Annabelle er en spin-off til den populære gyserfilm Nattens Dæmoner, og den leverer nogle gys, men ikke i samme klasse som dens “moder”.

Ventetiden for de fleste film i et populært univers (eller franchise, om man vil) kan ofte føles urimelig lang og ret bittersød. Først får man en premieredato, der ligger langt ude i fremtiden, og når vi så endelig nærmer os denne dato begynder de første fornemmelser – og ikke mindst screening anmeldelser fra filmfestivaller – at tikke ind.

Enten er alt fantastisk, og ventetiden føles nu endnu længere, eller også – som det var tilfældet med Annabelle – så er de første tilbagemeldinger fyldt med en overvældende fornemmelse af skuffelse. Heldigvis blev det bedre med tiden, og lige nu er Annabelle anmeldelserne reelt ret splittede.

Da vi endelig fik mulighed for at se filmen den forgangne weekend, var det derfor med et ret åbent sind og uden de store forventninger. Lad mig derfor bare straks slå fast, at vi blev glædeligt overraskede.

Smager lidt af Rosemary’s Baby

Vi havde hørt om mange lighedspunkter til horror-klassikeren Rosemary’s Baby, og vi så den derfor i denne weekend for at have den frisk i hukommelsen. Instruktøren, John R. Leonetti, har da også selv fortalt, at han har ladet sig inspirere af netop denne film, så Annabelle er på sin vis en hyldest til ånden i den film – historien er nemlig en helt anden!

Og det er altså en virkelig lækker skudt film med enorm fokus på stil, og heldigvis også et indhold, der rent faktisk har substans. Der er en helt guddommelig (eller burde man sige diabolsk) stemning i filmen, der faktisk aldrig helt holder pause. Det holder publikum på sædekanten, og man sympatiserer i den grad med den nybagte mor, der er meget alene i en lydt lejlighed, hvor der er én telefon, som man har held og lykke med at nå hen til, hver gang der sker noget frygteligt.

Det er faktisk ret befriende, at vi i denne film er fri på al den moderne teknik og kommunikationsmidler, nu hvor den foregår i 1960’erne. Det er meget mere uhyggeligt med et gammelt tv og en pladespiller, der opfører sig mærkeligt.

Annabelle anmeldelse

Den primære hovedrolle er klart moderen, Mia (måske endnu en reference til Rosemary’s Baby, hvor Mia Farrow spillede hovedrollen), som leverer fantastisk skuespil, der sikrer identificering med hendes karakter. Endda ofte i scener, hvor hun er helt alene.

Babyen i denne film er en regulær solstråle, der bare smiler og pludrer, hvilket kun gør det hele meget mere uhyggeligt. Og så er Alfre Woodard med i en spændende birolle, hvor hun også gør det virkelig godt.

Manuskriptet er skrevet af Gary Dauberman, som er rimelig grøn inden for spillefilm genren, og det slipper han altså rimelig godt afsted med. Historien er dog lige lovlig blankpoleret (især slutningen) til, at filmen bliver rigtig god – så vi lander på 4 solide splatter.

Og så ser vi ellers frem til en “rigtig” The Conjuringfortsættelse i 2016, hvor James Wan vender tilbage i instruktørstolen med The Conjuring 2.

Fakta

Biografpremiere: 16-10-2014
Genre: Horror
Instruktør: John Leonetti
Medvirkende: Alfre Woodard, Annabelle Wallis, Ward Horton, Eric Ladin, Brian Howe m.fl.

Resumé
John Form har fundet den perfekte gave til sin gravide kone, Mia: en sjælden, smuk, vintage-dukke i en uskyldig hvid bryllupskjole. Men Mias glæde over Annabelle varer ikke længe. På én rædselsvækkende nat invaderes parrets hus af medlemmer af en satanisk kult, der overfalder parret. Og det er ikke kun blod og rædsel, kultmedlemmerne efterlader: De har fremmanet et væsen så ondskabsfuldt, at intet nogensinde vil kunne stå mål med denne ildevarslende åbne forbindelse til de forbandede … Annabelle.