Huden jeg bor i er absolut ikke en klassisk gyserfilm, men den er Pedro Almodóvar’s mest uhyggelige film til dato!

Jeg har længe elsket Pedro Almodóvar’s fantastiske historier på film. Han er en en fantastisk fortæller, der er eminent til at skabe et unikt univers til hver enkelt historie, som også visuelt er ud over det sædvanlige.

Dette betød også, at forventningerne til Huden jeg bor i var helt i top, inden jeg nu skulle se hans mest uhyggelige film til dato. Den første, der har gys og gru som det primære virkemiddel. Det er dog en helt anden slags uhygge end den klassiske gyserfilm.

Skal vi lige have min største (måske eneste?) anke ud af verdenen fra starten, så er det, at netop Almodóvar’s opbygning af persongalleriet og relationerne mellem disse personer kan være lidt for omfattende. Og med “omfattende” mener jeg reelt langsomt og langstrakt.

Dette var dog min oplevelse frem mod midten af filmen, men derefter må jeg jo blankt erkende, at det var en nødvendighed og forudsætning for, at andre virkemidler i historien virkelig kunne komme til rette.

Antonio Banderas er blændende

Lige så vild jeg er med Pedro Almodóvar, lige så ambivalent et forhold har jeg til Antonio Banderas; Jeg synes, han er fantastisk i Almodóvar film, og andre film, hvor han taler spansk. Når han taler engelsk i amerikanske produktioner, så synes jeg til gengæld, han bliver meget slesk og utiltalende – undtagen i ‘Shrek’-filmene, hvor han bruger netop dette til sin fordel, som den fantastiske Puss-in-boots.

Men uanset mine forudtagede meninger om Banderas – på godt og ondt – så er han i denne film helt uovertruffen. Bedre end nogensinde før! Jeg vil faktisk ikke være bleg for at sige, han kunne ende med en Oscar-nominering for denne rolle! Hvad er endnu mere fantastisk er, at den anden primære rolle i filmen, som spilles af Elena Anaya, er mindst lige så eminent. Og det er endda på en helt anden måde.

Som ovenstående vældige ord måske kan indikere, så var jeg meget begejstret for castet og deres præstation – de to fornævnte var i en klasse for sig, men samtlige medvirkende gør det virkelig godt! Men som ved alle andre Almodóvar film, så bruges skuespillernes evner til at fortælle en fantastisk historie, som reelt er den virkelige hovedrolle: Plottet og de mange twists undervejs.

Og plots og twist er der en del af i denne film. Ikke fantastisk mange, for det handler ikke om at forvirre os, men derimod overraske og meget gerne også chokere, hvis publikum tillader det. Men efter en tur ombord på Pedro-expressen, så er man sgu klar på bare at lade ham føre én hen hvor som helst.

Det mest syrede eventyr bliver en helt virkelig verden, hvor man går fuldt ud med på de præmisser, som er linet op!

Fakta

(Originaltitel: La piel que habito)

Biograf-premiere: 29-09-2011
Genre: Thriller | Drama
Instr.: Pedro Almodóvar
Medv.: Antonio Banderas, Elena Anaya, Blanca Suárez, Marisa Paredes m.fl.
Land: Spanien, 2011

Resumé
En genial plastikkirurg, hjemsøgt af fortidens tragedier, skaber en form for syntetisk hud, der tåler alle former for skader. Hans forsøgskanin: En mystisk ustabil kvinde, der har nøglen til hans besættelse.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.