Raw er virkelig ikke bange for at overskride grænser, men det sker heldigvis uden at gå på kompromis med spændende historiefortælling.

Hvis du vælger at se Raw – og det bør du virkelig unde dig selv – så gælder det om ikke at være sart. Det er ikke fordi, historiens udvikling chokerer en synderligt, for man kender præmissen, når man har læst om plottet.

Alligevel, så sker udviklingen på en sådan måde, at man hele tiden tænker “Det gør de bare ikke!” Men jo, det gør de sgu.

Og det gælder ikke kun de deciderede ubehagelige ting. Det er især også de fascinerende karakterer, der let kunne have været stereotype, men istedet er uhyggeligt realistiske. Som eksempelvis professoren, der gør det meget tydeligt, at han faktisk ikke bryder sig om dygtige elever, der har let ved tingene.

De ting, som ofte ligger mellem linjerne eller bare antydes, de bliver fandme sagt og vist i Raw.



Men okay, den del der virkelig bryder grænser er naturligvis de ret blodige scener. Altså scenerne hvor der spises alverdens kødrelaterede produkter. Og ja, man kan længe anskue Raw plottet som et symbol på mange andre ting. Det er oplagt og bestemt også relevant. Og så alligevel… historien i Raw er faktisk også præcis, hvad du ser. Helt uden yderligere forklaring eller undskyldninger.

Når først man får smag for noget, kan det være svært at stoppe

Reelt er det en afhængighedshistorie, men fortalt fra en anderledes vinkel og et virkelig spændende plot. Raw er helt grundlæggende en fortælling om at krydse grænser, men det er også en vigtig historie om familie og arv – både kulturel og genetisk.

Raw (2016)

Hovedpersonen er eksempelvis vegetar, fordi hun er vokset op med forældre, der er vegetarer. Hun elsker dyr og skal i gang med at uddanne sig som dyrlæge. Selve beslutningen om at være vegetar har hun bare ikke selv taget.

Hendes søster er også ved at uddanne sig på samme skole, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun har smidt familiens værdier og vaner allerede. Det er dog lillesøster, der er familiens geni, og generelt meget ordentlig og målrettet. Derfor er det ikke nødvendigvis oplagt, at hun fluks følger storesøsters eksempel. Der er faktisk ingenting, der er givet. Men efterhånden som plottet udvikler sig, bliver det meget tydeligt, hvilken retning vi bevæger os i.

Raw (2016)

Skuespillet er lige så råt som filmens titel

Skuespillet i Raw er helt fantastisk. Det er råt – yes, I said it – og umiddelbart, hvilket er altafgørende for, at denne historie kan fungere. Vi skal simpelthen tro på, at alle personerne er ægte mennesker, og at handlingen er helt naturlig og troværdig. Det virker på alle fronter, og gør at man lader sig rive med fra starten.

Fra hovedpersonen, Justine, der spilles af Garance Marillier til hendes søster, Alex, der spilles af Ella Rumpf. Deres indbyrdes forhold er så komplekst og alligevel kærligt, at jeg fuldstændig køber, at de naturligvis kommer fra samme sæt forældre. Jeg kender ingen af disse skuespillere i forvejen, men mon ikke de får tilbudt en del roller fremover. Det samme gælder Rabah Nait Oufella, der spiller Justine’s homoseksuelle roommate, Adrien. Han var også med i Girlhood fra 2014, som var en meget rost film om pigebander.

Raw er skrevet og instrueret af Julia Ducournau, og det er simpelthen slet ikke til at fatte, at det er hendes debut. Hun har læst til at blive manuskriptforfatter, og hun har godt styr på historiefortælling. Det er tydeligt med denne historie, der er langt mere nuanceret og interessant, end hvad plottet ellers indikerer. Som instruktør skubber Julia Ducournau også helt vildt til grænserne for, hvad man kan vise. Og her tænker jeg absolut ikke kun på de blodige festmåltider.

Noget så simpelt, som en behagelig og konstruktiv læge, der lige finder smøgerne frem og begynder at ryge. Midt i samtale med en patient. Altså, inde på kontoret midt i arbejdstiden. Det er så dejligt fransk på den – set med danske øjne – helt grotesk stereotype måde.



Raw skal ses i biografens mørke

Vi så filmen til CPH PIX i en fyldt biografsal i Empire Bio på Nørrebro, og det var de helt rigtige rammer. Raw skal ses i biografens mørke, hvor der ikke er nogen steder at søge tilflugt, når det hele bliver for voldsomt eller decideret ulækkert – og dét sker flere gange. Jeg kiggede undervejs på andre i salen for at se reaktionerne, når jeg selv sad og krummede tær. Fra min bagerste række kunne jeg nyde folk, der sad med hænderne for munden og store øjne, der var klistret til den store skærm.

Og det er lige præcis, hvad Raw gør; Man har ikke lyst til at se det, der sker, men man kan simpelthen ikke lade være. Det er som at se på en ulykke, men i dette tilfælde er det helt legitimt at stirre og få det hele med. Og så byder historien på uendeligt flere detaljer, end jeg kunne have ønsket eller drømt om.

Julia Ducournau har allerede vundet et hav af priser for denne film, og forhåbentlig vinder hun også “New Talent” prisen ved CPH PIX 2016. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se hvem, der skulle kunne slå hende. Shelley instruktøren Ali Abassi kunne også være et interessant bud, men der må jeg indrømme, at  Julia Ducournau får min stemme for Raw.

Raw er en uhyggeligt stærk debut, der bør ses af et meget bredt publikum. Den vil dog være alt for meget for mange, men bør ramme dig perfekt lige i horror-hjertet!

Raw (2016) fransk gyserfilm

Fakta

Biografpremiere: CPH PIX 2016
Genre: Horror
Instruktør: Julia Ducournau
Medvirkende: Garance Marillier, Ella Rumpf, Rabah Nait Oufella m.fl.

Resumé
Efter en ung vegetar gennemgår et ritual på sin dyrlægeskole, hvor hun skal spise en rå kaninlever, begynder hun at få en farlig smag for råt kød.