NO ESCAPE er en ny gyserfilm med Keegan Allen (Pretty Little Liars) i hovedrollen og et russisk escape room som omdrejningspunkt. Det lyder fint på papiret og fungerer egentlig også i praksis. Der er bare absolut intet nyt under solen. Læs mere i vores fulde No Escape anmeldelse her!
NO ESCAPE er en ny gyserfilm, der udkommer i de danske biografer. Det er måske lidt overraskende, at lige denne horror-thriller skal i biografen herhjemme. Mon ikke det hænger sammen med, at oktober (Halloween-måneden) er lige om hjørnet.
Under alle omstændigheder skal der ikke lyde nogen brok herfra. Bare en smule undren, når nu så meget andet ryger direkte til hjemmebiografen. Der er nemlig ikke noget, vi ikke har set før i denne film. Det gør den absolut ikke dårlig, men dog ret forudsigelig.
Læs hele vores No Escape anmeldelse herunder.
Escape Room møder Saw
Ja, okay, det er nok lige at stramme den lidt vel meget, at sammenligne No Escape med netop Saw. Alligevel er det nogle ret grumme ting, deltagerne udsættes for i denne film, der primært udspiller sig i et escape room.
Vi følger en YouTube-stjerne (spillet af Pretty Little Liars’ Keegan Allen) og hans venner, der er inviteret til en vild russisk “escape room”-oplevelse. Det sker som del i fejringen af hans 10-års jubilæum som internetstjerne. Men, men, men… når nu amerikanerne kommer til Rusland, så er det alligevel en noget anden verden, end de er vant til.
Deraf kommer en ret Saw-lignende verden, selvom det dog handler om samarbejde fremfor personlige kampe. Det minder faktisk ret meget om Escape Room hitfilmen fra 2019 af Adam Robitel (der også stod bag den fantastiske The Taking of Deborah Logan).
Læs også: Vores anmeldelse af Escape Room fra 2019 her >
Adam Robitels film var dog markant stærkere og får da også en velfortjent opfølger med Escape Room 2 (2021). Bevares, det kan da også ske for No Escape, selvom det dog ikke er oplagt.
Bemærk i øvrigt, at hvis titlen lyder bekendt, så er det fordi, der også udkom en No Escape i 2015. Det var den ret effektive action-thriller med Lake Bell, Owen Wilson og Pierce Brosnan. Bestemt værd at se!
Et stærkt hold af tv-stjerner
Det er jo ikke ligefrem skidt at være tv-stjerne for tiden, da der er et væld af gode tv-serier. Skuespillerne i No Escape er primært fra serier med mange teen-seere. Det giver da også god mening i forhold til at trække publikum i biografen, og de holder sig ikke tilbage med voldsomme scener i denne film.
Keegan Allen er nok især kendt for sin rolle i Pretty Little Liars, men han var altså også ret fantastisk som bøsseporno-stjerne i King Cobra fra 2016. Her spillede han overfor Christian Slater og James Franco, hvor han altså stod stærkt.
Foruden Keegan Allen i den absolutte hovedrolle, så er Holland Roden fra Teen Wolf og Channel Zero med som hans kæreste. Denzel Whitaker fra The Purge-serien spiller hans barndomsven, mens George Janko (NCIS: Los Angeles) og Siya (The First Purge) er endnu to venner, der skal deltage i oplevelsen.
Se No Escape i biografen!
I kender nok efterhånden vores faste opfordring; Når der udkommer genrefilm i de danske biografer, så skal de støttes. No Escape er ingen undtagelse for denne opfordring (selvom der dog også er film, der absolut ikke er biografbilletten værd). Det er en klassisk young adult gyser, hvor der er meget forudsigeligt, men den leverer alligevel en overordnet god oplevelse.
Will Wernick har skrevet og instrueret No Escape (2020). Han lavede også 2017 filmen Escape Room, der altså ikke skal forveksles med 2019 udgaven af Adam Robitel. Sidstnævnte er den absolut bedste af de to, selvom Will Wernicks film også var fin underholdning.
Relateret indhold: Vores anmeldelse af Will Wernicks Escape Room fra 2017 >
Jeg kan ikke påstå, at No Escape er en videre imponerende film, men den er underholdende og har en skarp spilletid på 88 minutter. Jeg synes især også, at escape room udfordringerne og karakterernes indbyrdes venskab fungerede godt. Nogle er mere kække end andre, men det virkede oprigtigt som ordentlige venner, man ville “turde” deltage i en sådan oplevelse med.
Til gengæld er der nogle dele af plottet, der bliver lidt for udfordrende. Jeg skal sluge for mange kameler til, at det helt fungerer. Nu er det godt nok en horror-thriller, hvor der skal leges lidt med publikum for at skabe stemning, men alligevel.
NO ESCAPE kan ses i de danske biografer fra torsdag den 24. september 2020.
FAKTA
Biografpremiere: 24. september 2020
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Will Wernick
Manuskriptforfatter: Will Wernick
Medvirkende: Keegan Allen, Holland Roden, Denzel Whitaker, Ronen Rubinstein, Kimberly Quinn, Pasha Lychnikoff, Siya
Plot
Cole er en stjerne på de sociale medier, hvor han præsenterer sine mange fans for den ene vilde oplevelse efter den anden. I jagten på nyt indhold rejser han med sine venner til Moskva for at prøve kræfter med et Escape Room, der efter sigende skulle være helt specielt. Desperate efter de fedeste og mest grænseoverskridende oplevelser går de uimponeret til opgaven. Hvor svært kan det være? Hvad de ikke ved er, at de er på vej ind i et spil fyldt med fare, ondskab og mysterier. Men hvad er spil og hvad er virkelighed og slipper vennerne nogensinde ud i live?