Uha, Let Us Prey er en lækker film! Altså, vi er godt ude på det overdrevne plan, men på en super stilren og stilsikker måde, så man bare må læne sig tilbage i biografsædet og nyde synet. Helt fra introdelen fornemmer man, at det er en noget anderledes og meget stærk film, der visuelt og konceptmæssigt sætter tonen fra første sekund.

Vi er klart ude i noget overnaturligt, men det er faktisk persongalleriet og deres helt igennem menneskelige (eller måske rettere umenneskelige) handlinger, der driver værket. Det er nogle syge mennesker, vi møder, men utroligt nok virker det aldrig overdrevet eller urealistisk, da det er helt [tilsyneladende] almindelige og gode mennesker, der gemmer på virkelig grimme hemmeligheder, der stille og roligt kommer frem til overfladen.

Man kan også kun rose castet for deres elegante præstationer. Det gælder faktisk hele vejen rundt på samtlige karakterer, selvom et par stykker har betydelig mere guf at arbejde med. Og så må jeg altså fremhæve den egentlige hovedrolle, som spilles af Polyanna McIntosh, der igen leverer en helt fantastisk præstation – præcis som hun gjorde i The Woman fra 2011, hvor hun havde titelrollen.

Det her er noget helt andet, men hun har den samme intensitet, som vi så i fornævnte film. Hold nu kæft, hun er sej i stil med en regulær Sarah Connor eller Ellen Ripley for nu bare at hive de helt store kult-karakterer frem for at synliggøre hvor cool hun er.

Og så er der naturligvis også Liam Cunningham (lige nu kendt fra især Game of Thrones), der leverer en pragtpræstation som selve omdrejningspunktet i historien – og dermed effektivt har den mandlige hovedrolle.

Og historien er altså knviskarp! Der skrues langsomt op for intensiteten, så man fuldstændig lader sig rive med ned i dybet – sprang man ind i sidste fjerdedel af filmen ville det sikkert se helt grotesk ud, men i konteksten fungerer det bare.

Man kan derfor kun rose manuskriptforfatter David Cairns og Fiona Watson for deres elegante historie, der endda også er deres debut spillefilm – tidligere har Cairns lavet en del kortfilm og skrevet til TV serier, mens Watson kun har et enkelt TV serie afsnit på CV’et.

Og så bliver det naturligvis ikke mindst imponerende af, at det faktisk også er instruktør Brian O’Malley’s spillefilmsdebut, da han kun har to kortfilm bag sig fra henholdsvis 2004 og 2010. Forhåbentlig går der ikke lige så længe, før vi får endnu en lækker spillefilm fra hans hånd.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2014
Genre: Horror
Instruktør: Brian O’Malley
Medvirkende: Liam Cunningham, Pollyanna McIntosch, Douglas Russel, Hanna Stanbridge m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg