Escape Room (2017) føles lidt som en blanding af Saw og Cube, så den er ikke super innovativ. Alligevel fungerer den på mange måder langt bedre end forventet.

Indrømmet, så var mine forventninger til Escape Room ikke vanvittigt høje. Der bliver dog brugt en del tid på lige at præsentere de forskellige karakterer, og det gør en forskel.

Selve plottet i Escape Room virker på overfladen (og også under overfladen) ret bekendt. Den minder nemlig om både Saw-franchisen og Cube, der trods alt også er ret solide gyserplots at læne sig op ad.

Vores hovedpersoner skal igennem et række udfordringer og tror længe, at det ”bare” er en leg. Efterhånden bliver legen dog dødelig alvor. Den udvikling lægger naturligvis et pres på både personerne og deres relation til hinanden.

Hvis man selv har prøvet et ”Escape Room” af nogen art, vil det virke ret bekendt. Det er noget, jeg selv har prøvet i København.

Det var en ret fed oplevelse, der sjovt nok nu giver ekstra indsigt til netop denne films plot. Der var dog ingen, der måtte lade hverken liv eller lemmer, da vi i nogenlunde respektabel tid slap ud af vores oplevelse.

Escape Room (2017)

Overraskende fornuftig fremdrift

Utroligt nok vinder Escape Room ret mange point ved at udnytte spilletiden rigtig godt. Alt for ofte i gyserfilm, skal vi udsættes for nogle scener med plat karakter-lir eller mystiske flashbacks, men det lider denne film ikke under.

Der er god fremdrift, og man når aldrig at kede sig. Hvis man alligevel skal kigge på dette med lidt kritiske øjne, så lider historien måske lidt under, at mysteriet udfolder sig for nemt.

Selvom det ville være ret kedeligt at se karaktererne kigge samtlige bøger og skuffer igennem, så går det måske lige lovligt stærkt. Det er nemlig overraskende nemt for karaktererne at finde diverse ”clues” i de forskellige rum.

Og ja, der er flere rum, så vi bevæger os ikke rundt i samme lokale hele tiden. Det er ikke den store spoiler, da personerne hurtigt bliver sendt ind i forskellige rum, men skal ud af den samme exit.

Fine skuespilpræstationer

Det er ikke ligefrem prisvindende præstationer, men alligevel fungerer alle skuespillere fint i Escape Room. Igen, så er det på sin vis overraskende, da man i denne type film ofte får nogle ret middelmådige præstationer.

Med ”denne type film” mener jeg naturligvis ikke hverken gyserfilm eller thrillere, men derimod film med et lavere budget. Og i særdeleshed film med et lavere budget, der læner sig op ad tidligere succes-plots. Lige i dét tilfælde ser vi (alt for) ofte, at skuespillernes præstationer ikke prioriteres synderligt.

Der er dog ingen, der falder igennem her, og det må siges at være positivt. Det sikrer, at historien kan holdes i fokus, og at vi køber præmisserne for karakterernes forhold til hinanden.

Escape Room – gyserfilm

En god fredagsgyser

Det bliver nok ikke en ny favoritgyser for mange (hvis nogen?), men Escape Room har klart sin berettigelse som solid underholdning.

Filmen er instrueret af Will Wernick, der tidligere primært har lavet kortfilm. Historien har Will Wernick også selv været inde over sammen med manuskriptforfatteren, Noah Dorsey, (eller Noah A.D. som han også bruger). Noah Dorsey har tidligere skrevet et par kortfilm.

De to startede faktisk deres karrierer sammen tilbage i 2007 med kortfilmen Mr. Miller Dahl , som Wernick instruerede, mens Dorsey skrev den og spillede hovedrollen.  Du kan se kortfilmen på knap 8 minutter gratis herunder/via IMDb tjeneste Withoutabox her!

Efter at have set deres præstation med denne film ville det være skønt at se dem prøve kræfter med flere spillefilm i vores genre. Gerne noget mere innovativt, der kan vise mere af deres evner, men selv mere af samme skuffe vil være velkomment.

Mangler du en god fredagsgyser til en aften i hjemmebiografen, kan den derfor klart anbefales. Escape Room (2017) er ude på VOD nu.

FAKTA

VOD-premiere: 06-11-2017
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Will Wernick
Medvirkende: Evan Williams, Annabelle Stephenson, Elisabeth Hower m.fl.

PLOT: I anledning af Tyler’s 30-års fødselsdag tager hans veninde ham og to vennepar med til det populære Escape Room, hvor de bliver låst inde i et rum og har en time til at løse kryptiske gåder for at kunne komme ud. Der går dog ikke lang tid, før de bemærker, at der er noget galt, da gåderne bliver stadig sværere og sværere at løse. Det udvikler sig til en livsfarlig leg, der én efter én kræver et nyt offer, og den lille gruppe indser, at de ikke kun spiller et spil – de spiller for at overleve.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.