:: Anmeldelse ::

Den helt oplagte sammenligning til Torment er The Strangers, som vi var meget begejstrede for. Derfor er forventningerne naturligvis også skruet godt op, da vi fra starten ved, at denne type plot rammer plet hos os. Det her med at blive angrebet af en eller anden form for maskerede psykopater i eget hjem, den rammer altså bare lige i det underligt realistiske horror solar plexus – selvom det naturligvis kommer ud på et ægte horror overdrev.

Desværre bliver der bare ikke rigtig indfriet selv de mindste forventninger til selve filmens indhold. Historien er kedelig (og meget forudsigelig), og så er det særdeles skuffende, at man har en Katharine Isabelle i den kvindelige hovedrolle, og så slet ikke udnytter hendes styrker.

Der er bare visse skuespillere som, når man ser dem, vækker en del forventninger. Hvis Sigourney Weaver castes som en “almindelig” husmor, der presses ud i vilde situationer, så ved man jo godt, at den karakter nok ender med at blive stærk og modig, fremfor at sidde i et hjørne og hulke hjælpeløst. Og når man har set Katharine Isabelle i film som Ginger Snaps (2000) og American Mary (2012), så forventer man, at karakteren er stærk og kan mere end bare at være et ynkeligt fruentimmer. Og bevares, det kan være fint at blive overrasket, men lige denne type overraskelse svarer mere til at gå i biffen for at se en gyser, og så får man en romantisk komedie. Det spiller ligesom bare ikke.

Det er desværre en meget skuffende omgang og alle skuespillerne – især vores primære familie med far, stedmor og barn – er ærlig talt pisseirriterende. Vi er helt ude i at bryde alle de horror-regler, som Neve Campbell brokkede sig over i første Scream film, da hun proklamerer, at gyserfilm er åndsvage, fordi man altid ser kvinder, der “løber op ad trappen, når de burde løbe ud af hoveddøren”. Og dét er faktisk skræmmende symptomatisk for alt, hvad der er galt med Torment.

Der er i alt én egentlig overraskelse – men den er til gengæld også god – og derudover at alt meget forudsigeligt og virkelig, virkelig plat og absolut ikke uhyggeligt. Der er få skræk-scener, hvor det lige gibber lidt i en som seer, men det er også det eneste at komme efter. Det er Thomas Pound og Michael Foster’s første filmatiserede spillefilmsmanuskript, og det behøver de sgu helt ærligt ikke gøre igen.

Fakta

Biografpremiere: Blodig weekend 2014
DVD-premiere: 23-10-2014
Genre: Horror
Instruktør: Jordan Barker
Medvirkende: Katharine Isabelle, Robin Dunne, Stephen McHattie m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg