer det klassiske gys med alt, hvad det indebærer – knirkende døre, uhyggelige dukker, skræmmende musik og et stort mørkt hus.

Annabelle 2: Skabelsen binder hele The Conjuring-universet sammen på perfekt vis. Den er nemlig fuldstændig i tråd med de to Nattens dæmoner-film. Og så leverer Annabelle 2: Skabelsen det, som den første Annabelle-film havde lidt svært ved: Rigtig uhygge!

Hvis du kunne lide den spanske gyser Børnehjemmet, så burde Annabelle 2: Skabelsen gå rent ind hos dig. Der bruges tid på at vise både de fysiske og emotionelle rammer for historien, men alt er med henblik på øget uhygge senere hen.

Netop derfor bruges der også tid på børnene. Vi skal se, hvor søde og uskyldige pigerne er, så kontrasten bliver ekstra voldsom, når de skal udsættes for ren ondskab.

Annabelle 2: Skabelsen – Lulu Wilson

Annabelle 2: Skabelsen – Lulu Wilson

Pigerne stjæler billedet på uhyggelig vis

Og lige præcis pigerne i Annabelle 2: Skabelsen er altså stjernerne. Jeg forventede umiddelbart, at Miranda Otto (Ringenes Herre) ville have en mere prominent rolle, men det er klart børnene, der er i fokus. Også Anthony LaPaglia spiller en begrænset rolle, men er dog mere med end førnævnte Miranda Otto.

Det er ikke en kritik af de to garvede skuespillere, men mere et udtryk for min egen overraskelse. Når velkendte navne er på rollelisten, så forventer man, at de skal fylde meget, men det var et glædeligt twist, at de reelt “bare” skal facilitere historien, som fortælles af børnene.

Lige præcis denne fremgangsmåde har jo også været en succes i gyserfilm længe. Ikke mindst i forhold til førnævnte Børnehjemmet og It samt Netflix-serien Stranger Things. Og ja, med den nye spillefilmsversion af netop Stephen Kings It – den tidligere filmatisering var reelt en mini TV-serie – så kører denne stil for fuld udblæsning.

Annabelle 2: Skabelsen – Talitha Bateman og Stephanie Sigma

Annabelle 2: Skabelsen – Talitha Bateman

Det er især to piger, der leverer de store præstationer i Annabelle 2: Skabelsen, nemlig de to yngste, som naturligvis er dem, der bliver udset som ofre af de onde kræfter.

Garvede gyser-stjerner i ung alder

Talitha Bateman spiller Janice, der har problemer med benene efter at være blevet ramt af polio. Hendes bedste veninde (de to ser faktisk hinanden som søstre) spilles af Lulu Wilson, som mange nok vil genkende fra Ouija 2.

Annabelle 2: Skabelsen har hun en ganske anden type rolle, men hun er altså perfekt til disse gyserfilm. Ikke mindst lige denne subgenre, hvor vi får “origin”-historierne, og derfor befinder os flere årtier tilbage i tiden.

Af de voksne skuespillere er det primært Stephanie Sigman, der skiller sig ud som “Sister Charlotte”. Hun passer på pigerne med en enorm varme og oprigtighed, men tillader samtidig ikke at de løber om hjørner med hende.

Og ja, så er hun jo nonne, som – foruden dukker – er det helt store skræmmebillede i The Conjuring-universet. Og dén detalje berøres bestemt også i denne film, hvor vi på elegant vis får lagt lidt op til den kommende The Conjuring spin-off The Nun.

Annabelle 2: Skabelsen – Talitha Bateman og Stephanie Sigman

Annabelle 2: Skabelsen – Talitha Bateman og Stephanie Sigman

Men vigtigst af alt, så er der både solid uhygge af den klassiske slags i denne film. Et gammelt knirkende hus, en uhyggelig lade, et livagtigt fugleskræmsel og en gammel brønd ude bag ved. Og et helt fantastisk spil med lys og mørke, der er i eminent samspil med lydsiden.

Fungerer perfekt som oprindelses historie

Nå ja, og eftersom dette er en prequel til Annabelle-filmen, så er det jo også ret vigtigt, at denne film fungerer som optakt til den velkendte historie. Og dét gør den. Faktisk kører historien i Annabelle 2: Skabelsen hele vejen frem til historien i forrige film. På den måde bindes de to historier perfekt sammen.

Det kan derfor klart anbefales lige at se Annabelleinden man ser Annabelle 2: Skabelsen. Det er på ingen måde en nødvendighed, men det fungerer super godt.

Vores svenske broderfolk har altså leveret alletiders spændende gyserinstruktør i David F. Sandberg. Om man kunne lide Lights Out eller ej, så kan han sateme noget med at skabe perfekt gyserstemning i sine film.

Og hans kone, Lotta Losten, der spillede hovedrollen i kortfilmen Lights Out (der startede hele deres Hollywood eventyr) er naturligvis med i en lille, men væsentlig, rolle.

Herfra glæder vi os til at følge David F. Sandberg og Lotta Losten i deres fremtidige projekter og er stolte over, at Skandinavien igen sidder godt med i den internationale gyser-elite.

Blu-ray detaljer

Annabelle 2: Skabelsen er udkommet på Blu-ray den 14. december 2018, hvor der er en række ekstramaterialer. Disse byder bl.a. på slettede scener, et smugkig på den kommende The Nun, og 2 kortfilm, der gav inspiration til Annabelle 2: Skabelsen. Så der er god grund til at investere i denne udgave.

Fakta

Biografpremiere: 10-08-2017
DVD-premiere: 14-12-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: David F. Sandberg
Medvirkende: Lulu Wilson, Talitha Bateman, Miranda Otto, Anthony LaPaglia, Stephanie Sigman m.fl.

En dukkemager og hans kone inviterer en nonne og en række piger fra et børnehjem ind i deres hus, nogle år efter deres egen datter er omkommet på tragisk vis. Snart begynder de alle at blive hjemsøgt af dukkemagerens besatte kreation, Annabelle.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg