February [The Blackcoat’s Daughter] (3/6)

February (der tidligere hed The Blackcoat’s Daughter) er Oz Perkins’ instruktørdebut og viser en skarp stilistisk holdning, men er dræbende langsom.

Selvom jeg elsker film, der langsomt afslører en historie, så er February bare lige en tand for langsom til mig. Det er en stil, som bruges meget ved eksempelvis koreanske film, men så er det for at give baggrundshistorie på karakterne. I denne film er det mere et stilistisk valg, der skal sætte stemning, end det bidrager til selve historiefortællingen. Det er derfor heller ikke overraskende, at folk enten elsker Oz Perkins’ stil, eller er langt mindre begejstret.

Jeg må erkende, at jeg ikke nyder den meget langsomme fremgangsmåde, når den varer en god time. Jeg bliver utålmodig, og mysteriet forsvinder, fordi jeg har så lang tid til at finde sammenhængen, at hele plottet er gættet på forhånd. Derfor sidder jeg bare og venter på at få det fortalt, men uden at blive klogere på fortællingen.

Jeg vil dog gerne give February, at den har en fantastisk uhyggelig stemning. Både lyd, billede og skuespil emmer af uhygge og ubehag i udtrykt grad. Alligevel tænker jeg, at dette kunne have været den mest fantastiske kortfilm i stedet.

Uhyggelig stærk stil, men ikke en decideret gyser

Man må give Oz Perkins den ros, at han har en ganske særlig stil. Den er bare også så tilpas speciel, at den absolut ikke er for alle. Med February (The Blackcoat’s Daughter) har han bedrevet endnu en meget langsomt opbygget historie. Vi dvæler ved billeder og følelser, mens historien befinder sig et sted i baggrunden. Det er dog især i starten, at det er tilfældet. Altså, at historien er i baggrunden. For der dvæles i dén grad ved en række detaljer hele vejen igennem.

Man kan kalde det “stemning”, og den er jeg også helt med på. Men så synes jeg, at filmen sælges ind til publikum på en forkert måde. Når IMDb plottet beskrives med ordene “chiling and suspenseful horror film”, så prøver man altså alt for meget at indynde sig hos horrorfans. Det er dog i virkeligheden nok mere de drama- og indie interesserede, der vil kunne finde guld i February oplevelsen.



Og nu er jeg tilfældigvis også til både drama og indie – jeg elsker generelt alle vellavede film. Jeg kan derfor sagtens se guldet. Men fortæller du mig, at jeg skal have en ordentlig én på horror-opleveren, så bliver jeg sgu ikke imponeret.

Det undrer mig, at Oz Perkins er så vild efter at kalde sit arbejde horror, når det reelt ikke hører super godt hjemme i denne genre. Og så alligevel er det naturligvis ret oplagt, når man er søn af Mr. Psycho himself. Altså, Anthony Perkins, der er skuespilleren bag Norman Bates i Hitchcock’s Psycho. Men hvis denne film hører hjemme i horrorgenren alene fordi, der foregår noget uhyggeligt, så er opgaven misforstået.

Og så lige en sidste kritisk udmelding; Hvis du skal skræmme et horrorpublikum med en skygge af djævelen, skal den ikke ligne en syg påskehare helt lige så meget. Godt så, lad os komme videre til de gode ting.

Ungt supertalent folder sig ud

Skuespillet er nemlig uforskammet godt i denne film. I særdeleshed den unge Kiernan Shipka (Mad Men, Carriers) er uhyggeligt god. Hun spiller den primære hovedrolle sammen med en velspillende Emma Roberts (American Horror Story), som dog ikke får helt lige så meget at arbejde med. Shipka’s karakter er i direkte forfald, og det oplever vi på mange måder. En helt fantastisk præstation. Det samme gælder i øvrigt også Lucy Boynton, som spiller overfor hende i mange scener. De fungerer som perfekte modstykker til hinanden.

Derudover har vi James Remar (Dexter’s far i TV-serien Dexter) i en vigtig hovedrolle. Han er – som altid – utrolig intens og velspillende. Det samme kan siges om Lauren Holly, der spiller hans kone. Det er bare utroligt svært at genkende hende, da hendes ansigt igen ser anderledes ud efter lidt for meget plastik.

Selve stilen i February (The Blackocoat’s Daughter) er som meget sikker, og fungerer som en rød tråd fra start til slut. Horrorstemningen er momentvis helt i top, men generelt er historien drevet mere af drama end gys. Ved man det, så vil man forhåbentlig få mere ud af filmen, end vi gjorde. Efter en stærk start på CPH PIX 2016 kom vi i hvert fald godt ned på jorden igen med denne oplevelse.

Fakta

Biograf-premiere: CPH PIX 2016
Genre: Horror
Instruktør: Oz Perkins
Medvirkende: Emma Roberts, Lauren Holly, Kiernan Shipka m.fl.